I sidste uge skrev jeg med baggrund i den franske arrestation af skaberen og ejeren af det sociale medie Telegram, om den iver, der synes at være i hele det politiske system, medregnet de nedarvede mediehuse, i Vesten på at censurere den frie debat. Jeg sluttede med en teaser om oprindelsen til den første Rigsretssag mod tidligere præsident Donald Trump, for at indikere at der er større kræfter bag denne lavine mod ytringsfriheden, end blot hjemlige tossebolde som Søren Pind og Isabella Hindkjær.
Af Peter Andreas Fog, medlem af bestyrelsen i Trykkefrihedsselskabet
“Censur af internettet er ikke et hjemligt fænomen,” fortalte ekspert i ytringsfrihed på internettet Mike Benz til Tucker Carlson, “det er en amerikansk eksportvare!” Da de sociale medier vi benytter i EU er amerikanske, fordi vi ikke har magtet at skabe vores egne, er vi på en gang beskyttet af den Amerikanske Forfatnings Første Tilføjelse om ytringsfrihedens ukrænkelighed og samtidig truet af den amerikanske regering, som vores egne slatne politikere, der ser ytringsfriheden som en klods om benet på muligheden for en bedre verden.
USA brugte gennem Den Kolde Krig ytringsfrihed, som et effektivt våben mod totalitære systemer. Offentligheden bag Jerntæppet var ejet af staten og alle var derfor isolerede i deres forhold til staten. Radio Free Europe og Voice of America var mange dissidenters eneste modgift mod den statslige propaganda. De var et udspring af den tankegang der styrer det amerikanske udenrigsministerium og CIA, det som oberstløjtnant Vindman kaldte ‘the Interagency Consensus’, men som jeg vil kalde Systemet CIA, som homage til salig Søren Krarup vi alle savner. For det er ikke blot magtfulde institutioner og et paradigme, men også en mentalitet hos alle involverede, som mener at have et krav på magten. Deraf hadet mod Trump og hans tilhængere – det er “vores demokrati”, ikke ‘deres’, der er truet.
Vesten sejrede i Den Kolde Krig, som Muren faldt og Sovjetunionen opløste sig selv. Men når man har en hammer, fortsætter alle problemer med at ligne søm. Historien var snart slut, konkluderede Systemet CIAs førende teoretiker Francis Fukuyama, og det var på tide at skabe en ny verdensorden, hvor demokrati og markedskræfter herskede. Og den orden skulle skabes efter amerikansk forbillede, som var USAs egentlige mission, den lysende by på toppen af bakken. Man havde jo hammeren, hele infrastrukturen til at påvirke en opinion. Vi er alle forskellige, men også ret ens, og magten er banal. “Vi er jo ikke bare en radio, vi er tv – det giver nogle ret fede muligheder” – ordene kunne være Systemet CIAs, men tilhører P3 chefen Isabella Hindkjær.
Når man tror på at historien har et endemål, og at man selv står på den rette side, bliver regler og principper snærende bånd, der trækker pinen unødvendigt ud for den større nødvendighed. Man lærer derfor ikke af sine fejl, som de krige man startede eller de regimer man væltede uden at kende alternativet. Man ægges tværtimod af ens fiaskoer. Bidens regering betragtede den amerikanske flugt fra Afghanistan som en sejr, for nu var man ude af det, man selv var gået ind i. Men meningen med at besætte landet i første omgang var blandt andet at opbygge en ny stat – nation building blev det kaldt.
Det er nemt for et statsapparat at fremme en dagsorden i den offentlige debat. Man belønner blot de mennesker, man mener skal præge debatten, med ansættelser, forfremmelser, legater og omtale – eksemplet kan være Fukuyama, der er en banal akademiker – og snart bliver nogle emner vigtigere end andre. En efterretningstjeneste kan fremme bestemte journalisters karriere ved at give dem en god historie og således samtidig præge den offentlige dagsorden. Obamas sikkerhedsrådgiver Ben Rhodes forklarede forholdet mellem den moderne presse og det politiske apparat således
Alle aviserne plejede at have udenrigsredaktioner. Nu har de det ikke. De ringer til os for at få at vide, hvad der foregår i Moskva og Cairo. De fleste udgivere rapporterer om verdensbegivenheder hjemme fra Washington. Den gennemsnitlige journalist vi taler med er 27 år og den eneste erfaring består af at opholde sig tæt ved valgkampe. Det er en kæmpe omvæltning. De ved bogstaveligt talt ingenting.
Når man er på den rette side af historien, er dens hurtige afslutning en pligt. Og når man har muligheden for, ikke blot at præge en debat, men helt at vælte et regime, så skulle man være et skarn, hvis ikke man gjorde det. Gode tider kan aldrig starte for tidligt. I dokumentaren Bringing Down A Dictator, fortæller Systemet CIA selv stolt om, hvorledes de støttede bestemte politiske bevægelser i Serbien, der i sidste ende bragte Slobodan Milosevic til fald. Når man har ret, er ens handlinger altid retfærdige, så de blabrer det bare ud, som John Bolton og Senator Chris Murphy.
Men så kom internettet, debat og vidensdeling uden institutionelle ledvogtere. Den uhæmmede debat er farlig for et system. Heldigvis er den tilfældige ondskab aldrig langt væk.
I 1995 parkerede Timothy McVeigh sin bilbombe foran indgangen til Alfred P. Murrah Federal Building i Oklahoma og myrdede 168 mennesker, som hævn for, hvad han så, som myndighedernes massakre på en kristen sekt i Wako to år forinden, hvor 86 mennesker døde. Nødvendigheden af at kunne kontrollere internettet, som måske havde påvirket McVeigh, blev klart for Washington og efterretningstjenesterne fik en betinget ‘bagdør’ til de store it-firmaer og senere sociale medier. Efterretningsvæsenets kontrol over internettet blev igen udbygget efter terrorangrebet 11. September 2001.
I en debat under Republikanernes primærvalg, sagde Jeb Bush, tidligere guvernør i Florida, at han var stolt af sin bror George W Bush; ”Mens Donald Trump havde travlt med at skabe et TV reality show havde min bror travlt med at skab et sikkerhedsapparat til at holde os sikre”. Det er nu blevet lettere at se, at det ikke er klogt at ofre sin frihed for illusionen om sikkerhed, for man ender blot med at blive tyranniseret af sine velmenende beskyttere.
Da Trump under valgkampen i 2016 såede tvivl om efterretningsvæsenets ærlighed, fordi de ikke kunne verificere den påståede russiske ‘hacking’ af Demokraternes servere, sagde Senatets Demokratiske leder Chuck Schumer
Nu skal du høre; udfordrer du efterretningstjenesterne, så har de et væld af muligheder at straffe dig på inden weekenden er omme. Så selv for en antageligt hård forretningsmand, er [Trump] virkeligt dum.
“Hvad tror du efterretningstjenesterne vil gøre?” spurgte MSNBCs Rachel Maddow forventningsfuldt og, som vanligt for tidens journalistiske standard, uden kritisk sans for hele ideen om, at efterretningstjenesterne skulle hævne sig på folkevalgte, der ikke ville danse efter deres pibe. “Fra hvad jeg hører er de meget fortørnede over den måde han har behandlet dem og måden han omtaler dem” svarede senatoren med de dybe kilder.
Og Trump var da heller ikke imponeret, da Obamas regering, med dens tætte samarbejde med pressen, havde valgt at spionere på hans valgkamps-organisation. Et par år senere sagde han “Lesley, de spionerede på min organisation” til CBS Lesley Stahl fra det prestigefyldte 60 Minutes. “Nej, dit pjat” løj hun for sine seere og skabte derpå en fortælling om, at Trump forlod interviewet fordi han var urimelig og paranoid.
Tucker Carlson fortalte sidste år, den Demokratiske Repræsentant Tulsi Gabbard, at et medlem af Sikkerhedsudvalget, havde betroet ham, at National Security Agency, NSA, læste hans tekstbeskeder. Den slags føles som en pistol mod hovedet, fortalte Mike Benz podcasteren Winston Marshall og forklarede, at populisme er en trussel mod ‘Systemet CIA’.
Populismen afviser nemlig et globalt projekt, og søger at pleje sin egen befolknings interesser i deres eget billede. Om det er AfD i Tyskland, Vox i Spanien, Marine Le Pen i Frankrig, Meloni i Italien eller Trumps Make America Great Again. De ser deres lande sakke bagud og arbejdsløshed og udhuling af arbejder-, såvel som middelklassen. De kan ikke se at historien har et endeligt, der bringer noget som helst positivt at give videre til deres børn.
Derfor var det et stort chok, da briterne i 2016 stemte sig ud af EU, og da amerikanerne senere samme år stemte Trump ind i Det Hvide Hus. Det ‘censurindustrielle kompleks’, som Mike Benz kalder det, man havde stablet på benene efter at Krim var blevet annekteret af Rusland, blev nu brugt imod Vestens befolkninger, hvor man ser dem løbe Putins ærinde. Man var trods alt på den rigtige side af ‘Historien’, så folkets fodslæben var at betragte som en midlertidig anomali, man bare skulle kringle.
Systemet CIA er skabt til at knuse en ærkefjende i form af Sovjetunionen. I dag er der stadig en rest af denne fjende i form af Rusland. Systemet CIA dyrker den historiske determinisme, hvor de på forhånd er heltene. Deres speciale er at ændre regimer. Som Hercule Poirot ville sige, har de inklinationen, motivet og muligheden.
Man skal ikke længere tilbage end til dengang Obama var USAs præsident, for at finde et helt andet syn på Rusland. Dengang fik udenrigsminister Hillary Clinton Kongressen til at godkende et delvist salg af uran-selskabet Uranium One til det statsejede russiske uran selskab Rosatrom. En del af en større tillidsøvelse de to stormagter imellem, som Clinton symboliserede ved, sammen med en noget beklemt russisk udenrigsminister, at trykke på en rød genstartsknap. Russisk kultur er lidt for butch til barnlighed. I den ene af præsidentdebatterne afviste Obama sin udfordrer, den Republikanske Senator Mitt Romneys påstand om, at Rusland var USAs største geopolitiske modstander, med de vittige ord “80erne har ringet, de vil have deres udenrigspolitik tilbage!” Det svar vakte dengang almen begejstring. Inden da havde Obama taget kælent på den russiske udenrigsminister og sagt, “Sig til Vladimir, at jeg har mere albuerum efter valget”.
Men den udenrigspolitiske balance mellem Det Hvide Hus, der skal stå til ansvar på det amerikanske folk, og Systemet CIA, der ved hvorledes historien ender, ændrede sig med valget af Trump, der som populist, ikke blot så Rusland som en fremtidig samarbejdspartner i konkurrence med den egentlige geopolitiske udfordrer Kina, men som tænkte radikalt anderledes om USA’s rolle i Verden. Trump så ikke historien have et endemål, men, som den anden teoretiker fra 90’erne Samuel Huntington, som en evig konkurrence mellem civilisationer, hvor man opnåede fred gennem styrke. I stedet for at slutte historien, ville Trump nøjes med at slutte de mange evigheds-krige, som USA havde sænket sig selv ned i, mens de ventede på morgendagen.
Trumps første kandidat til sikkerhedsrådgiver, general Mike Flynn, der havde arbejdet for Obama, men senere fyret for sin kritik af strategien i Afghanistan, ville have audit med efterretningsvæsenet. Flynn blev derfor betragtet som en direkte trussel mod den bestående tankegang og på at møde i det Ovale Værelse med efterretningsvæsenets topfolk og Joe Biden i de sidte uger af Obamas præsidentperiode, blev det besluttet at lokke ham i en meneds-fælde, så man kunne få ham retsforfulgt og forhåbentlig dømt som en advarsel til eventuelle andre, der måtte ønske at snage i den reelle magts affærer.
FBIs tidligere direktør James Comey, fortalte MSNBCs Nicholle Wallace, hvorledes han sendte ‘et par fyre’ over til en naiv Mike Flynn, til en uformel snak om nogle samtaler sikkerhedsrådgiveren havde haft med den russiske ambassadør. Da FBI i forvejen aflyttede den russiske ambassadør, kunne de konstatere at han huskede nogle datoer forkert og tiltalte ham for at have løjet for FBI, i den første af en række farceagtige retssager, som folk omkring Trump og senere Trump selv, skulle opleve. Både Nicholle Wallace og publikum var begejstrede over at høre en tidligere direktør for FBI prale med sit skruppeløse magtmisbrug. Comeys nonchalante forhold til lov og ret er værd at se, for at forstå efterretningsvæsenets selvforståelse og at mange af de etablerede medier i USA fungerer som deres propagandaapparater (en af de ‘fyre’ han sendte hen til Flynn var FBI agent Peter Stzrok, der delte sit had til Trumps tilhængere, han beskrev som fysisk “ildelugtende”, med sin elskerinde i tusindvis af tekstbeskeder). Comeys erindringer hedder i øvrigt ‘I En Højere Sags Tjeneste’!
Når man slår ned i et kobbel ulve, hyler den, der er ramt. Stort set alle ‘den dybe stats’ forsøg på at underminere eller helt at fjerne Trump handler på den ene eller anden måde om Rusland og Ukraine. Under valgkampen i 2016, blev Hillary Clinton mistænkt for at have ført en fordækt politik over for Rusland, og at det var, hvad hendes e-mails, som hun slettede uden juridiske konsekvenser, kunne afsløre. Men et betændt forhold til Rusland blev i stedet vendt som en stående beskyldning mod Trump.
Fordi Hillary Clintons valgkampsorganisation havde betalt en engelsk tidligere efterretningsagent for at lade et russisk drikkelag finde på kulørte historier om Trump og Putin, indledte man den årelange Robert Mueller efterforskning, der skulle vise, om Trump havde underløbet det amerikanske demokrati med hjælp fra Putin. Det var associationen til Trump, der eleverede Putin fra at være bestyreren af en tankstation med atomvåben, til 80ernes hårdtpumpede udenrigspolitiske fjende. Alting var nu Trump og Rusland.
Knap havde Muellers digre verbose rapport skuffet medierne i dens larmende tomhed, førend en anonym “whistleblower”, oberstløjtnant Vindman (ukrainsk af oprindelse og senere blev tilbudt posten som Ukrainsk forsvarsminister), mente at Trump havde bedt den ukrainske præsident Volodymir Zelinsky om at ‘grave smuds op’ på den tidligere vicepræsident Joe Biden. Denne historie førte til det andet kupforsøg ved Rigsret mod Trump, da Demokraterne mente Trump havde begået magtmisbrug og trodset Kongressen, som deres endelige anklager kom til at lyde.
Men Trump kunne med det samme bevise, ikke blot sin uskyld, men også Bidens åbenlyse korruption, som var hvad de to præsidenter talte om, da han offentliggjorde transskriptionen af “den perfekte samtale” som han døbte den. “Hvad de gjorde derovre” sagde Trump, “det lyder helt forfærdeligt i mine ører” og Zelinsky erklærede, i en hyldest til Trumps sprogbrug, sig for “tusind procent” enig. Begge mænd kendte til Joe Bidens søns ansættelse i det ukrainske energiselskab Burismas bestyrelse, hvor han fungerede som en forsikring mod at blive efterforsket for korruption. Og da en nævenyttig statsanklager begyndte på det, fik Joe i kraft af sin vicepræsidentielle pointman-magt over Ukraine, ham straks fyret, som han senere pralede med – samme selvforståelse som FBI direktøren Comey.
Denne genfortælling af en velkendt historie blev aktuel i forrige uge, da Facebooks Mark Zuckerberg i et brev til den Republikanske Repræsentant Jim Jordan afslørede hvad alle allerede vidste, nemlig at det amerikanske efterretningsvæsen, pressede de sociale medier, til at censurere historien om familien Bidens korruption, i kølvandet på New York Posts offentliggørelse af indholdet på Hunter bidens bærbare op til valget i 2020. FBI var i besiddelse af computeren og havde konkluderet at den var ægte. Alligevel ignorerede de alle ulovlighederne og, mere vigtigt for USA, den korruption den tidligere vicepræsident og på det tidspunkt præsidentkandidat Joe Biden havde begået. CIAs direktør Mike Morrell forfattede i stedet et åbent brev, med 50 signatører fra det samlede efterretningsvæsen, der bildte vælgerne ind, at det var russisk desinformation. Trump tabte valget.
Som Morrell senere fortalte Kongressen, så var det fordi man foretrak Joe Biden. Noget som også Comey sagde, da han blev spurgt, om der ikke var andre kandidater, han foretrak som alternativ til Trump; “Det skal være Joe Biden!” Det amerikanske efterretningsvæsen, Systemet CIA, foretrak altså at have en korrupt præsident, belæsset med ‘kompromat’ – så kunne de få det, som de ønskede sig.
Herhjemme igen: Danmarks Radio er som bekendt en stats-kanal og med skatteydernes midler således den helt store medie mastodont. Alle andre etablerede medier er på mediestøtten, hvilket skaber en offentlig konformitets-tankegang. Journalisterne, som de kalder sig selv, skriver i deres dækning af USA og det meste af resten af Verden, af efter den del, af den amerikanske presse, som er underlagt det amerikanske regeringsapparat ved Systemet CIA. CNN, MSNBC, CBS, Washington Post, New York Times. De ved sikkert ikke, hvor meget løgn de spreder på vegne af Systemet CIA.
De sociale medier er vores alternativ udenom de nedarvede medier, som Systemet CIA også kontrollerer, med ELon Musks X som en tapper undtagelse. Kamala Harris ville allerede i 2019 ville have Trump smidt af Twitter, hvilket han senere blev, og sociale medier underlagt statslig kontrol. Så vi håber på at Trump vinder i november og smider Historiens Endeligt op på Historiens Mødding.
USA er ytringsfrihedens fjende – og vores bedste håb…
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)