De står i kø, og de holder sig ikke tilbage. Her kunne der godt være tale om tilbudsjægerne til Black Friday på strøget med rundbuesave på albuerne og rabatprocenter i øjnene. Men der er i stedet tale om butikkernes mange Black Friday-rabatter og lokkende onlinetilbud, der går i sort på årets allerstørste shoppedag 26. november. De er til at få øje på både i reklamer, i radio, på SMS og på mail.
Spørgsmålet er, hvordan du som helt almindelig forbruger kan sortere i de mange tilbud og gøre det, de fleste egentlig har som mål til Black Friday: Nemlig at passe godt på dine penge og få mest muligt ud af dem ved at spotte de virkeligt gode handler.
Læg en plan
Claus Nøhr Knudsen, som er afdelingsdirektør i Sparekassen Kronjylland i Aarhus City, kommer her med sine bud på, hvordan du passer på dine penge til Black Friday:
– Mange glemmer, at hvad der er sparet, er ikke tjent, hvis du køber noget, du ikke har brug for. Jeg tror, at mange kommer til at købe varer til Black Friday, som de egentlig ikke behøver eller aldrig får brugt. Selvom det lyder knapt så sjovt, kan det derfor være en god idé at have en plan for, hvad du gerne vil købe til Black Friday og så holde dig til den, lyder det Claus Nøhr Knudsen.
Fragt og danske webshops
Mange finder gode tilbud online og benytter sig af det bekvemmelige i at shoppe hjemme fra stuen.
– Inden du trykker ”køb”, så husk, at når du ser prisen på et online tilbud, så kommer der fragt oveni, og så er prisen måske ikke helt så god endda. Det kan også være, at du i jagten på at opnå fri fragt får shoppet andre varer med i kurven, som du slet ikke har brug for. Og har du så reelt sparet penge?, spørger Sparekassen Kronjyllands afdelingsdirektør retorisk.
Han nævner, at køber du online, så vælg danske webshops. Kommer pakken fra udlandet, kan der nemlig komme told oveni prisen, ligesom der er en større risiko for, at din pakke kan blive væk, når den skal krydse landegrænser. Derudover er de danske fragtfirmaer forholdsvist klimabevidste, og det er værd at tage med i valget af levering.
Undgå svindel
Hvert år bliver flere tusinde danskere svindlet i falske webshops, og faren stiger særligt til Black Friday og op mod jul.
– Vil du passe godt på dine penge til Black Friday, er det derfor vigtigt, at du kigger dig for og spotter, hvis en webshop er falsk. Er sproget på hjemmesiden dårligt dansk, er store og små bogstaver brugt på en mærkelig måde, eller er priserne skæve som eksempelvis 83,07 kroner, så bør dine alarmklokker ringe. Det er også altid en god idé at tjekke en webshop på Trustpilot, ligesom nogle af dem er e-mærket. Det er begge gode pejlemærker, opfordrer Claus Nøhr Knudsen.
Det kan også være en god idé at dobbelttjekke webshoppens URL. Svindlerne kan nemlig finde på at ændre ganske lidt på et rigtigt hjemmesidenavn og lave en shop, der til forveksling ligner den rigtige. Er du i tvivl, kan du for eksempel lade være med at trykke på links i SMS’er eller mails og i stedet finde samme tilbudsvare ved at gå ind på webshoppens hovedside og ad den vej finde varen.
– Jeg vil bestemt ikke fraråde, at du shopper til Black Friday, blot gøre opmærksom på de største faldgruber. Der er uden tvivl penge at spare til Black Friday, især hvis du forholder dig lidt kritisk til de rabatter, butikkerne reklamerer med og på forhånd har sat dig ind i, hvad de pågældende varer plejer at koste. Nogle varer har måske en meget høj vejledende pris, men kan ofte købes for væsentligt mindre det meste af året, forklarer han.
Glem ikke de fysiske butikker
Mange fysiske butikker holder længe åbent til Black Friday. Udover gode tilbud, byder de ofte på julestemning og personlig vejledning.
– Jeg kan godt forstå, at handel i webshops bliver valgt til i en travl hverdag, men det er lidt synd for de fysiske butikker, hvis du udelukkende køber dine varer online, og du lige så godt kunne have købt dem inde i byen. De lokale butikker har nemlig brug for din støtte, og den ene handelsform udelader jo heldigvis heller ikke den anden, opfordrer Claus Nøhr Knudsen.
Han tilføjer, at i de fysiske butikker har du den fordel, at du kan se varen ved selvsyn:
– Du kan se og mærke varen og få vejledning fra personalet. Det kan være med til at gøre, at du undgår at skulle returnere varen senere. Derudover er stemningen en helt anden, når du bevæger dig ud i bylivet, slår afdelingsdirektøren fra Sparekassen Kronjylland fast.
Black Friday falder i år fredag 26. november. Fænomenet, der stammer fra USA, startede i de danske butikker i 2013.
———
Bankmandens gode råd til Black Friday:
- Spørg dig selv: Har jeg brug for produktet?
- Hold øje med, hvad varen plejer at koste
- Undgå falske webshops
- Vælg danske webshops og undgå told
- Husk, at der kommer fragt oveni prisen
- Husk de lokale butikker
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)