DBUs hellige korsfarere

DBU’s og Vestens kultur korsfarere vs. Islamistiske Qatar: 0-1.

Om luksusholdningers holdninger og den herskende klasses hykleri, som i disse VM-dage udstilles for åben skærm.

Efter Danmarks pinlige exit fra VM i Qatar har Hjulmand og Co. slået knuder på tungen for at undgå at sige sandheden: at den af DBU iscenesatte selvretfærdige politisering af værdi- og kulturforskellene mellem Vesten og Islam med spillerne som naive aktører og gidsler og det efterfølgende nederlag i sagen om retten til at bære ”One Love” armbind til støtte for transkønnede og homoseksuelle ved VM i Qatar kostede sportsligt dyrt.

Mere betydningsfuldt derudover er, at hele episoden har været afslørende for den herskende klasses værdisæt.

DBU samt Peter Møller og Hjulmand, især sidstnævnte, som er bekendende kulturradikal, har uld i munden, når synderen skal findes. Kun en ting kan alle blive enige om: det hele er hovedsageligt FIFA’s fejl. De har rod i regelsættet, gennemfører ølforbud på stadion med to dages varsel, lider af dyb korruption og skulle aldrig i 2010 have fået tildelt retten til at afholde VM. Alt sammen rigtigt, men har vi ikke vidst det i 12 år? Og tog vi ikke til Qatar til VM alligevel?

Jo, det gjorde vi. Og DBU’s og Vestens katastrofale dobbeltmoral er blevet grundigt afsløret: vores selvglade selvforståelse, som på den ene side opfordrede DBU og andre landshold som Wales, England og Tyskland til offentligt at forkaste Islams kultur som kvindefjendsk og homo-hadende, men samtidig tillod vores landshold at tage til VM, bare de forkyndte deres LGTBQ-holdning med armbind, regnbue-farvede hatte, knæfald  og hvad ved jeg, blev afsløret som kejserens nye klæder, da FIFA satte hårdt mod hårdt og kaldte Vestens bluff.

Det kom ikke kun de danske spillere sig aldrig over.

7 nordeuropæiske landes fodboldforbund, herunder DBU, overvejede efter sigende at sagsøge FIFA eller ligefrem melde sig ud, fordi dets regler er imod menneskerettighederne og diversitet. Leon Goretzska, tysk fodboldspiller, meddeler, at Qatars LGTBQ-love hører hjemme i det forrige århundrede. Ren teatertorden og tomme trusler.

Det tyske fodboldhold lod sig fotografere med hænderne foran munden i et klart budskab til hele verden: vi er ofre og vores ytringsfrihed bliver knægtet. Der er kun et problem: billedet er taget i Qatar, mens tyskerne varmer op til deres første VM-kamp. Også de blev fortjent sendt tidligt hjem.

Hykleriet er bogstaveligt talt til at få øje på.

Men hvad er sandheden?

Jesus, Buddha og Mohammed hører også hjemme i andre århundreder end vores, men det gør ikke deres filosofi eller idegrundlag irrelevante uanset hvor meget Goretzka og vores elite mener at have historien på deres side.

Menneskerettigheder blev oprindeligt af deres filosofiske fader, John Locke, begrundet teologisk i kristendommen: Gud har aldrig givet os ret til at behandle andre mennesker respektløst. Og diversitet betyder, at andre synspunkter end ens egne ikke blot skal have lov at komme til orde, men skal respekteres.

Det betyder, at Qatarierne har ret til at mene det, deres religion, Islam, påbyder, nemlig at homoseksualitet, transkønnethed og seksuel identitetspolitik er imod Guds/Allahs hensigt med menneskeheden. Og at vi har ret til at være uenige.

Som Oplysningstidens ypperste filosof, Voltaire, (måske) ville have sagt: Jeg er uenig med Qatarierne, men jeg vil til min død forsvare deres ret til sige det.

Men det er ikke det budskab af tolerance DBU, DFB og andre korsfarere kom til Qatar med.

De kom tværtimod som kulturimperialister for at afholde en politisk gudstjeneste i et andet land, som har en hel anden Gud og en hel anden politik. For, som de selv siger det: ”Menneskerettigheder og diversitet står ikke til forhandling”.

Det gjorde de så åbenbart alligevel.

For grunden til al pølsesnakken om FIFA’s fejl er at tildække den for de danske og vestlige korsfarere ubekvemme kendsgerning: de signalerer deres dyd, men de mener det ikke. Deres holdninger er ”luksus holdninger”.

Den amerikansk/norske økonom, Thorstein Veblen, var fascineret af den omstændighed, at den herskende klasse i USA for 100 år siden brugte eller spildte deres rigdomme på tilsyneladende ikke-produktive ting: han kom til den konklusion, at det irrationelle forbrug tjente et helt konkret socialt mål, nemlig at understrege den herskende klasses top status. Han kaldte det politiske ”luksus holdninger”.

John McWhorter, sort amerikansk kultursociolog og linguist, har inspireret af Veblen i sin bog Woke Racism (politisk korrekt racisme) undersøgt, hvorfor nutidens herskende klasse i Vesten bruger så megen tid på at udtrykke progressive, dvs. ”woke” holdninger til racisme, immigrations, transkønnede og identitetspolitik, og er kommet til en lignende konklusion: disse ”woke” holdninger har intet at gøre med den herskende klasses sympati for undertrykte samfundsgrupper, men i en tid hvor alle mennesker har råd til luksusvarer, tjener de det formål at markere deres social status som herskende klasse. Selve holdningerne er ene og alene politiske ”luksus”-holdninger, som intet konkret gør for at løse virkelige problemer eller hjælpe undertrykte grupper i samfundet og som under pres hurtigt falder fra hinanden.

Som vi så det efter Putins invasion af Ukraine og hans stop for gas og olie til Vesten, hvor Europas grønne partier ikke kunne skrue ned for overbudspolitikken om sol- og vind-varme og afskaffelsen af dieselbiler hurtigt nok til fordel for kuldrevne kraftværker og sidst men ikke mindst deres hidtil ypperste hadeobjekt: atomkraft. Ovenikøbet gik de med til i henhold til EU’s energitaksonomi at kategorisere den som ”grøn” energi. Data lyver ikke: ifølge BP er forbruget af kul, olie og naturgas globalt steget 5 gange så stærkt som forbruget af vind- og varmeenergi siden 2021.

 COP27, den årlige snakke-maraton om klima-”krisen”, droppede reelt målet om at begrænse stigningen i global varme til +1,5C ved midten af århundredet, men uden at indrømme det offentligt og uden at medierne fandt ud af det.

I stedet vedtog man nogle løse formuleringer om finansiel hjælp til lavtliggende østater, som ifølge vores egen danske, internationalt anerkendte, klimaekspert, Bjørn Lomborg, heller ikke har en snebolds chance i helvede for at blive realiseret.

Vestens herskende klasse er tydeligvis ikke parat til at tage eventuelle konsekvenser af sine holdninger, hvad enten det drejer sig om klimakrisen, som pludselig ikke længere er et spørgsmål om liv og død og planetens overlevelse, eller den ganske vist betydeligt mindre eksistentielle, men alligevel super vigtige risiko for, at deres hold kan risikere at få fratrukket dyrebare points i kampen for VM-pokalen. Hvorfor? Fordi dens holdninger er luksus holdninger.

VM i Qatar er ikke det eneste sted, hvor Vestens luksusholdninger ikke stikker særlig dybt. Når krigen i Ukraine, som er eksistentiel for Rusland og Ukraine, men ikke for os eller amerikanerne, begynder at kræve virkelige ofre i blod sved og tårer… og menneskeliv, vil al bullshit om vestlig ”solidaritet” forsvinde som dug for solen.

Det er i det perspektiv den franske præsident, Macrons, nylige udtalelser om behovet for at give Rusland sikkerhedsgarantier, der kom efter hans statsbesøg i USA med Joe Biden, skal ses. De viser nemlig, at de to er enige om, at Vesten må respektere Ruslands “legitime “sikkerhedsinteresser (læs: NATO skal holde fingrene fra Ukraine). Hvilket jo som bekendt var Putins oprindelige undskyldning for at invadere Ukraine.

Biden og Macron og endnu vigtigere, Putin, ved bedre end nogen, at vestlige vælgeres støtte til Ukraine intet andet er end luksusholdninger og fantasterier om en ukrainsk sejr. Så de er godt i gang med at gøde jorden blandt vælgerne for et ”tilbagetog”, som meget vel kan blive et nyt München anno 1938.

Det ser sort ud for Ukraine.

Og os.