Klumme: Det danske skvat og islam

Arkivbillede. Foto: greensefa

Den danske mand er et skvat, der ikke er kodet til at tackle muslimsk machokultur. Når Løkke bebuder et opgør med den muslimske modkultur, parallelsamfund og indvandrerbander, er det derfor tom retorik uden indhold og vælgerbedrag af 1. grad. Forvent, at politikerne bliver ved med at bøje nakken, gøre knæfald for islam og håbe på, at alt med tiden bliver godt igen.

Af klummeskribent André Rossmann – cand. ling. merc. og selvstændig konsulent.

Ifølge kulturstudier er det danske samfund det mest feminine samfund i verden set i en international sammenligning. Siden begyndelsen af 1970’erne er de maskuline værdier i Danmark blevet helt udraderet. Det gode menneske bliver i dag defineret ud fra feminine dyder, mens de maskuline dyder bliver set som noget forkert, nærmest som et fjendebillede. 

André Rossmann er fast klummeskribent på 24NYT. Han er cand. ling. merc. og selvstændig konsulent.

Den maskuline handlekraft er forsvundet og samfundet fungerer på feminine præmisser. Folkeskolen, universiteterne og arbejdsmarkedet kræver et Alt for Damerne-samfund, hvor alle skal være søde og empatiske. Nutidens unge og kommende generationer er opvokset uden maskuline forbilleder og værdier. Halvdelen af de danske drenge vokser op uden et stabilt mandeideal i deres hverdag. Den moderne danske mand er derfor et skvat, som er opdraget af kvinder til at sidde i rundkreds og hønsestrikke.

Set i forhold til verden er dansk kultur præget af konfliktskyhed, naivitet, magelighed, manglende selvtillid og passivitet. Danskerne er blødsødne multikulturalister, værdipluralister og relativister, som har det med at søge konsensus, gøre indrømmelser, finde bløde mellemveje og undgå konflikter. I en konfliktsituation har vi en tendens til at bøje nakken eller vende os bort. Vi vil hellere bortforklare eller ignorere aggressiv adfærd end gå til modangreb, fordi vi har en kulturelt baseret tillid til det gode i mennesket. Vi tror, at alle inderst inde er som vi, og at alt derfor nok skal ordne sig.

Vores blødsødne værdier er så integrerede i vores mindset, at vi tror, at det er universelle værdier, som alle stræber imod, uanset hvor i verden de kommer fra. Men det er ikke tilfældet. Danske værdier og karaktertræk er fraværende i rigtig mange kulturer, og derfor giver det alvorlige problemer, når vi konfronteres med kulturer med helt andre normer, f. eks. den muslimske kultur.

I islam er frisind og individets ukrænkelighed fraværende. Konfliktskyhed, tolerance og passivitet ses som svaghed og underkastelse. Tolerance mod anderledestænkende er et fremmedord. I den muslimske machokultur findes forhandlinger eller kompromisser ikke. Den undertrykkende intolerance og aggressive fremfærd, som muslimerne udviser, er danskerne ganske enkelt ikke gearet til at tackle. Derfor bøjer vi nakken og føjer os, og håber, at med tiden bliver alt godt. Det gør det bare ikke, når modstanderen ikke deler vores helt fundamentale værdier.

Islam er det modsatte af alt, hvad danskerne står for – moralsk, etisk og menneskeligt. Derfor er det rystende at opleve, at danskerne i mødet med den brutale muslimske kultur bøjer nakken og gør knæfald for islam. Der er ikke mange i dette land, der er villige til at ranke ryggen og finde deres stolthed frem. Derfor udviser muslimerne, og især indvandrerbanderne, foragt for danskerne, danske politikere og de danske værdier.

Bandekriminalitet, skyderier, stenkast fra motorvejsbroer, bilafbrændinger og lignende mødes i Danmark med dialogkaffe med speltboller, bekymringssamtaler og fakkeltog. I deres retorik truer politikerne med at skride mere håndfast ind over for det muslimske mindretal, men de tør ikke tage de skrappe midler i brug. Det forklarer bl.a., hvorfor den danske integrationsindsats har været præget af naivitet og styret af principper baseret på omsorg, offerideologi, relativisme og empati snarere end krav, fornuft og retfærdighed.

Folketingets partier er befolkede med bløde mænd og kvinder med fløjlshandsker på. Det gælder også Dansk Folkeparti. Det er påfaldende, at da det tyske valg var overstået, har en bekymret Morten Messerschmidt sagt, at AfD var gået for langt ved i sit principprogram at skrive ind, at islam ikke hører til i Tyskland.

I et indlæg i Politiken har retsordfører Zenia Stampe (R) givet en øget voldelig politiindsats, fængsler og straffeattester skylden for bandekonflikten. Bandemedlemmerne og deres familier er ofre, mener de Radikale.

Ninna Hedeager fra Enhedslisten i København mener, at bekæmpelsen af bandekriminalitet er en civilsamfundsopgave, og at vejen frem er at skabe en rummelig og inkluderende by og et fællesskab som alternativ til banderne. Det er altså borgerne selv, der har et ansvar for at bekæmpe bandekriminaliteten – ikke politikerne eller politiet.

I Justitsministeriet drømmer Pape om at give folk som Shuaib Khan, lederen af Loyal to Familia, spark bagi ”tilbage til Pakistan”. Men han tør ikke. Det eneste han kan mande sig op til, er tågesnak: ”Der findes ingen mirakelkure, der kan løse alle problemer, men vi skal afsøge alle muligheder”. Oversat til jævn dansk: Ingen knytnæve, kun tomme kalorier.

Det danske skvat kan umuligt vinde kampen mod indvandrerbanderne, da han ikke er kodet til at sætte hårdt mod hårdt. Forvent derfor, at han bliver ved med at bøje nakken, gøre knæfald for islam og håbe, at alt med tiden bliver godt igen.

Del gerne artiklen på Facebook:

Kommentarer

STØT 24NYT EN GANG OM MÅNEDEN

Vælg beløb