Danske løgne om Demokraternes valgsvindel

De statsstøttede danske mediers USA-dækning er konsekvent ensidig og tendentiøs til fordel for den liberale amerikanske venstrefløj, Demokraterne og Biden. De aktivistiske og politiserende danske journalister praktiserer, hvad man på engelsk kalder “cherry picking” – de udvælger og formidler kun de fakta, der skal fremme den i Danmark dominerende fortælling om de progressive Demokrater og de reaktionære Republikanere anført af overskurken, den tidligere præsident Donald Trump. Det gælder ikke mindst spørgsmålet om valgsvindel i forbindelse med brevafstemninger (mail-in ballots).

Når en vælger brevstemmer i Danmark, møder vælgeren op i Borgerservice med sit ID og bliver kontrolleret af en medarbejder, som derefter lægger vælgerens stemmeseddel i en konvolut. I USA betyder brevafstemninger derimod ikke, at man afleverer et brev, når man brevstemmer. Det er blot en betegnelse for, at man stemmer inden selve valgdagen.

Det er påfaldende, at mens det nu er et krav i USA, at man ligesom i Danmark skal vise sit ID (enten kørekort eller pas) i valglokalet for at kunne stemme, mener danske mediefolk – eller rettere sagt -propagandister, at reglen er fornuftig i Danmark, men diskriminerende i USA.

Problemerne med stemmeafgivelser før valgdagen i USA handler om, at vælgere får tilsendt og afleverer stemmesedler, som er udarbejdet ud fra fejlbehæftede vælgerlister indeholdende navne på afdøde, illegale immigranter og andre personer, der ikke er stemmeberettigede. Hertil kommer, at Demokraterne i flere amerikanske delstater i sidste øjeblik før valget i 2020 har sløjfet kravet om, at et vidne skulle medunderskrive stemmesedlen.

Republikanerne, herunder præsident Donald Trump, har ved flere lejligheder sat spørgsmålstegn ved integriteten af brevafstemninger i USA, fordi de regler, som gjaldt på ved præsidentvalget i 2020, var skyld i omfattende valgsvindel, der sikrede Biden en valgsejr.

Den republikanske nationale komité (RNC) med tilhørende partikontorer over hele USA har derfor i løbet af de sidste to år brugt millioner af dollar på at styrke valgintegriteten i landet gennem love, der forbedrer vælgeridentifikation, samt et hav af andre forholdsregler, herunder rekruttering og træning af titusindvis af valgobservatører.

Hvis de republikanske kandidater klarer sig så godt som det er forventet ved midtvejsvalget på tirsdag, så er det i høj grad den omfattende og koordinerede republikanske indsats med henblik på at sikre valgintegriteten i USA, der vil kunne krediteres herfor.

Lige siden 2020 har aktivistiske danske journalister og USA-eksperter ukritisk videreformidlet Demokraternes påstande om, der i USA ikke forekommer valgsvindel i forbindelse med brevafstemninger i USA. Vil man vide, hvad Republikanerne mener om valgsvindel i USA, kan man læse følgende artikler (her, her, her, her, her og her).

André Rossmann