26-årig mand sigtet for bedrageri af ældre kvinder

Syd- og Sønderjyllands Politi har anholdt en 26-årig mand og sigter ham for bedrageri af fire ældre kvinder i Aabenraa-området.

Syd- og Sønderjyllands Politi anholdt onsdag aften en 26-årig mand fra Faxe og har efter afhøring sigtet manden for fire tilfælde af bedrageri.

 

Manden er sigtet for at have udgivet sig for at være bankmand og forsøgt at lokke kreditkort fra fire ældre kvinder i Aabenraa-området tidligere på ugen. Kvinderne fik i telefonen at vide, at deres kort var blevet hacket og derfor ville blive afhentet på deres bopæl. En af kvinderne fattede mistanke, da den falske bankmand dukkede op, mens to andre kvinder udleverede deres kreditkort til bedrageren. På den ene  kvindes kort blev der efterfølgende hævet penge flere steder i Aabenraa.

 

Som et led i efterforskningen skaffede politiet videoovervågning fra de steder, hvor kortet var blevet brugt. Herefter blev patruljer gjort opmærksom på at holde udkig efter manden og onsdag klokken 20.25 blev han genkendt af betjente i Haderslev.

 

Manden erkender samtlige forhold. Efter afhøring er den 26-årige mand løsladt, da der ikke var grundlag for fremstilling i grundlovsforhør. Der venter nu den 26-årige et retligt efterspil.

 

Syd- og Sønderjyllands Politi vil igen opfordre til, at man aldrig udleverer sine personlige data eller hævekort. Er man i tvivl, om man er udsat for bedrageri, kan man kontakte politiet på 1-1-4 og få hjælp.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)