Vi danske er gode og engagerede demokrater. Stemmeprocenten ved folketingsvalgene er tårnhøj. Vi følger nøje med i politiske debatter og valgudsendelser. Vi bevidner med spænding regeringsdannelsen efter valget og glædes eller væmmes ved ministerlisten. Anderledes forholder det sig dog, når det drejer sig om EU. Ganske vist trasker vi hen og stemmer ved EU-parlamentsvalget, ikke med hjertet, men mere som en anstændighedens gestus over for demokratiet. Nu er den nye EU-Kommission ved at være udpeget, men for danske medier og offentlighed er Unionens nye regering så ligegyldig, at vi ikke gider at beskæftige os med den. Man skulle tro, at EU’s hovedkvarter lå på månen og ikke i Bruxelles kun en times flyvning fra Kastrup.
Ikke bare vælgerne, men også medierne og politikerne har gennem årene oparbejdet en apati, en opgivende holdning over for Unionen, som vi betragter ligesom en tiltagende istid, som vi ikke kan gøre noget ved alligevel. Der er aldrig politiske forsøg på at demokratisere den ret centralstyrede Union eller at bremse Kommissionens tiltagende detailstyring af medlemsstaternes samfund. Vi har givet op og synker ned på knæ, når EU’s lovmaskine kommer buldrende hen over os. Således har CEPOS uden megen offentlig opmærksomhed publiceret en chokerende rapport, der påviser, at Folketinget de seneste fem år har implementeret EU-direktiver med varige omkostninger for det dansk samfund på næsten 12 milliarder kroner om året. Det er særligt bæredygtighedsdirektivet og arbejdstidsdirektivet, der er skyld i denne vældige omkostningsbyrde, men EU’s appetit på reguleringen af den danske samfundsudvikling er umættelig. De mange direktiver fra 2019 til 2024 omfatter en bred vifte af indgreb i samfundet: barselsloven, årsregnskabsloven, koncernbeskatning, drikkevand og lægemidler.
Arbejdstidsdirektivet er et godt eksempel på, at viden om den moderne samfundsudvikling i Danmark ikke er nået til Bruxelles. Corona epidemien accelererede en allerede igangværende udvikling på danske arbejdspladser i retning af fleksible arbejdstider og arbejdsstationer. Med moderne computere kan en stor del af særligt administrativt arbejde udføres andre steder end på firmaets kontor, og danske medarbejdere er flittige og arbejder med deres smartphones og I-pads i hjemmet, i lufthavne, i tog og på ferie. Alligevel har EU bestemt, at alle lønmodtagere skal registrere deres arbejdstid, som i gamle dage, hvor fabriksfløjten signalerede start og slut på arbejdsdagen. Hvor er nyttevirkningen?
Men det bliver værre endnu. EU-regulering sker gennem forordninger og direktiver. Forordninger trumfer dansk lovgivning og har umiddelbar retsvirkning i Danmark, mens direktiverne føjes ind i dansk lovgivning via Folketinget eller gennem ministerielle bekendtgørelser. EU’s omkostningsbyrde på det dansk samfund er ikke opgjort med nøjagtighed, da hovedparten af EU-reguleringerne ikke passerer gennem Folketinget, men implementeres direkte gennem forordninger eller ministerielle bekendtgørelser, der så resulterer i en retsakt uden for parlamentarisk kontrol. Og hvad gør medier og politikere så ved, at det danske samfund i stigende grad fjernstyres fra Bruxelles? Ingenting. Absolut ingenting. Vi har givet op, men går stille med dørene for, at man skal tro, at vi er indforstået.
Samme holdning finder vi, når danske domstole og lovgivning trynes af Den Europæiske Menneskeretsdomstol (EMD), hvis juridiske grundlag er Den Europæiske Menneskeretskonvention fra 1950, der egentlig er en både human og rummelig aftale, der giver signatarlandene brede muligheder for at fortolke konventionens bestemmelser inden for rammerne af deres nationale forfatninger. Gennem de seneste årtier har EMD imidlertid afsagt en række domme, der tilsidesætter de nationale domstole ved en stigende aktivistisk fortolkning af konventionen, der gør det nærmest umuligt at udvise kriminelle migranter. EMD’s domme trumfer således vores egen lovgivning og retspraksis. Derved har EMD tiltvunget sig en rolle som forfatningsdomstol eller klagenævn for kriminelle migranter, der ikke vil væk fra den danske velfærdsomfavnelse. I Danmark eksisterer der et velorganiseret netværk, der assisterer migranter fra islamiske kultursamfund. Det er jurister, socialrådgivere, bisiddere og konsulenter, der kan deres konventionsjura til fingerspidserne og ved, hvilke knapper, men skal trykke på for at forhindre udvisninger af deres klienter. EMD henviser i sine domme ofte til konventionens paragraf 8, som siger, at ”Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.”
EMD beskytter med denne paragraf selv dybt kriminelle migranter, hvis de har familie i Danmark, men ikke i deres fødeland. Der verserer øjeblikket 12 klagesager mod Danmark ved domstolen. Det drejer sig om udviste migranter, der er svindlere, narkohandlere, røvere, voldsmænd og knivstikkere. Danske juraeksperter vurderer, at kriminelle migranter kun kan udvises af Danmark, hvis de er serielt kriminelle uden familie eller netværk i Danmark. Skiftende danske regeringer har ikke turdet protestere endsige sætte sig op mod EMD, hvis aktivistiske afgørelser ikke sker gennem et dommerpanel, men i et juridisk sekretariat, hvis sagsbehandlere producerer ’domme’ på samlebånd.
Den berygtede paragraf 8 siger også, at retten til privatliv og familieliv kan ophæves af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller for at forebygge uro eller forbrydelse eller for at beskytte sundheden eller sædeligheden. Der er mange eksempler på signatarlande, der nægter at implementere EMD’s ’progressive’ domme med henvisning til netop nationale interesser. EMD har intet fogedkontor og ingen retsmidler til at gennemtvinge sine domme. Ved at ignorere de værste af EMD’s domme kan vi atter blive herrer i eget hus. Det medfører nogle prygl fra venstrefløjen, medierne og Islamisk Trossamfund. Men det er det, det koster at rejse sig fra en knælende til en oprejst stilling. Det er da værd at prøve.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)