Danmark: Et NATO-land uden et forsvar (2024)

Fredsdividendens illusoriske charme

Under Den Kolde Krig var Danmark blandt de lande i NATO, der brugte allerfærrest penge på forsvaret. Og efter Den Kolde Krigs afslutning har danske politikere valgt at ”høste fredsdividenden”, dvs. gennemføre besparelser på forsvarsområdet, der har resulteret i, at det danske forsvar er skrumpet ind. Troen på, at Sovjetunionens og Warszawa-pagtens kollaps betød, at Danmark roligt kunne indkassere ”fredsdividenden” og omstille Forsvaret til at være fredsbevarende i fjerne egne af verden, var kolossal. Men da Ukraine-krigen begyndte i 2022, kom Forsvaret pludselig på den politiske dagsorden, og det har afdækket årevis af svigt og forsømmelighed. I dag har Danmark et forsvar, der ligger i ruiner. I de planlægningsdokumenter, der cirkulerer blandt danske generaler og oberster, tales der derfor ikke om behovet for at ”styrke” forsvaret, men om nødvendigheden for en “genopbygning” af forsvaret. Man genopbygger kun noget, der er styrtet totalt sammen, og det er præcis det, der er sket med det danske forsvar.

Danmark: Det svage led i NATO

De mange år med besparelser og reduktioner har resulteret i, at der i den seneste NATO-evaluering af det danske forsvar fra marts 2022 står, at Danmark kun lever op til tre ud af de 17 krav, som NATO stiller til Danmarks forsvar. I 2020 gik NATO’s kritik på, at Danmark hverken er i stand til at forsvare sig selv militært eller bidrage tilstrækkeligt til NATO. Den nye rapport sætter ligesom sidst et stort spørgsmålstegn ved danskernes reelle vilje til at betale det, det koster at være med til at forsvare Vesten mod angreb udefra.

Ingen frygter ”hærens knytnæve”

Danmark har lovet NATO at stille med en brigade (der kaldes ”hærens knytnæve”) på 3.000-4.000 mand i 2024, som forsvaret efterfølgende skulle opgradere til en såkaldt tung brigade i 2032, hvilket vil sige 4.000-4.500 mand med adgang til kampvogne. I øjeblikket har Danmark en dårligt udrustet og ikke kampklar brigade, der først kan stå kampklar 180 dage efter, at man har trykket på knappen. Det siger sig selv, at ingen bliver afskrækket af, at danskerne kan opstille en brigade på et halvt år. I øjeblikket har brigaden ifølge NATO ”kritiske mangler i kampevnen”, hvilket gør, at den er ubrugelig i en konkret konfliktsituation.

Hæren har mangel på alt. Det gælder ammunition, brændstof, reservedele, støvler, uniformer, personelvåben, infanterikampkøretøjer (IKKer), nye kampvogne, nye selvkørende haubitser, nye opklaringskøretøjer, et moderne luftværnssystem og et mandbåret system – listen er meget lang. Det er i øvrigt påfaldende, at forsvaret er fyldt med militært kram fra Den Kolde Krig. Maskingeværet M/2001 har således været i det danske forsvar, siden Stalin i 1950 sad på magten i Sovjetunionen.

Flyvevåbnet mangler kampfly

Flyvevåbnet er et af de områder, hvor Danmark lever op til flere af NATO’s styrkemål, men der er stadig store mangler. Selv om Danmark har indgået en aftale om indkøb af 27 topmoderne F-35-fly stealth jagerfly, som skal leveres inden 2026, er det ikke nok. NATO vurderer, at Danmarks flyvevåben mindst skal have 39 F-35 kampfly. NATO vurderer desuden, at Danmark mangler to signal-efterretningsfly, nye Patriot-luftforsvarssystemer, nye helikoptere til troppetransport, nye fly til overvågningsopgaver i Østersøen og Arktis, transportfly med transatlantisk rækkevidde, langtrækkende droner, områdeluftforsvar samt et permanent helikopterberedskab.

Danmarks krigsskibe er klar til pension

Søværnet lever ganske vist op til styrkemålet om minimum tre inspektionsskibe af Thetis-klassen, men NATO understreger, at der skal en plan på bordet for, hvordan Danmark vil erstatte dem. Skibene er nedslidte og klar til pension. Resten af NATO’s styrkemål for Søværnet lever Danmark kun delvist eller slet ikke op til. Det store kritikpunkt hos NATO er, at Søværnet mangler korvetter bevæbnet med sømålsmissiler og fregatter udstyret med missilsystemer til angreb på både land- og sømål samt sonar. Korvetterne er ganske vist udrustet til at sejle med missilerne, men er endnu ikke udstyret med dem.

NATO’s analyse konkluderer desuden, at Danmark som det eneste land i Norden hverken har ubåde eller skibe, der er egnet til kystnære operationer. I forbindelse med sabotagen på Nord Stream 1 og 2 er det blevet konstateret, at Danmark mangler kapacitet til at holde sig underrettet om, hvad der sker under havoverfladen i danske farvande og i nærområdet i Østersøen.

Danmark er lavteknologisk NATO-partner

Danmark er en kæmpe udfordring for USA og NATO, fordi det danske forsvar er stadig langt bagefter både teknologisk, økonomisk og omfangsmæssigt i forhold til f.eks. de øvrige nordiske lande. Forsvaret mangler med andre ord de nødvendige kompetencer og kapaciteter, der skal til for at fungere sammen med en højteknologisk partner som USA.

Selvom Danmark bryster sig af at være et af verdens mest digitaliserede lande, gælder dette ikke Forsvaret. Af det såkaldte ”Kasseeftersyn” fremgår det, at Forsvarets it-systemer er fragmenterede og utidssvarende. Et cyberangreb på forsvarets hjemmesider i 2022 er en god illustration af forsvarets teknologiske formåen. I december 2022 kunne man nemlig i ca. otte timer ikke se Forsvarets hjemmesider på internettet. En angriber fik dermed udstillet, hvor svag sikkerheden og cyberforsvarsevnen er på Forsvarets it-sikkerhedsinfrastruktur.

Chokerende forfald på kasernerne

Års besparelser på Forsvaret er i særdeleshed gået ud over Forsvarets kaserner og ejendomme, som de seneste ti år er blevet drevet og vedligeholdt af en civil styrelse under Forsvarsministeriet. Der er et stort vedligeholdelsesmæssigt efterslæb, som er trukket med gennem mange år. Det betyder, at der nogle steder er slidte faciliteter, som er umoderne, og som ikke lever op til de standarder, man kan forvente i dag. Det vil koste milliarder at reparere det, som ikke bare skal rives ned.

Ekstrem personalemangel

Danmarks forsvar mangler både mandskab og en plan for, hvordan forsvaret hurtigt kan skaffe kampdygtige våbentrænede soldater i tilfælde af krig. I øjeblikket har forsvaret 3.400 personer i reserven. I Finland er der ca. 900.000. Ifølge Forsvarskommandoen er den samlede bemanding i forsvaret på 82 pct. For konstabelgruppen er bemandingsgraden 77 pct., for sergentgruppen 81 pct. og for officersgruppen 87 pct. Selv om der er bred politisk enighed om at styrke forsvaret med 17.000 flere ansatte, kan de mange tusinde ledige hænder ikke opdrives grundet akut arbejdskraftmangel i hele landet.

Medarbejderne flygter fra Forsvaret

Den allerstørste udfordring for det danske forsvar er ifølge eksperter at rekruttere og fastholde professionelt personel som f.eks. mekanikere, elektronikingeniører og elektrikere, idet soldaterne oplever en hverdag, hvor de skal bo under usle forhold, og hvor der ikke engang er uniformer og støvler nok. Lige nu forlader ca. 2.000 mand Forsvaret hvert år. Uendelig megen erfaring og viden går tabt, hvilket stiller uoverskuelige krav om at få uddannet nye medarbejdere. Søværnet og Flyvevåbnet er jo højteknologiske værn, og det kræver lang uddannelse at håndtere det materiel, de ansatte skal betjene.

For få ”varme hænder”

Forsvaret er ekstremt ledelsestungt, der er for få operative soldater, og man gør brug af for mange ikke-militært uddannede, som ikke kan være med til at løse Forsvarets kerneopgave. I hele Forsvaret under ét er gennemsnitsalderen nu 38,2 år mod 31 år i Storbritannien og 27 i USA. Knap 20 pct. af de sammenlagt lidt over 6.400 menige soldater -konstabelgruppen – er over 50 år gamle. Hver tredje er over 40 år gammel, og reelt skal de +40-årige trækkes fra, før man har det faktiske antal kampdygtige soldater. Både de og nogle af de yngre er ikke ude i felten, men sidder i specialistfunktioner. Så reelt er der under 4.000 ”varme hænder”, der kan kæmpe.

For mange ”kolde hænder”

Til gengæld er der embedsmænd og officerer nok. På hele Forsvarsministeriets område er der ifølge tal fra Forsvarets Personalestyrelse (FPS) knap 7.000 civilt ansatte. Det inkluderer embedsapparatet samt HR, bygningsvedligeholdelse og økonomistyring, der blev udskilt fra Forsvaret i 2014. De civilt ansatte udgør dermed næsten 30 pct. af den samlede bemanding. Til gengæld er der chefer nok til alle – og lidt til. I 2022 blev Forsvarets 6.432 menige soldater ledet af 6.877 officerer og befalingsmænd. De sidstnævnte udgjorde altså næsten hver anden af Forsvarets ansatte. Udgifterne til lønninger udgjorde da også knap 12 mia. kr. af Forsvarsministeriets samlede budget på 27 mia. kr. i 2022, mens udgifterne til materialeanskaffelser var på kun 4,3 mia. kr.

Historisk lav moral

En høj moral i forsvaret samt den ubetingede tillid og respekt fra undergivne til foresatte (og den anden vej) er forudsætningen for, at de militære chefer kan føre deres soldater effektivt i kamp, og at soldaterne vil følge deres chefer. Officerer i forsvaret taler imidlertid om en historisk dårlig stemning og en afgrundsdyb kløft mellem det uniformerede personale og den politiske ledelse. Den tidligere forsvarsminister Trine Bramsen (S) har formået at mistænkeliggøre alle chefer i forsvaret og nedbryde de ansattes tillid til forsvarets ledelse ved at desavouere forsvarschefen offentligt og underminere respekten for forsvaret i offentligheden. I 2021 kaldte Bramsen forsvarschef Flemming Lentfer ”styrelseschef”. Det er en betegnelse, som stækker forsvarschefen og al militær faglighed, idet de ansatte i forsvaret har brug for at identificere sig med mere og andet end at være ansat i en styrelse. Det handler om, at når danske soldater går i krig, så går de i krig for Danmark og en forsvarschef med en militærfaglig baggrund, ikke for en styrelseschef.

Syg pleaser-kultur

Mange års besparelser har medført en syg pleaser-kultur i Forsvaret, hvor de øverste led i kommandokæden aldrig hører om, hvordan det rent faktisk står til. Forsvarets organisation er ekstrem dårlig til at sige nej, når politikerne beder om noget, som organisationen ikke er gearet til. De sidste 15-20 år har alle i Forsvaret kun tænkt på at gøre forsvarsministeren, Forsvarsforligskredsen og i sidste ende regeringen glade og tilfredse. Det førte derfor til tjenstvillighed ned igennem Forsvarets grader, hvor ingen tør fortælle det øverste niveau om evt. problemer, hvor medarbejdere undlader at tage initiativer samt undgår at træffe beslutninger og fremkomme med kritik. Hertil kommer en lukkethedskultur og en mangel på at kommunikere ting ud i det offentlige rum.

Pleaser-kulturen betyder, at Forsvaret presses til at løse opgaver, man egentlig burde sige nej til. Man fokuserer på, hvordan og hvad man kan levere, i stedet for at sikre, at det man leverer, kan løse opgaven. Den usunde pleaser-kultur var bl.a. årsagen til, at fregatten Iver Huitfeldt er blevet sendt til Rødehavet, selv om den ikke har fungeret optimalt. Men den viden nåede ikke forsvarsministeren, som gerne ville sende en fregat afsted.

Forsvaret svøbes i regnbuefarver og tørklæder

Ligesom i Bidens USA, hvor kompetencer og militære færdigheder i de væbnede styrker tilsidesættes til fordel for kønsidentitet, etnicitet, religion og de rigtige meninger, der er bestemmende for karriere og forfremmelser, er det danske forsvar i gang med at indføre positiv særbehandling for etniske og religiøse minoriteter. Forsvaret er i færd med at udarbejde en diversitetsstrategi med konkrete forslag til, hvordan det kan blive mere attraktivt for kvinder, etniske minoriteter mv. at blive soldater. Officerer, befalingsmænd og konstabler vil fremadrettet ikke blive forfremmet eller ansat på grund af deres kvalifikationer som soldater, men på grund af deres køn eller etniske herkomst. Det siger sig selv, at det ikke alene vil give Forsvaret dårlige ledere, men det vil også udhule tilliden til Forsvaret som en arbejdsplads, hvor alle har lige muligheder.

Som noget nyt vil Forsvaret lave særregler for den muslimske fejring af ramadanen, hvor muslimske soldater i en hel måned ikke må drikke vand eller spise mad fra solopgang til solnedgang. Forsvaret skal også ”prioritere tilstedeværelse på arrangementer med stor repræsentation af etniske minoriteter” for at øge rekrutteringen, lyder det. Forsvarsministeriet vil bl.a. undersøge mulighederne for at stille bederum til rådighed og befalingsmænd skal uddannes i at håndtering af ”trosmæssige hensyn som bedetider og mad”.

Forsvarsaftalen med USA letter presset gevaldigt på de danske politikere, som nu kan gå i gang med uhæmmet at pumpe penge ind i det, som kan sikre dem genvalg ved næste folketingsvalg: velfærd, løft af lønnen til grupper af offentligt ansatte, Arne-pensioner, klima og lignende sysler. Folketingspolitikerne har derfor slugt den bitre pille uden den store debat. De er glade for, at Danmark endnu en gang kan slippe for at trække sin del af NATO-læsset.

Kunsten at snyde NATO

Selv om Danmark i henhold til Wales-aftalen af 2014 skulle i 2024 nå op på 2 pct. af bnp i udgifter til forsvaret, har de skiftende danske regeringer i mange år benægtet, at der var tale om en aftale. Den tidligere forsvarsminister Trine Bramsen (S) mente ligesom hendes forgænger, Claus Hjort Frederiksen (V), at Wales-erklæringen ikke skulle opfattes som et forpligtende mål, men alene som en ”hensigtserklæring”. At Danmark skulle have forpligtet sig til at bidrage med 2 pct. af bnp til NATO er ”fake news”, mente Martin Lidegaard fra De Radikale. ”De 2 pct. er blevet en sejlivet myte, en misforståelse og fake news. Danmark er i forvejen et af de mest militariserede lande”, sagde han.

Den tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) har i sin tid forsøgt at overbevise USA’s daværende præsident Donald Trump om, at dansk forsvar er langt mere effektivt end de fleste andres, hvorfor dansk bidrag til NATO skal ganges med to. Danskerne har altid haft ry i NATO for at være gode til at skjule, at man sælger den samme vare to gange, og at det begge gange er et sminket lig, de sælger.

Den tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har forsøgt at bilde amerikanerne ind, at dansk bidrag til NATO reelt var større, fordi det var de danske styrker i Afghanistan, der led de største tab. Hvilket var usandt, idet både USA og Estland har lidt lige så store tab som Danmark. Løkke har endda præsteret noget så kræmmeragtigt som at regne ud, at de 43 faldne danske soldater i Afghanistan svarede til de 0,7 pct. af bnp, som Danmark manglede at betale i NATO-bidrag. Det siger sig selv, at Løkkes forsøg på at omveksle 43 faldne danske soldater til 0,7 pct. af bnp ikke alene var direkte uværdigt og usmageligt, men også uforskammet over for de faldne soldater og deres pårørende.

På topmødet i Vilnius i juli 2023 påstod Mette Frederiksen, at Danmark var kommet op på 2 pct. af bnp, idet regeringen indregnede støtten til Ukraine i det danske NATO- bidrag. I starten af 2024 var det faktiske tal (ekskl. Ukraine-bidraget) 1,65 pct. af bnp. Men det går stærkt, for allerede i maj 2024 erklærede Frederiksen, at Danmark er kommet op på 2,4 pct. inkl. donationerne til Ukraine. Danmark bliver således ved med at bruge alle mulige krumspring og kneb for at sikre sig fortsatte sikkerhedspolitiske garantier fra USA og samtidig slippe for at trække sin del af læsset og sende regningen til USA. Amerikanerne er naturligvis klar over, at de skiftende danske regeringer fifler med tallene. Den amerikanske ambassadør i Danmark, Alan Leventhal, er glasklar. Ukraine-bidragene tæller ikke med i de 2 pct., uanset hvor mange gange, danskerne påstår det, sagde han.

Danmark har faktisk såkaldt økonomisk råderum til at fremrykke 2 pct.-målet. Men det ville ske på bekostning af andre områder såsom sundhed, ældreforsorg, den grønne omstilling, uddannelse, uintegrerbare muslimske migranter – listen er lang. Der mangler penge rigtig mange steder, og arbejdskraften er der heller ikke lige nu til at udvide forsvaret med en masse ansatte. Hvis Danmark permanent skal over 2 pct. af bnp – altså de ”ægte” 2 pct., uden Ukraine-støtte – så er det noget, der koster rigtig mange penge. For hver 0,1 procent af bnp, som forsvarsudgifterne øges med, koster det 3 mia. kr. Det vil sige, at en forhøjelse til f.eks. 2,5 pct. årligt vil koste ekstra 15 mia. kr. Penge, som ikke kan bruges på hverken skattelettelser eller velfærdsforbedringer, og som næppe kan hentes hjem via reformer, som regeringspartierne ikke kan enes om.

NATO har overtaget forsvaret af Danmark

Danmarks geografiske placering er et vigtigt bagland for allieredes adgang til Østersøregionen. Danmark er derfor dybt afhængig af at kunne modtage forstærkninger ved højspændte situationer, men det er Danmark ikke i stand til, fremhæver NATO. Landets evne til at sikre de opmarchområder, som Danmarks allierede håber på at kunne etablere, hvis en krig med Rusland bryder ud, og modtage militære forstærkninger, lever ganske enkelt ikke op til NATO’s krav.

Det kan derfor ikke undre, at USA og Danmark i 2023 indgik en bilateral forsvarsaftale, som giver amerikanske styrker både lettere og bedre adgang til Danmark. I henhold til aftalen kan amerikansk personel og militært materiel stationeres på udvalgte danske militære områder i kortere eller længere tid. Amerikanske styrker har nu fri adgang til flyvestationerne Aalborg, Karup og Skrydstrup og kan indsætte det personel og det udstyr, de måtte finde hensigtsmæssigt. De kan frit opmagasinere våben og materiel og have soldater boende også i fredstid. De amerikanske styrker er vel at mærke underlagt amerikansk jurisdiktion.

Aftalen betyder, at eftersom Danmarks militær ikke kan bruges til noget, vil USA kun bruge Danmark som bagland og opmarchområder for amerikanske tropper. Det vil med andre ord sige, at Danmark i evt. konfliktsituationer bliver brugt som mellemlager og transitstation for NATO’s forsyninger, våben og personel. Danmarks kommende forsvarsaftale med USA kan dermed ikke fortolkes anderledes end at USA ikke længere opfatter Danmark som en kerneallieret i NATO.

Danmark fortsætter som snyltenation

Facit er, at Danmark fortsætter som snyltenation, som underminerer NATO udadtil og indadtil. Danmark har tilmeldt sig en forsvarsalliance, hvor landet kommer med sin gode appetit på sikkerhed, men hvor det ikke selv er villig til at spytte i kassen, og hvor man har en doktrin om at forsvare Danmark til den sidste amerikanske soldat. I Danmark mener man, at det der med krig og beskyttelse er noget, andre skal levere, imens danskerne ikke skal bidrage.

Både i NATO og i USA noterer man naturligvis, at Danmark i skåltaler taler meget om solidaritet, men vil ikke være med til at løfte byrden. I USA opfatter man danskerne som illoyale snyltere, der har kørt og fortsat kører på frihjul på NATO’s bekostning og lader USA betale regningen. Denne opfattelse er vel at mærke fremherskende i hele det sikkerhedspolitiske establishment i USA, både det demokratiske og republikanske. Og det siger sig selv, at Danmarks manglende villighed til at ofre det, der skal til for at være en troværdig allieret, bliver noteret i Kreml.

Den samspilsramte organisation

Forsvarets nuværende struktur blev gennemført i 2014. På det tidspunkt troede man stadig i Danmark, at det var muligt at fortsætte med at høste fredsdividenden og spare på forsvarsudgifterne mange år frem. Forsvarsministeriet er i dag et ministerium organiseret med otte styrelser, hvor overblikket er tabt, og hvor alt muligt hele tiden skal koordineres, før det implementeres. Forsvarskommandoen er lagt ind under Forsvarsministeriet og styres dermed politisk. Den ene skandale afløser den anden med fejlslagne indkøb af materiel og magtkampe mellem Forsvarsministeriet og Forsvarschefens afdelinger. De otte styrelser, som har ansvaret for personale, indkøb og bygninger, lever deres eget liv uden for Forsvarschefens kontrol, hvilket skaber forvirring og kaos i samarbejdet.

Hvis Forsvaret skal bygges helt om igen fra grunden, kræver det, at Forsvaret organiseres helt anderledes end i det nuværende bureaukratiske mareridt af styrelser. Det er dog mere end tvivlsomt, om der i Folketinget er politisk vilje hertil. Politikerne på Christiansborg er som bekendt blevet enige om et forsvarsforlig – en rammeaftale om Danmarks forsvar de kommende 10 år. Det er store ambitioner, men alt det vil være totalt spild af penge og tid, hvis forliget implementeres inden for rammerne af Forsvarets nuværende struktur.

Forsvaret kan ikke absorbere pengene

Rammeaftalen om Danmarks forsvar de kommende 10 år består af 17 sider fyldt med mere eller mindre løse erklæringer. Al substans i aftalen er udskudt til delaftaler senere. Tidshorisonterne for, hvornår man kan anskaffe materiel og træne med det, ligger langt ude i fremtiden. Rigsrevisionen har ved flere lejligheder konkluderet, at Forsvaret ikke har de kompetencer, der skal til for at forvalte og kontrollere, at pengene går de rigtige steder hen. Politikerne tvivler derfor på, at Forsvarets samspilsramte organisation kan opruste effektivt og bruge de ca. 200 milliarder, der i alt er bevilget til forsvaret, på en fornuftig og ansvarlig måde.

Hertil kommer, at de 2.800 medarbejdere i Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) ganske enkelt ikke er i stand til at absorbere alle de milliarder, der er bevilget. FMI er nemlig designet med en vis produktionskapacitet. Antallet af hænder kan omsættes til, hvor meget organisationen kan købe for og hvor mange projekter der kan gennemføres. Ethvert af FMIs større indkøb lægger beslag på talrige arbejdstimer fra specialister og jurister, som skal sikre, at soldaterne får det bedste udstyr, skatteborgerne får mest muligt for pengene og de kringlede udbudsregler overholdes, så det ikke ender med opslidende og dyre klageprocesser. Og når udstyret er anskaffet, skal det også implementeres, og det er også et problem. Det eksisterende Forsvar, som lige nu har svært nok ved alene at holde sig oprejst, har hverken kræfterne og personellet til at integrere nye komplicerede kapaciteter.

Det vil tage mange år at genopbygge et misrøgtet forsvar

Trods skåltaler og enorme beløb på papiret er Danmark ikke rigtig kommet i gang med selve forsvarsinvesteringerne og anskaffelserne. Man kan jo ikke anskaffe luftforsvar og andet militært udstyr fra den ene dag til den anden. Selv om det bevilgede beløb – 200 mia. kr. – er stort, vil det tage 5-7 år, før pengene er blevet konverteret til en ny brigade af soldater og nyt militærisenkram. Det bliver også en udfordring at skaffe de ekstra hænder, som skal lære de nye værnepligtige op og som skal kunne udgøre den kommende brigade. I 2022 forlod næsten 1.769 personer Forsvaret. I 2023 var tallet 1.606. Den store personaleafgang er en veritabel ”bombe” under Danmarks planlagte oprustningsindsats. I yderste konsekvens kan personalemangel betyde, at de massive investeringer i kampfly, luftforsvar og krigsskibe ikke får nogen stor effekt.

Forsvarets genopbygning går derfor langsomt, ikke mindst fordi Forsvaret skændes stadig om, hvor man skal begynde med den gigantiske transformation af Forsvaret fra at være ynkeligt til at være på højde med det, som Danmarks partnere i NATO forlanger. Flere eksperter vurderer, at der er stor risiko for, at store beslutninger om forsvarsindkøb bliver politiseret af særinteresser frem for at være baseret på analyse og indsigt og at den reelle genopbygning af det danske forsvar bliver forhalet, indtil krigen i Ukraine er slut, så de 200 mia. kr. i stedet kan anvendes til mere velfærd, sådan som alle folketingets partier inderst inde gerne vil have det. P.t. er det tydeligt, at det ikke haster med at modernisere og styrke forsvaret. Udmøntningen af pengene er nemlig udsat til en række delforlig om alt fra værnepligt til materiel, som endnu ikke er påbegyndt. Man skal derfor ikke regne med et dueligt dansk forsvar før tidligst i 2030 eller senere.