Danske reformer bygger på gisninger og gætværk

Danske politikere har solid historik for at præsentere og gennemføre reformer, som er blottet for evidens for, at løsningerne er de rette. Lad os se på et par eksempler:

SKAT

I stedet for at tage fat på de helt grundlæggende strukturelle problemer i SKAT, har Venstre i sin tid valgt at bryde SKAT ned til syv styrelser med adresser over hele landet uden at lytte til eksperter, der har advaret mod at gennemføre tiltaget. Som man kunne forvente har opløsningen af SKAT og oprettelsen af syv styrelser ikke ført til en mere effektiv skatteinddrivning. Det er jo de samme inkompetente medarbejdere, som har kørt SKAT i sænk, der efter møgspredermetoden er blevet blæst ud over hele landet og nu lopper sig i de syv styrelser. Det siger sig selv, at det er perspektivløst at decentralisere en samspilsramt organisation, der ikke fungerer, og fortsætte med det samme inkompetente mandskab. Intet under, at skattesystemet er på randen af et sammenbrud.

Ghettoaftalen

I 2018 indgik et flertal i Folketinget en såkaldt Parallelsamfundsaftale med det mål at udrydde alle ghettoer i Danmark i 2030. Aftalen skulle sprede muslimske migranter i et tyndere lag fordelt rundt om i landets boligområder. Traditionen tro har politikerne ikke lyttet til eksperter, der kunne fremlægge evidens for, at beboernes etnicitet ikke ændrer sig, hvis man jævner et kvarter med jorden eller laver regler for, hvem der må flytte ind. Ved at genhuse de muslimske indvandrere, løste Folketinget derfor ikke problemerne, men fik blot spredt problemerne. Forskningen viser nemlig, at beboere, der flyttes fra udsatte områder, bliver koncentreret i nye udsatte områder. Det kaldes vandsengseffekten. Trykker man et sted på vandsengen, vil den bule op et andet sted.

Udflytning af statsansatte

VLAK-regeringens udflytning af knap 8.000 statsligt ansatte, som skulle skabe økonomisk vækst i Udkantsdanmark, er blevet en bekostelig affære for samfundet og skatteborgerne, idet den har kostet ca. 1,5 mia. kr. Ifølge danske økonomer, som havde advaret mod udflytningen, var professor og økonomisk vismand Michael Svarer, Anne-Mette Hjalager, professor ved Center for Landdistriktsforskning på Syddansk Universitet, og økonomerne fra Kraka. De sagde samstemmende, at der ikke var noget forskningsmæssigt belæg for at påstå, at der i provinsen skabes et eneste privat job ved at flytte statslige funktionærer og akademikere ud af København. Deres advarsler blev som sædvanlig ignoreret. Claus Hjort Frederiksen kaldte de 1,5 mia. kr. for en ”krigsskadeomkostning”. Sagt på jævnt dansk: Hvor der handles, der spildes.

Asylsystemet og Rwanda-planen

I fem år har den kontroversielle plan om at etablere et modtagecenter for asylansøgere i Rwanda fyldt meget i dansk politik. Planen har imidlertid ikke været andet end et luftkastel, bluff og spin, som udelukkende har haft til formål at signalere stram dansk udlændingepolitik. Rent teknisk, politisk og juridisk har den nemlig ikke kunnet gennemføres. Ifølge en juridisk analyse fra Udlændinge- og Integrationsministeriet ville det være i strid med menneskerettighedskonventionen at udlicitere asylbehandlingen til Rwanda, idet landet ikke overholder menneskerettighederne og andre internationale standarder. Den dag, hvor asylansøgere, der ankommer til de danske grænser, kan blive sat på et fly til Rwanda, ligger derfor flere år ud i fremtiden. Hvis det da overhovedet bliver til noget.

Kammerateffekten i folkeskolen

Det frie skolevalg resulterer i, at de ressourcestærke danske forældre i højere grad vælger en type skole, og de ressourcesvage indvandrerforældre nogle andre skoler. Det er uacceptabelt for de røde sociale ingeniører i Socialdemokratiet, som gjorde det til partiets politik op til valget i 2019, at 9 ud af 10 børn skulle gå i folkeskolen. Ideen var, at de mange ressourcestærke børn på den nye skole ville give indvandrerbørnene en positiv ”kammerateffekt”, så de kom til at lære mere i skolen. Dette på trods af, at der faktisk ikke findes videnskabelig evidens for en sådan positiv kammerateffekt. Siden har det vist sig, at de ressourcesvage indvandrerbørn både klarer sig dårligere i den nye skole rent fagligt og er blevet mindre glade for livet. Men de sociale ingeniører i Socialdemokratiet bliver ved med at antage, at der findes en positiv kammerateffekt og baserer deres indgreb på denne antagelse.

Kortere universitetsuddannelser

SVM-regeringen bliver ved med at markedsføre en forkortelse af universitetsuddannelser som et tiltag, der kan resultere i et øget udbud af arbejdskraft. Der er ganske vist forskningsmæssig evidens for, at arbejdsudbuddet bliver øget en anelse, når et antal unge mennesker kommer på arbejdsmarkedet ca. ni måneder tidligere end ellers. Men denne positive effekt bliver opvejet af, at de unge med en kortere uddannelse vil få en lavere løn, fordi de ikke har samme kompetencer og er mindre produktive som dem med en fuld kandidatuddannelse. Hertil kommer de såkaldte dynamiske tab. Mindre uddannede borgere giver nemlig lavere vækst i samfundet, idet de skaber og implementerer mindre innovation. Eksperternes evidens for, at uddannelsesreformen vil gøre Danmark fattigere og danske virksomheder mindre produktive, afvises dog blankt af SVM-regeringen.

Afskaffelse af Store Bededag

En række økonomer, herunder overvismand Carl-Johan Dalgaard og økonomiprofessor Bo Sandemann Rasmussen, har kritiseret Finansministeriet for, at ministeriet i sagen om afskaffelse af Store Bededag har fraveget princippet om, at der skal være evidens for en reform, før man indregner en effekt. Planen om at afskaffe Store Bededag med det formål at øge arbejdsudbuddet mangler nemlig evidens. Regeringen antager, at den ved lov kan få befolkningen til at arbejde mere, men det kan man ikke i et frit samfund som det danske, hvor man hverken har tvangsarbejde eller slaveri. Men regeringen anerkender ikke, at den voksende velstand i Danmark har gjort det muligt for danskerne at øge fritiden, og at danskerne i dag efterspørger fritid i stedet for kun løn.

Regeringens sundhedsstrukturkommission

SVM-regeringen har nedsat en sundhedsstrukturkommission, der skal opstille modeller for den fremtidige organisering af sundhedsvæsnet. Sammensætningen af kommissionen overrasker dog. Af de ni medlemmer er der tre læger, ingen sygeplejersker og ingen patienter. De tre læger udgøres af en praktiserende læge og professor, den afgående lægefaglige koncerndirektør fra Region Hovedstaden, der er klinisk genetiker, og en norsk læge, der har arbejdet administrativt i en menneskealder.

Det er påfaldende, at kommissionen ikke har repræsentanter, der arbejder med eller er tæt på patienterne med de konkrete kliniske udfordringer, som man møder dagligt i sundhedsvæsenet. Der er således ingen lægefagligheder, sygeplejerskefagligheder eller andre sundhedsfagligheder med fingeren på pulsen og viden om, hvad der rør sig på gangene og blandt patienterne. Eksperterne i sundhedsvæsenet er jo sundhedspersonalet – og ikke de personalegrupper, der varetager hjælpefunktionerne i sundhedsvæsenet. Inddragelse af foreningen Danske Patienter kunne også være relevant, når nu sundhedsvæsenet skal indrettes på en ny måde. Det er altså hverken patienten eller fagligheden, der sættes i centrum i strukturkommissionen arbejde.

André Rossmann