Et nyt Fritidskulturelt Samråd er nu en realitet. Rådet skal fungere som et fælles talerør til politikerne, når der skal træffes beslutninger, der vedrører foreningerne, og sammen udvikle foreningslivet i Esbjerg Kommune.
Alle idébestemte børne- og ungdomsforeninger, hobbyforeninger m.m. i Esbjerg Kommune har nu fået deres eget råd, Fritidskulturelt Samråd i Esbjerg Kommune.
Rådet fungerer på samme måde som de allerede eksisterende Esbjerg Idrætsråd og Esbjerg Amatørteater Råd. Det vil sige, at rådet er et talerør for foreningerne ind til politikerne og en samlet høringspart, når der skal træffes beslutninger, der vedrører foreningerne, samtidig med at man i rådet sammen kan udvikle foreningslivet i kommunen.
Nyt stærkt talerør
– Idræts- og teaterforeningerne i Esbjerg Kommune har længe haft hvert deres råd og dermed været stærke talerør, når noget skulle besluttes, eller nye initiativer sættes i værk på deres områder. Vi har savnet et tilsvarende råd for alle de andre vigtige foreninger i kommunen, som ikke falder inden for områderne idræt eller teater. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi forleden kunne stifte Fritidskulturelt Samråd. Det vil bidrage til, at vi får et nyt stærkt talerør, som kan øge gennemslagskraften også for de folkeoplysende foreninger, så vi sammen kan få skabt de bedste rammer for et varieret fritidsliv for alle i vores kommune, siger formand for Kultur & Fritidsudvalget i Esbjerg Kommune, Jakob Lose.
Esbjerg Fotoklub er en af de foreninger, som har været med til at etablere rådet, og Claus Madsen fra klubben ser muligheder i det nye tiltag:
– Esbjerg Fotoklub er en aktiv klub med mange medlemmer. Vi deler viden, idéer og hjælper hinanden indbyrdes. Med det nye fælles råd ser jeg frem til, at vi fremover også kan få et meget tættere samarbejde og dele viden på tværs af foreninger i kommunen. Faktisk har vi allerede taget det første initiativ i den retning, siger Claus Madsen fra Esbjerg Fotoklub.
Grundstenen til et fælles Fritidskulturelt Samråd blev lagt på et møde i september 2022. Her deltog en række foreninger, som sammen med kommunen satte fokus på fordelene ved at danne en ny paraplyorganisation på området. En arbejdsgruppe blev nedsat, og som resultat heraf kunne repræsentanter for 26 foreninger den 2. februar 2023 stifte det fælles nye Fritidskulturelt Samråd. Potentielt kan Fritidskulturelt Samråd favne ca. 200 foreninger.
Rådet består af 11 medlemmer inden for bl.a. spejdere og FDF, e-sport, hobbyforeninger og musik.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)