De gode russere

Debatindlæg på 24NYT er alene udtryk for forfatterens holdning.

Danmarks forhenværende udenrigsminister Per Stig Møller har det svært med russerne. Det kan man læse om i hans Berlingske-kommentar 11. maj 2023. ”Der findes trods alt gode russere – men hvor er de?” spørger han. Jo, de findes, mener han. ”Der findes givetvis tusinder af russere, der helst er fri for krigen, men efter de første krigsdages modige demonstrationer mod den, hører vi ikke fra dem.” Tænk! Tror Møller virkelig, at der findes ”tusinder af russere, der helst er fri for krigen?” Er Møller lige på nippet til at tro, at russerne er lige som andre europæere? Nej, det mener Møller slet ikke, som vi skal se om lidt.

 

Debatindlæg af Jens Kristian Bech Pedersen

 

Stig Møller fortsætter i sin aviskommentar med at fortælle, at enten er ”de gode russere” flygtet ud af Rusland til eksil i andre lande eller de sidder i fængsel eller fangelejre i Rusland. Eller også har ”russerne åbenbart i stort tal valgt det tavse, indre eksil.” 

Per Stig Møller savner de gamle systemkritikere: ”I Rusland findes desværre ingen efterfølger til Sakharov, Pasternak, Mandelstam, Gorbatjov.” Ak, ja, hvor er det synd for Stig Møller, at tiderne – og russerne – er så forandrede! Og det hele er Putins skyld. ”Russerne bøjer sig for ham, som de bøjede sig for zarerne og kommunisterne! – – – Det er vel kun i de sidste år med Gorbatjov og de første med Jeltsin, at russeren ikke bøjede nakken. 

At netop Jeltsin var den præsident, der opfandt Putin og overtalte Putin til at søge stillingen som Ruslands præsident, tænkte Stig Møller nok ikke på. Og Møller ved nok heller ikke, at netop Jeltsin kaldte Putin for ”demokrat.” Når Vesten ikke kan få Rusland til at gøre, som Vesten gerne vil det, og heller ikke kan få det russiske folk med på det, så er forklaringen ifølge Stig Møller en helt anden: ”Som en tro elev af kommunistpartiet holder Putin sit folk i uvidenhed og lukker hermetisk for alle kanaler til det.” Så vi forstår: Den Putin, som Jeltsin kaldte demokrat, ham kalder Stig Møller for en kommunist, der fortsætter det gammelkendte kommunistiske system for at få russerne til at bøje nakken.  

   

Det hele er altså så forandret for Stig Møller, og så er alting alligevel helt det samme som i kommunisttiden. Møller fornemmer måske nok, at vi er lidt forvirrede over, hvad han egentlig mener. Men han kommer os til hjælp, for han siger: ”Som vi i nazitiden fik at vide, at der trods alt fandtes gode tyskere, får vi nu at vide, at der trods alt findes gode russere – men hvor er de?” Ja, nu er vi ved at være helt med. Vi skal altså helt tilbage til både kommunisttiden og nazitiden, for at forstå Stig Møller og det, han mener om russerne, Rusland og Putin. Sikke dog et stort historisk perspektiv, Møller er i besiddelse af! Hvordan kunne vi dog overse det? Nogle af os kan godt – lige som Stig Møller – føle os overvældede af tidens forandringer og erklære os enige i, at verdens ondskab dukker op igen og igen, men på en ny og forandret måde. Men vi kan slet ikke se, at det skulle være russerne og deres Putin, der står for den gamle, men genopfriskede udgave af kommunismen eller nazismen. 

Meget mere forekommer det os, at det netop er Vesten, dvs. Vesteuropa, USA, NATO og EU, der har overtaget kommunismens og nazismens overmodige og geopolitiske ekspansionisme. NATO vil udvide sig; EU vil udvide sig. Og fra det meste af Vesten strømmer våben til Ukraine for at Vesten kan lade ukrainerne fortsætte med at slå russere ihjel, som de gjorde, førend russerne med deres invasion i Ukraine forsøgte at sætte en stopper for det. Hvem kan nægte, at Vesten som en nådesløs og glubsk ulveflok jagter Rusland fra alle sider? Ikke bare i Ukraine-krigen, men også på alle andre områder over den ganske verden. Sig endelig ikke til nogen, at du er russer! For russer-forfølgelserne er i gang!

Fred, fred! Nej, russerne og Putin skal slet ikke have fred! Russerne opgav kommunismen, men nej, de skal ikke have fred. Russerne – sovjetrusserne – trak sig militært tilbage fra Østeuropa, men nej, russerne skal ikke have fred. Russerne gav de østeuropæiske lande friheden; men det skal russerne hverken have tak eller fred for. For endnu er Vesten ikke tilfreds med russerne. Rusland – Sovjetunionen – nedlagde deres militærpagt, Warszawa-pagten, men nej, russerne skal ikke have fred. Rusland gav selvstændighed til mange tidligere sovjetrepublikker, men nej, russerne skal ikke have fred. Rusland protesterede imod USA’s ensidige opsigelse (i 2001 og 2019) af traktaterne om antiballistiske missilsystemer og atombevæbnede mellemdistanceraketter, men nej, russerne skal ikke have fred. Rusland modsatte sig NATOs ekspansion ind i Østeuropa op imod Ruslands grænser, og tålte det – lige indtil Ukraine. Men nej, russerne skal stadig ikke have fred. Det er slet ikke nok, at Rusland er faldet omkuld og russerne nu ligger ned; nu skal der sparkes!

LÆS OGSÅ:  Den Europæiske Censur-union? - Spørgsmål til Danmarks justitsminister

For ikke sandt: Russerne må jo forstå, at NATO er selve indbegrebet af fred. NATO vil kun forsvar. Hvordan kan de dog tvivle på det? De må jo kunne indse det: Fredsorganisationen NATO! Godt nok skal vi måske igennem en lang, drøj og krigerisk overgangsperiode, hvor NATO bruger sine militære muskler i store dele af verden for at nå frem til NATO-freden. Men når vi først er nået dertil, ja så vil alle klart kunne se, at NATO er en fredsorganisation. Selv om NATO-vejen mod målet har været krig. Forstår De: NATOs krige er fredskrige! Vil vi have fred, må vi føre krig! Vil vi have en uophørlig fred, må vi uophørligt føre krig! Fredens logik og krigens logik er sammenfaldende. Ingen vestlig politiker, der vil stå sig godt med NATO’s og EU’s ekspansionsprogram, skal få den tanke, at denne sammenhængende logik skal brydes. For et sådant brud vil jo være stik imod det krigsparate ekspansionsprincip, som netop kommunismen og nazismen førte os ind i, og som Vesten nu ikke kan lægge fra sig. Hvem kender ikke strategien om, at vi må lægge vort forsvar længere bort og ud i de fjerne lande; holde krigen i gang, men på større og større afstand, så at sige? Men nu har Rusland siden starten af 1990erne netop givet os håbet om og muligheden for at bryde princippet. Men NATO, EU, Vesteuropa og USA vil det ikke.  

Vi mindes salig George Orwell’s ord fra romanen 1984: Krig er fred. Den Orwell, der skrev ud fra sin forståelse af kommunismen, men fandt spirerne til kommunismens sublime og fuldkomne form i Vesten. Også i dagens situation genkender vi Orwell’s forståelse af Vestens løgnekurs ud imod de evige krige. Vi kommer også til at tænke på ungarske Orban’s ord: ”The modern form of European collaboration was driven by two missions: peace and welfare,” Orban said. “If it can’t fulfill its two original missions, then what’s the point of the EU?” Vi er nogle stykker, der mener, at man kan sige det samme om NATO. Mon det virkelig kunne tænkes, at det er et opgør med og stop for NATO’s og EU’s ekspansionsprincip, der i dagens situation er brug for? At man altså heller ikke i storpolitik kan hælde ny vin på gamle vinsække. Der må noget nyt til, sådan som Rusland har råbt efter det i de seneste tredive år. Skulle vi virkelig – igen! – være nået til den erkendelse, at alle godhedsprincipper i geopolitisk storpolitik på et tidspunkt løber ind i deres paradoksale grænse, hvor de begynder helt af sig selv at virke stik imod deres egen hensigt? At vi altså må lære at leve med, at et militært forsvar for vor overlevelse og sikkerhed må indskrænkes til og etableres med den risiko, der altid vil knytte sig til et forsvar, der ”kun” er et forsvar af det hjemlige nærområde, men her netop et stærkt forsvar. For med denne nærhed og accepten af den nærhedsrisiko at signalere, at vort program ikke er idelig ekspansion, uophørlig krig eller stigende usikkerhed for andre i takt med stigende sikkerhed for os selv, men at vort program er en troværdig sikkerhed og fred for alle. At vi altså er til at stole på, fordi vi ligesom modparten påtager os en vis sikkerhedsrisiko ved udelukkende at stille med et stærkt nærforsvar af vore egne områder og intet andet. Er dette ikke netop kernen også i de atomare missiltraktater og i den atomare nedrustning? Og er det ikke netop kerneproblemet i den reaktion, som vi i de senere år i stigende grad oplever fra Sydens og Østens lande imod Vestens uophørlige ekspansion? Og i den forståelse, som disse lande viser over for Ruslands situation? Når sikkerhed gøres ensbetydende med uophørlig ekspansion, må hele verden komme til den konklusion: Hvad Vesten udsætter Rusland for, kan alle udsættes for.

Og vi er nogle, der er ved at forstå, at denne ekspansionsiver er årsagen til, at der for tiden ikke findes ”gode russere.” Når man har Vesten, NATO og EU imod sig, er det slet ikke muligt at være ”en god russer.” Russerne er realister! Mens Vesten er destruktiv i sine globale drømmesyner! Måske netop dette er årsagen til, at Per Stig Møller for tiden ikke finder nogen dissidenter i Rusland. For nærmest alle russere er i dag dissidenter – imod Vestens kommunistisk inspirerede globale systemdrømmerier. Per Stig Møller kan ikke se skoven for bare træer.

LÆS OGSÅ:  Minister burde være blevet i erhvervslivet nogle år endnu

Ak, hvor forandret! Rollerne er totalt byttet om! Hvad Putin har forstået om Vesten, dét forstår alle russere. Til både præsidentvalg og i opinionsundersøgelser bakker russerne i meget stort tal op om Putin. Han fører jo ikke Putin-politik; han fører Ruslandspolitik. Russisk beskyttelsespolitik! Politik for det Rusland, som Vesten slet ikke har villet forstå eller respektere, men som naturligvis alle russere bakker op om. Når det er sådan, kan man faktisk godt forstå, at Stig møller i fortvivlelse stiller spørgsmålet: ”Kan vi overhovedet nå ind til denne almindelige russer?” 

Nej, det kan Stig Møller nok slet ikke; for heller ikke Stig Møller vil forstå russerne. Godt nok siger Møller: ”Vesten skal gøre en større indsats for at forstå den almindelige russer. Og Vesten skal gøre en indsats for at skelne mellem Rusland og Putin, når vi taler om krigen.”  Men nu er det jo sådan, at Putin er Ruslands talerør, og altså også reelt hele den russiske befolknings talerør, når vi skal dømme ud fra russernes støtte til Putin. Vesten kan ikke bare sige, at Putin er det onde system, og russerne er den store hob af systemofre, hvor man kan håbe at finde den gode dissident. Hvad er det for en respektløs og hovedløs tænkning om russerne og deres sitaution? For tænk en gang, Per Stig Møller! Måske har russerne forstået, at det er Putin, der netop er den gode system-dissident, som Stig Møller efterlyser. Men godt nok en dissident imod det system, der er flyttet fra det kommunistiske Sovjetunionen til det Vesten, der drømmer om global dominans. Kunne det mon virkelig være sådan, hr. Møller? 

For Stig Møller er det sådan, at alt kan tilgives russeren, hvis denne russer bare – lige som Møller selv – ville undsige og protestere imod Putin. I sin bog Creating Russophobia siger forfatteren Guy Mettan: ”Ingen i Vesten, hverken i det sekstende århundrede eller senere, gjorde sig nogensinde det besvær som det første at forstå den russiske virkelighed indefra.” Det er netop denne mange hundred år gamle indskrænkede russofobi, Stig Møller holder i live, når han siger: ”Det er svært at sondre mellem Putin og russerne, for som under Hitler og Stalin er det faktisk almindelige russere, der myrder, torturerer, voldtager, mordbrænder og fører en total krig mod civilbefolkningen, selv om de i deres kroniske løgnagtighed hævder, at de kun rammer militære mål. Ingen stopper disse lystmordere. Tværtimod får de medaljer.” Ja, tænk, det er ”almindelige russere”, der fører krig. Og når ”almindelige russere” fører krig, er de ”lystmordere”, siger hr. Møller. Det fortjener at blive gentaget, hvad Danmarks tidligere udenrigsminister her siger: Russerne er ikke kastet ud i ulykker og lidelser, men i fornøjelser; for når russerne kaster sig ud i krigens mord, tortur, voldtægt, mordbrand og totalkrig, så gør de det – af lyst! Sådan er Vesten slet ikke, må man forstå. Og ukrainerne er det heller ikke. Når danske politikere donerer dødbringende våben i massevis til ukrainerne for at de kan slå russere ihjel, så er det ikke af politisk mordlyst. For vi er ikke lystmordere. Men det er russerne. Længere ned i umenneskelighedens racistiske sump kan russofobien ikke nå!

Kunne dog russerne ikke bare blive som de gode vesterlændinge! Men nej, russerne er som under Hitler og Stalin – siger Per Stig Møller. Dér var den igen, dette nul-intelligente og evigt bombarderende russer-stempel, der skal skjule, at det er os selv i Vesten, der med vor rethaveriske ekspansion efterligner Hitler og Stalin. Vi ved det godt! Blandt Vestens politikere, eksperter og medieredaktører hersker denne russofobi, dette ikke bare politisk u-intelligente, men sygelige russerhad – nej, endnu mere: denne flok-paralyserende konformitet, der i Vestens politiske og intellektuelle liv blokerer for ethvert forsøg på selvstændig og forstående tænkning omkring Ruslands situation. Vi ved det! Guy Mettan skriver: ”Hverdagens russofobi er blevet til et analytisk paradigme, en sovepude for den dovenskab, der er så meget mere behagelig derved, at den sikrer dem, der henfalder til den, en ganske væsentlig akademisk eller journalistisk anerkendelse, eller oven i købet reelle fordele. Hvilken forsker, hvilken journalist i Vesten ville kunne have skabt sig en karriere ved at fravælge ordskvalderet og i stedet præstere en mere hæderlig beskrivelse af Rusland? Men det ville være en ganske vanvittig risiko for en sådan forsker eller journalist at løbe. Ukraine-krisen har bevirket, at de mest hysteriske forsvarere af ”Vesten” har mistet enhver form for sund fornuft. I netop denne situation at blive anset for at være en sympatisør af den russiske sag, en Putin-Versteher, som tyskerne kalder det, vil være tilstrækkeligt til at blive diskvalificeret uden noget håb om tilgivelse. Den enkle handling at prøve at forstå, hvad der fremprovokerede den russiske reaktion, og forsøge at lytte til den modsatte part ’audiatur et altera pars’ bliver anset for en utilgivelig fejl af de fleste medieredaktioner, intellektuelle og politikere, som udspyr fordømmelser over Rusland hver eneste gang, de åbner munden. – – – Som alle ondartede lidenskaber, som antisemitisme, som islamofobi, kryber russofobien ind i alle ting. Den imprægnerer sindet og hjernen ud i de yderste afkroge. – – – Russofobi er ikke blot en masse klichéer og fordomme. Den er også – og først og fremmest – en bevidst aktiveret forudindtagethed, som man tilegner sig i den hensigt at gøre skade på eller i det mindste at nedgøre den anden part i forhold til sig selv. I denne forstand er russofobi altså racisme: formålet er at nedrakke den anden for bedre at kunne opnå dominans over ham. Og det er netop dette, der gør russofobi til et fænomen, der er specielt for Vesten.”

LÆS OGSÅ:  Cirkus Christiansborg spiller op igen

Ja, det er Vesten, der har afluret tricks’ene fra kommunismen og nazismen. Og som derfor har forladt menneskeligheden, moralen, den diplomatiske kunst til udligning af modsætninger og forhandlingsviljen. Man har fundet ud af, at krig kan bruges til noget: As long as it takes! Hvilket enhver vestlig politiker – som et ekko af præsident Biden – rabler af sig, når man taler med Ukraines Zelinskij. Dét kan man kalde lystmord! Inden for NATO’s og EU’s verden er der bestemt ikke plads til noget parti, der hedder Moderaterne. Her bliver man banket på plads i konfrontations- og blokpolitikken – og i den dertil nødvendige russofobi.

Det politiske omdrejningspunkt i den aktuelle russofobi er den vestlige løgn om årsagen til krigen i Ukraine. Per Stig Møller fortæller, at Putin den 9. maj stod på Den Røde Plads for at fejre den russiske sejr over Nazityskland. Stig Møller citerer fra Putins tale og siger: ”’Vi har kæmpet imod den internationale terrorisme og beskyttet Donbas’ indbyggere og vores sikkerhed,’ sagde han (Putin), som om det var Vesten og ikke ham, der havde startet krigen. Men jo, det var Vesten, der bragte krigen til Ukraine og Rusland. Efter det ukrainske Maidan-oprør i 2014 – 2015 påbegyndte Ukraines nye amerikansk og vestligt støttede kupregering bombardementet af sin egen befolkning, den russiske befolkning i Østukraine. Den ukrainske bombe- og granatregn faldt i flere år fra 2015 til 2022 over de østukrainske russere og ramte skoler, hospitaler, beboelsesområder, børnehjem, byområder, forretninger og andre civile områder. I alle disse år lagde russerne et stort tålmod for dagen, mens de forsøgte at skabe holdbare fredsordninger sammen med Tyskland og Frankrig gennem de såkaldte Minsk-aftaler, som både Vesten og Ukraine endte med at løbe fra. Da de ukrainske bombardementer intensiveredes stærkt i midten af februar 2022 – hvilket officielle rapporter fra OSCE-observatører fortæller om – havde Putin og russerne fået nok. Den 24. februar 2022 invaderede russerne Donbas-området for at nedkæmpe de ukrainske terrorister – ganske som Putin fortæller det. 

Nu kalder Per Stig Møller så de russiske antiterrorkorps i Østukraine for ”lystmordere.” Gad vide, hvad han så kalder danskerne og piloterne i de danske jagerfly, der deltog i bombardementerne af civile institutioner og civilbefolkningen i den serbiske hovedstad Beograd i 1999, da NATO – og danskerne! – ville standse serbernes terroristiske udryddelse af den albanske befolkningsdel i det serbiske Kosovo? Disse bombeangreb fandt sted, uden at FN’s Sikkerhedsråd havde godkendt operationerne, hvilket gjorde dem ulovlige. Serbien indklagede flere af Vestens ledere for krigsforbrydelser, hvilket Vesten naturligvis kun reagerede på med rasende forargelse. 

I dag er det umuligt at finde én eneste retfærdig grund til, at Danmark bidrager til at slå russere ihjel. Intet, absolut intet, har russerne gjort, som fortjener, at vi danskere omsætter vores penge – og Store Bededag – til den ukrainske krigsførelse. Siden Anden Verdenskrig har Danmarks politikere ikke gjort noget, der er i dumhed kommer på niveau med dette. 

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)