Britiske domstole: Sharia-ægteskaber er ugyldige ifølge engelsk lovgivning

Appeldomstolen er den andenhøjeste retsinstans i England og Wales, næst efter højesteret. Den har afgjort, at den islamiske ægteskabskontrakt, kendt som nikah på arabisk, er ugyldig ifølge engelsk lov. Billedet: The Royal Courts of Justice i London. (Foto: Anthony M/Wikimedia Commons)
Af Soeren Kern – Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute.

Appeldomstolen er den andenhøjeste retsinstans i England og Wales, næst efter højesteret. Den har afgjort, at den islamiske ægteskabskontrakt, kendt som nikah på arabisk, er ugyldig ifølge engelsk lov.

Den skelsættende domsafgørelse har vidtrækkende konsekvenser. På den ene side er afgørelsen et slag mod bestræbelserne på at indføre dette aspekt af sharialoven i det britiske retssystem. På den anden side vil potentielt set tusinder af muslimske kvinder i Storbritannien ikke have nogen mulighed for at anlægge sag i tilfælde af skilsmisse.

Sagen involverer det separerede par Nasreen Akhter og Mohammed Shabaz Khan, der begge er af pakistansk herkomst. I december 1998 deltog de i en nikah-ceremoni, forrettet af en imam, foran 150 gæster på en restaurant i London.

I november 2016 indgav den 48-årige advokat Akhter en skilsmissebegæring, angiveligt fordi Khan ønskede at tage sig en kone nummer to. Den 48-årige ejendomsmægler Khan forsøgte at blokere for Akhters skilsmissebegæring med den begrundelse, at de ikke var lovformeligt gift i henhold til engelsk lovgivning. Khan sagde, at de kun var gift “i henhold til sharialoven” og anlagde sag for at forhindre Akhtar i at forlange penge eller ejendom fra ham på samme måde, som en lovformeligt gift hustru ville kunne.

Akhtar sagde, at parret, der har fire børn, havde haft til hensigt at efterfølge nikah-ceremonien med en borgerlig vielse, der ville være i overensstemmelse med engelsk lov. Der kom imidlertid aldrig noget borgerligt bryllup, hvilket ifølge Akhter skyldtes, at Khan nægtede.

Den 31. juli 2018 afgjorde, højesterets familieretlige afdeling i London, at nikah var omfattet af ægteskabsloven af 1973, der fastsætter tre kategorier for ægteskaber: gyldige, ugyldige og ægteskabslignende. Gyldige ægteskaber kan afsluttes med en skilsmissedom; ugyldige ægteskaber kan afsluttes med udstedelsen af en ugyldighedserklæring; ægteskabslignende forhold kan ikke afsluttes ved lov, eftersom ægteskabet aldrig eksisterede i juridisk forstand.

Højesteret afgjorde, at ægteskabet mellem Akhter og Khan var et “ugyldigt ægteskab”, da det var blevet “indgået i uoverensstemmelse med visse krav ved indgåelse af ægteskab”. Retten afgjorde, at Akhtar derfor havde ret til en “erklæring om ugyldigt ægteskab”.

Kammeradvokaten appelerede på vegne af den britisk regering med den begrundelse, at det var forkert at anerkende ægteskabet som værende “ugyldigt” i stedet for “ægteskabslignende”.

Den 14. februar 2020 omstødte appeldomstolen i London højesterets afgørelse og fastsatte, at nikah-ægteskabet var “ægteskabslignende” inden for rammen af engelsk lov. Domstolen forklarede ved sin afgørelse:

“Appeldomstolen finder, at nikah-ægteskabet i december 1998 ikke skabte et ugyldigt ægteskab, da det var en ikke-kvalificerende ceremoni. Parterne var ikke gift ‘i henhold til bestemmelserne’ i engelsk lov (del II af ægteskabsloven af 1949). Ceremonien blev ikke udført i en registreret bygning. Der var heller ikke blevet overdraget noget notat til en tilsynsførende embedsmand, ingen certifikater var blevet udstedt, og der var ingen embedsmand eller bemyndiget person tilstede ved ceremonien. Parterne vidste desuden, at ceremonien ikke havde nogen retsvirkning, og at de ville være nødt til at deltage i en anden ceremoni, der er i overensstemmelse med de relevante krav, for at blive lovformeligt gift. Beslutningen om, hvorvidt et ægteskab er ugyldigt eller ej, kan ifølge domstolen ikke være afhængig af fremtidige begivenheder, såsom en intention om at deltage i en anden ceremoni, eller hvorvidt der er børn.

“Det kan ikke retfærdiggøres at betragte den borgerlige vielse, som parterne havde til hensigt at få, som om den har fundet sted, når den ikke har det. Det ville kunne føre til, at et par blev gift, selv om de skifter mening undervejs i processen med at formalisere ægteskabet. Det ville være inkonsekvent i forhold til ophævelsen af retten til at sagsøge for at bryde en ægteskabskontrakt i henhold til første del af Lovreformen (Forskellige Bestemmelser) af 1970. Parternes intentioner kan ikke ændre, hvad der ellers ville være en ikke-kvalificerende ceremoni, til en, der er inden for rammerne af ægteskabsloven af 1949.”

Appeldomstolen tilføjede: “Det er ikke vanskeligt for par, der ønsker at blive lovformeligt gift, at opnå den status.”

Akhter vil formodentlig appelere afgørelsen til højesteret. Afgørelsen er blevet mødt med vrede af aktivister, der mener, at tusinder af muslimske kvinder i Storbritannien ikke har nogen juridiske rettigheder nu hvad angår skilsmisse.

En interesseorganisation for sydasiatiske kvinder, Southall Black Sisters, udtaler i en pressemeddelelse:

“Vi forsøgte at oplyse appeldomstolen om, at voldelige ægtemænd narrer eller tvinger mange minoritetskvinder, især muslimske kvinder, til kun at indgå et religiøst ægteskab, hvorved de mister deres økonomiske rettigheder, når ægteskabet bryder sammen….

“Domstolen mente, at det ‘ikke er vanskeligt for par, der ønsker at blive lovformeligt gift, at opnå den status.’ Det er imidlertid at tilsidesætte beretninger fra mange minoritetskvinder, der har store vanskeligheder med at opnå den status i en kontekst med vold i hjemmet, patriarkalske familiedynamikker og ganske skæve magtbalancer….

“Afgørelsen i dag vil tvinge muslimske kvinder og andre kvinder til at gå til shariadomstole, der allerede forårsager stor skade for kvinder og børn, for at få en retslig afgørelse fra dem, eftersom de nu er udelukket fra det civilretlige system.”

I november 2017 viste en meningsmåling udført i forbindelse med Channel 4 dokumentaren ‘Sandheden om det Muslimske Ægteskab’, at næsten alle gifte muslimske kvinder i Storbritannien har haft en nikah, men mere end 60% havde ikke haft en særskilt borgerlig vielse, der ville gøre ægteskabet lovformelig i henhold til britisk lov.

Efter en uafhængig gennemgang af brugen af sharialov i England og Wales i februar 2018, der var blevet iværksat af Theresa May i maj 2016, da hun var indenrigsminister, anbefaledes ændringer af ægteskabsloven af 1949 og ægteskabsloven af 1973, så det blev et krav, at muslimer skal indgå en borgerlig vielse inden eller samtidigt med nikah-ceremonien. Det ville i henhold til britisk lov bringe det islamiske ægteskab på linie med kristne og jødiske ægteskaber. Rapporten fastslog:

“Ved at koble det islamiske ægteskab sammen med den borgerlige vielse sikres det, at et større antal kvinder gives fuld beskyttelse på det familieretlige område og ret til en borgerlig skilsmisse, hvorved behovet for at opsøge shariaråd mindskes, og deres beslutningsproces simplificeres.”

Rapporten tilføjede:

“Panelet mener, at alt tyder på, at der skal kulturelle forandringer til inden for de muslimske samfund, så disse samfund anerkender kvinders rettigheder inden for civilretten, særligt hvad angår ægteskab og skilsmisse. Der skal oplysningskampagner, uddannelsesprogrammer og lignende tiltag til for at uddanne og oplyse kvinder om deres rettigheder og ansvar. Der er behov for at understrege den juridiske beskyttelse, som civilretligt registrerede ægteskaber giver.”

Endelig anbefalede panelet, at regeringen danner et nyt agentur til at regulere shariarådene og derved legitimerer dem:

“Agenturet udfærdiger et adfærdskodeks for shariarådene, som de skal acceptere og implementere. Det vil selvfølgelig være forbundet med en engangsudgift for regeringen at etablere agenturet, men herefter vil systemet være selvregulerende.”

I marts 2018 svarede den daværende udenrigsminister Sajid Javid i grønbogen ‘Strategi for Integrerede Samfund’:

“Vi hilser den uafhængige undersøgelse af brugen af sharialove i England og Wales velkommen. Par fra trossamfund har længe kunnet indgå et juridisk anerkendt ægteskab ved en religiøs ceremoni, hvis lovens krav er opfyldt.

“Vi deler dog den bekymring, der udtrykkes i undersøgelsen, for at nogle par kan gifte sig på en måde, der ikke giver dem den juridiske beskyttelse, der er tilgængelig for andre ved civilretligt registrerede ægteskaber. Vi er også bekymrede over rapporter om kvinder, der oplever diskrimination og bliver behandlet uretfærdigt af nogle religiøse råd.

“Regeringen bakker i princippet op om kravet om, at borgerlige vielser foretages før eller på samme tid som religiøse ceremonier. Regeringen vil derfor undersøge de juridiske og praktiske udfordringer ved en begrænset reform vedrørende loven om ægteskab og religiøse vielser.

“Regeringen vurderer, at rapportens forslag om at danne en statsstøttet eller godkendt regulering for shariaråd ville give dem legitimitet som alternative former for konfliktløsning. Regeringen mener ikke, at det er statens rolle at agere på den måde.”

I januar 2019 udtrykte Europas førende menneskerettighedsorganisation, Europarådet, bekymring over shariarådenes rolle i britisk lovgivning inden for familieret, arv og handel. Europarådet opfordrede regeringen til at fjerne forhindringer for, at muslimske kvinder kan få adgang til domstolene:

“Selv om shariarådene ikke betragtes som en del af det britiske retsvæsen, forsøger de at tilbyde en slags alternativ konfliktløsning, hvorved medlemmer af det muslimske samfund accepterer — somme tider frivilligt, ofte efter et massivt socialt pres – deres religiøse domstolskompetence inden for ægteskabsområdet og de islamiske skilsmisseprocedurer, men også inden for emner vedrørende arv og islamiske handelskontrakter. Forsamlingen er bekymret for, at shariarådenes afgørelser entydigt diskriminerer mod kvinder i skilsmissesager og arvesager.”

Europarådet fastsatte desuden en tidsfrist lydende på juni 2020 for Storbritannien til at melde tilbage om en revidering af ægteskabsloven, der ville gøre det til et lovkrav for muslimske par at indgå en borgerlig vielse – som det i øjeblikket kræves for kristne og jødiske ægteskaber.

Indenrigsministeriets talsmand svarede på Europarådets resolution:

“Sharialove er ikke en del af lovgivningen i England og Wales. Vi er alle lige for loven uanset vores religiøse overbevisninger. Hvor der er shariaråd, skal de adlyde loven.

“Der er love til at beskytte kvinders rettigheder og forhindre diskrimination, og vi vil arbejde med de relevante myndigheder for at sikre, at lovene håndhæves fuldt ud og effektivt.”

På nuværende tidspunkt har hverken den britiske regering eller det britiske parlament indført lovgivning, der ville kræve, at muslimer indgår borgerlige vielser før eller samtidigt med en nikah-ceremoni.

Appeldomstolens afgørelse sætter imidlertid en kæp i hjulet for yderligere påtrængen af sharialove i det britiske retssystem. Domstolens afgørelse bekræfter princippet om, at migranter, der bosætter sig i Storbritannien, skal indordne sig britisk lovgivning og ikke omvendt.

Soeren Kern er Senior Fellow ved Gatestone Institute i New York.

Kommentarer