Bidende aktuel Dracula vender tilbage som musikalsk invasion

Fra Transsylvanien til Aarhus Teater: Dracula er vågnet fra sin slummer! For første gang nogensinde går Aarhus Teater og Den Jyske Opera sammen og fortæller om et af kulturhistoriens største monstre i en ny storslået musikalsk forestilling. Den blodtørstige grev Dracula invaderer Store Scene fra den 8. februar 2023.

Fortællingen bag vampyren

Alle har hørt om Dracula, men det er måske de færreste, som kender fortællingen bag vampyren over dem alle, som den blev fortalt i Bram Stokers roman fra 1897.

Nu kan man få historien helt tæt på, når den både rædselsvækkende og fascinerende historie om Grev Dracula opføres på Aarhus Teater i en gysende smuk forestilling.

Dracula (Jacob Madsen Kvols) fødes ud af en tid med krig, massevoldtægter og pest som en aristokratisk, overnaturlig dæmon, der vil genrejse Dracula-slægtens storhed ved at invadere London i slutningen af 1800-tallet. Hans plan er at overtage det britiske imperium for at lægge mennesket i lænker som tjenere for den overlegne slægt: vampyrerne.

Men mennesket lader sig ikke invadere uden kamp, og med den unge Mina (Anne Plauborg) i spidsen igangsætter en lille gruppe et større detektivarbejde for at forpurre grevens planer.

AMBITIØST PROJEKT KRÆVER STOR MUSIK

DRACULA er det første kreative samarbejde mellem Aarhus Teater og Den Jyske Opera, og publikum kan glæde sig til en storslået oplevelse, hvor musik og dramatik nærmest smelter sammen.

Komponist og lyddesigner Marcus Aurelius Hjelmborg har pillet store dødsmesser fra hinanden og sat dem sammen i nye konstellationer. Tilsammen skaber det forestillingens røde tråd: et stort værk af filmmusikalske dimensioner, fremført af Den Jyske Operas Kor og kapelmester Sofia Wilkman ved flyglet.

DRACULA er hverken opera eller musical, men taleteater med livemusik som underlæg, hvor musikken ligger under replikkerne og følger handlingens logik. Grev Draculas vision om at overtage verdensherredømmet er mildt sagt en ambitiøs plan, og storheden i det projekt kræver derfor meget effektive virkemidler, forklarer Martin Lyngbo, der har dramatiseret og iscenesat forestillingen:

”For mig er det ikke nok, at der på scenen bliver talt om, at Dracula vil erobre verden. Publikum skal kunne mærke det. De skal kunne mærke storheden i hans projekt. Her er Den Jyske Operas kor et stærkt virkemiddel. Det er en ambitiøs forestilling, og forarbejdet har været nærmest uhyggeligt omfattende. Vores intention er at invadere Store Scene, på samme måde som Dracula vil invadere det britiske imperium. Men vores redskaber er ikke blodbad og vampyrisme. Det er manuskript, noder og storyboards.”

DRACULA ALLE VEGNE

Det er ikke kun på Aarhus Teater, Dracula huserer – den transsylvanske greve er lige nu bidende aktuel i flere formater.

I 2023 udkommer to nye film med den blodtørstige vampyr: Renfield med Oscar-vinderen Nicolas Cage i rollen som Dracula samt The Last Voyage of Demeter, der tager fat i et enkelt kapitel, The Captain’s Log, fra Bram Stokers roman.

I januar 2022 var der premiere på filmen Dracula – The Original Living Vampire, i 2020 blev tv-serien Dracula sendt på BBC og Netflix med danske Claes Bang i titelrollen, og samme år genudgav Gyldendal Benny Andersens oversættelse af den gotiske klassiker.

KRISETID DENGANG OG NU

Ifølge Martin Lyngbo stifter vi atter bekendtskab med Dracula i disse år, fordi vi kan spejle os i den krisetid, Bram Stokers roman illustrerer:

”Jeg tror, Bram Stoker skrev sin roman ud fra en følelse af være en del af en truet civilisation. Og jeg tror, at det er en følelse, som vi kan genkende i dag. Under pandemien opdagede vi, hvor lidt der skal til, for at vores liv og vores samfund kan forandres. Det krævede bare en kinesisk flagermus og et pressemøde, så var alting anderledes. Som om det ikke er nok, så har vi også krig i Europa og klimakrise og biodiversitetskrise og inflation og energikrise – der er ikke andet end kriser omkring os. Der er masser af grund til at frygte, at verden falder sammen omkring ørerne på os. Fuldkommen som Bram Stoker frygtede at miste den civilisation og det imperium, som han elskede.”

ET STÆRKT HOLD PÅ OG BAG SCENEN

På de skrå brædder kan man til DRACULA opleve en perlerække af dygtige skuespillere fra Aarhus Teaters ensemble.

Det er den uforlignelige Jacob Madsen Kvols, som giver liv til den blodbegærlige aristokrat Dracula – og berømte monstre er bestemt ikke ukendt territorium for Jacob Madsen Kvols: Han har nemlig allerede brilleret som skrækindjagende væsner i Aarhus Teaters opsætninger af Frankenstein og The Rocky Horror Show.

Anne Plauborg indtager Store Scene som den unge Mina, der vil ødelægge Draculas planer om at overtage verdensherredømmet. Minas forlovede og senere mand, advokaten Jonathan Harker, spilles af Simon Mathew, mens Carla Eleonora Feigenberg er Lucy Westenras og Grevinde Dolingen De Gratz.

Christian Hetland spiller Dr. Jack Seward, og Anders Baggesen, Kjartan Hansen og Emil Busk Jensen lægger kroppe og stemmer til henholdsvis R.M. Renfield, Quincy Morris og Lord Arthur Holmwood. Som vampyrjægeren Abraham Van Helsing ses skuespilleren Tom Jensen, blandt andet kendt fra Folketeatrets opsætninger af Shakespeares De Lystige Koner og Giro 413-musicalen Så Længe Mit Hjerte Slår.

Martin Lyngbo og Lucas Svensson har dramatiseret DRACULA, og det er også Martin Lyngbo, der står for iscenesættelse. David Gehrt er forestillingens scenograf, Mathilde Grebot er kostumedesigner, mens Marcus Aurelius Hjelmborg står bag de musikalske arrangementer.

Lysdesigner er Jeppe Lawaetz, lyddesigner er Lars Gaarde, og kapelmester er Sofia Wilkman. Christopher Lichtenstein er ansvarlig for korindstudering af Den Jyske Operas Kor med 21 korsangere.

FAKTA DRACULA

Premiere
Aarhus Teater Store Scene
8. februar – 18. marts 2023

AF Bram Stoker

DRAMATISERET AF Martin Lyngbo og Lucas Svensson

ISCENESÆTTELSE Martin Lyngbo

SCENOGRAFI David Gehrt

KOSTUMEDESIGN Mathilde Grebot

MUSIKALSKE ARRANGEMENTER Marcus Aurelius Hjelmborg

LYSDESIGN Jeppe Lawaetz

LYDDESIGN Lars Gaarde

KORINDSTUDERING Poul Emborg, Peter Pade

MEDVIRKENDE:
DRACULA Jacob Madsen Kvols
MINA MURRAY/MINA HARKER Anne Plauborg Mathew
PROFESSOR ABRAHAM VAN HELSING Tom Jensen
JONATHAN HARKER Simon Mathew
DR. JACK SEWARD Christian Hetland
ARTHUR HOLMWOOD Emil Busk Jensen
QUINCEY MORRIS Kjartan Hansen
LUCY WESTENRA/GREVINDE DOLINGEN DE GRATZ Carla Eleonora Feigenberg
R.M. RENFIELD Anders Baggesen
KAPELMESTER Sofia Wilkman

Den Jyske Operas kor

Sopraner: Annette Dahl, Hanne Hohwü Houmøller, Birgitte Mosegaard Pedersen, Birgitte Skarby Riddell, Pernille Stolting-Madsen, Lina Valantiejute
Alter: Hetna Regitze Bruun, Bolette Bruno Hanse, Jara Kanzler Hemmet, Estrid Molt Ipsen, Eline Denice Risager
Tenorer: Carsten Gottholt Hansen, Erik Bekker Hansen, Jens Jagd, Al Dresden Ramos, Joan Ribalta
Basser: Jens Bové, Lars Fentz Krogh, Jani Kyllönen, Morten Wang, Andreas Winther

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)