Klumme: VLAK holder integrationshjulet i gang

I 1980 var der knap 50.000 ikke-vestlige indvandrere og efterkommere i Danmark. Pr. 1. januar 2017 var der 476.727, næsten en tidobling på 37 år. Udviklingen har skabt en kæmpestor integrationsindustri med mange tusinde søde, flinke og rare offentligt og privatansatte med en lang snabel i de offentlige kasser. De har alle en klar interesse i at køre industrien videre – med fuld opbakning fra regeringen.

Regering uden styr på integrationsindsatsen

Man kunne tro, at landets regering burde have styr på, hvad skatteydernes penge bliver brugt på, men nej. VLAK mangler overblik over de mange integrationsprojekter, der kører over hele landet. Hvilket kan undre i betragtning af, at regeringen har adgang til ressourcer, der kan bruges til at tilvejebringe det fornødne overblik. Alene i 2016 var der afsat 6,1 mia. kr. til integrationsprojekter, som ingen har et samlet overblik over. Alene i 2017 har de tre største kommuner støttet eller finansieret 113 forskellige ikke-lovpligtige integrationsprojekter til en værdi af 150 mio. kr. Herunder en mangfoldighedsfestival i København med det formål at ”skabe øget forståelse for byens mangfoldighed” (pris: 500.000 kr.) og et cykelværksted med det formål at ”skabe glæde og respekt omkring det at cykle” (pris: 250.000 kr.).

Uoverskueligt vildnis af virkningsløse projekter

Historisk set har der været en voldsom stigning i antallet af de skatteyderbetalte integrationsprojekter, hvor man hele tiden eksperimenterer og prøver noget nyt, dog uden at have tænkt det helt igennem. De forskellige projekter minder om hinanden, og der begås de samme fejl gang på gang. Der er efterhånden så mange penge i integrationsprojekterne, at det i højere grad handler om at have ledelsesretten over et integrationsprojekt end om, hvilken målsætning der skal nås. Mange projekter ender i magtkampe mellem projektledere, organisationer og forvaltninger om, hvem der skal have æren og ressourcerne.

Mangelfuld eller ingen projektevaluering

De mange integrationsprojekter gennemføres uden evaluering og erfaringsopsamling. I en lang række tilfælde gennemføres evalueringer af integrationsprojekter for millioner af kroner af de selvsamme projektledere, der modtager skattekronerne. Eftersom integrationsindsatserne enten bliver selv-evalueret eller slet ikke evalueres, er det uvist, hvor meget integration samfundet reelt får for pengene. Konklusionen er jo hver gang, at ikke-vestlige flygtninge og indvandrere er ofre, der konstant har brug for en hjælpende hånd.

En perlerække af debile begrundelser

Integrationsindustrien beskyttes og forsvares af en hær af lobbyister, som giver de mest debile begrundelser for, hvorfor det er nødvendigt med de mange virkningsløse projekter, og hvorfor disse ikke evalueres. Her er et par eksempler:

Susanne Kvolsgaard, kontorchef i Odense Kommune: ”Vi har fravalgt evalueringer, fordi vi tror på, at projekterne understøtter kommunens mål, og vi stoler på, at medarbejderne efterhånden godt ved, hvilke projekter, der netop gør det”.

Lise-Lotte Duch, leder af foreningen FAKTI, som hjælper indvandrerkvinder med at tage del i det danske samfund: ”Integrationsindsatsen målsætning følger devisen om, at ingen har godt af at sidde derhjemme”.

Torben Tranæs, økonomisk vismand: ”Det kan godt være, at indsatserne er spild af penge, men det ved vi ganske enkelt ikke. På mange måder er der grund til at tro, at projekterne har en positiv effekt, fordi integration også handler om en sammenhæng mellem de forskellige dele af folks liv”.

Kristine Vasiljeva, økonom i tænketanken Kraka: ”Jeg er skeptisk over for, om f. eks. cykelkurser for indvandrerkvinder har positive effekter, men jeg kan heller ikke med sikkerhed afvise det”.

Mia Nyegaard, beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune: ”Det er altid svært på forhånd at vide, om noget virker. Spørgsmålet er, om man kan være bekendt ikke at gøre noget – både for samfundets skyld og for den enkelte borger”.

Lobbyisterne er således rørende enige om, at der er fornuft i at fortsætte med at hælde millioner af skattekroner i projekter, hvis effekter er aldeles ukendte. For samfundets skyld.

Follow the money

Kører man forbi modtagelsescentret Sandholm i Blovstrød midt på dagen, holder der mindst 200 biler, der tilhører centrets personale og eksterne konsulenter. I november 2016 var der 65 asylcentre i Danmark, herunder fire modtagecentre (et af dem til uledsagede mindreårige), to udrejsecentre, 12 børnecentre samt et omsorgscenter for syge og kvinder med særlige behov for beskyttelse. Tilsammen beskæftiger disse centre flere tusinde mennesker.

Da de fleste ikke-vestlige flygtninge og indvandrere ikke taler dansk, er der behov for en omfattende tolkeindsats. Et stort københavnsk tolkefirma reklamerer på sin hjemmeside med, at det dagligt har over 100 tolkninger, bl.a. på sygehuse, i kommuner og ved retssager. Det er kun udvalgte eksempler. På landsbasis er der flere hundrede private firmaer, der servicerer integrationsindustrien. Den magtfulde industri er således blevet big business, som flere tusinde danske familier lever fedt af. De har derfor alle en oplagt interesse i at køre industrien videre.

Også VLAK holder integrationshjulet i gang, idet regeringen har en grundlæggende ambition om, at flygtninge skal integreres i det danske samfund. Dette er i strid med DFs ønske om at gøre op med den praksis, hvor flygtninge, som formelt er her i landet på midlertidigt ophold, gennem arbejde opnår så stor tilknytning til Danmark, at de kan omgå midlertidigheden og blive i Danmark, selv om der er fred i deres hjemland. Udfaldet af DF forhandlinger med VLAK i det nye år må derfor imødeses med spænding.