Den Fjerde Statsmagt og Den Femte Kolonne


Hver uge tager 24NYT temperaturen på ytringsfriheden både i og udenfor Danmark. Medlemmer af Trykkefrihedsselskabets ledelse skriver på skift om aktuelle emner, hvor det frie ord er sat på prøve.


 

Af Jannich Kofoed

En forsinket anmeldelse af en bog, som blev tiet ihjel for tyve år siden. Den  afdækkede nemlig, hvordan politikere, journalister og ikke mindst Danmarks Radio, var med til at forlænge livet for diktaturet i Østtyskland.

Til min lange liste over ting, jeg har dårlig samvittighed over, kunne jeg fornylig tilføje en undladelsessynd: Hvordan kunne jeg, som med garanti selv har en hængemappe i STASI-arkivet, overse bogen ”Ugræs – danske STASI-kontakter”? Min undskyldning er, at jeg dengang boede og arbejdede for Danmarks Radio i USA, og havde min opmærksomhed andetsteds, men: bedre sent end aldrig. 

”Ugræs” udkom i 1999, skrevet af journalisterne Mette Herborg og Per Michaelsen, som gravede sig ned i STASI-arkiverne i Berlin og opstøvede og interviewede såvel tyske som danske håndlangere for den sovjetiske besættelsesmagt.

Bogen afslører flere eksempler på ynkelige danske mænd, som den østtyske sikkerhedstjeneste under Ministerium für Staatssicherheit i Østberlin med smiger, penge og kvinder gjorde til sine redskaber og nogle endda til spioner. Men det er ikke tips fra en sølle tolder i Gedser, forelsket i en østtysk kvinde under en soldetur i DDR, med blød ståmand i bukserne men også hård valuta i lommen, som bidrog til at forrykke magtbalancen mellem Øst og Vest. 

Og nej, socialdemokraterne Lasse Budtz, Jytte Andersen og andre fra pressionsgruppen ”Socialdemokrater mod Atomvåben og Militarisme” lod sig ikke hverve som agenter, endsige spioner, for DDR. Heller ikke socialdemokraterne Ib Schelde, Claus Jensen, Kurt Johansen eller Søren Hansen fra ”Fagbevægelsen for Fred”; det var slet ikke nødvendigt, for under stærk indflydelse og styring fra kommunister som f.eks. Jakob Sølvhøj opfyldte de uden den store overtalelse tilfulde de forventninger, som Moskva og Østberlin havde til at få svækket den danske forsvarsvilje i 80’erne. 

STASI forklædt som ”fredsråd”

Efter mange møder mellem danske fredselskere og repræsentanter fra DDR’s ”Fredsråd” kunne Fredsrådets besøgende STASI-agenter (for det var de alle – men hvorfor skulle en tossegod fredsaktivist dog komme på den ondsindede tanke?) konkludere, at de ikke kunne få et bedre redskab end socialdemokraternes fodnote-politik, som tildelte Danmark rollen som antiamerikansk og fedtspillende kværulant i NATO. 

Så tilfreds var man i KGB og det østtyske kommunistparti, at man inviterede Danmarks Kommunistiske Partis forretningsudvalg på endnu en druktur med alt betalt for at overbevise betonhjernerne om det gavnlige i, at de neddæmpede deres vanebetingede kritik af de danske socialdemokrater. 

Det skal ikke forbavse læseren: i en menneskealder var DKP’s rolle først og fremmest at være trojansk hest for marxismen-leninismen og Sovjetunionen. 

Men hvad der især må slå den læser, som ikke har noget i klemme, er bogens beskrivelse, nej den himmelråbende naivitet og følgagtigheden over for modeluner, det vestlige selvhad, antiamerikanismen, antiisraelismen, og dertil den bevidste fortrængning af historien, som tillod DDR’s agenter at besnære danske politikere, fagforeningsfolk, forskere, undervisere, forfattere og journalister og ikke mindst Danmarks Radio, og som endte med at tilstå DDR en status lig en uveræn, selvstændig og fri nation i hjertet af Europa.   

DKP var en vaskeægte Femte Kolonne

LÆS OGSÅ:  Frankrig vedtager lov, der indskrænker ytringsfriheden

Og jeg skal forklare, hvorfor dét er slemt. Meget slemt. Og faktisk også dødsens farligt i millionklassen. Jeg kan nemlig oplyse, måske især til overraskelse for yngre læsere, at Danmarks Kommunistiske Parti aldrig var ”Danmarks”, men altid Sovjetunionens kommunistiske parti. I syv årtier var DKP en vaskeægte Femte Kolonne. Og den, der deltog, og hævder andet, er enten en fej løgner eller en nyttig idiot. Vælg selv. 

Havde den magtpolitiske geografi på et hvilket som helst tidspunkt efter 1945 faldet sådan ud, at Danmark var havnet under sovjetisk besættelse, ville der nok blive afholdt et folketingsvalg. Men selv hvis DKP kun havde fået fem procent af stemmerne, på trods af valgintimidering, censur på internettet og åbenlys støtte fra Den Røde Hær, så ville DKP have tiltvunget sig adgang til en ”national enhedsregering”. Her ville de disciplinerede kadrer først bemægtige sig indenrigsministeriet og justitsministeriet. Derenæst ville der blive renset ud i politi, domstole og læreanstalter; et komplot og en vestlig sammensværgelse ville blive afsløret, og forræderi-retssager ville føre til omfattende udrensninger og deportation til Maamorilik. Kommunistiske stormtropper ville som ulve i flok genne de frygtsomme får sammen i ”spontane” massedemonstrationer. Socialdemokratiet ville blive slået sammen med DKP i ”Danmarks Socialistiske Enhedsparti ”, mens de borgerlige partier ville blive sammenlagt i et ”Danmarks Nationaldemokratiske Parti”, en potjemkinkulisse holdt oppe af tilbageblevne kujoner fra Det Radikale Venstre, infiltreret fra top til bund af agenter fra det grundigt udrensede og omstrukturerede PET. Sluttelig ville hele moleviten amalgamere i en ”Antimonopolistisk Folkefront for Fred”, som ville opnå 98,4 procent af stemmerne ved næstkommende folketingsvalg, hvorefter tidligere Antifa-stormtropper ville gå på jagt fra hus til hus efter de 1,6 procent sabotører og folkefjender. Og altsammen ville det blive forklaret og forsvaret af Kirk, Nexø og Scherfig og en let tilpasset udgave af Danmarks Radio. 

Den Femte kolonnes drejebog

Det er en dystopi, men ikke fri fantasi, for den blev som en drejebog slavisk fulgt af kommunisterne, skridt for skridt, i Czekoslovakiet, Polen, Ungarn, de baltiske lande, Balkanlandene og det halve Tyskland efter 1945. 

Og jeg mangler beviser for, at danske kommunister skulle være født med et mere blødsødent, tolerant, og gemytligt gén end deres blodsbrødre i den kommunistiske verdensbevægelse; jeg forlanger gode argumenter for, at Knud Jespersen, Ib Nørlund og Frank Aaen skulle være mere blødsødne end Walter Ulbricht, Egon Mielke og Ernst Höfner. 

Med dét in mente, var det især bogens afsnit om de danske medier, og især Danmarks Radio, som gjorde indtryk på mig.  

Bare dette eksempel: den danske journalist John Wilken var ansat på den dansksprogede sektion af den østtyske propagandasender ”Radio Berlin International” fra 1961 til 1967. Herefter var han indtil 1974 ansat som dagbladet Land & Folks korrespondent i Berlin, stadig på DDR-diktaturets lønningsliste.  Som korrespondent skrev John Wilken hver uge i Land & Folk Weekend en veloplagt klumme, ”Fra mit Berlinvindue”, som jeg hver lørdag i Jægerspris læste med selvbekræftelsens lettelse. Her er et udpluk af overskrifter:

LÆS OGSÅ:  Charlie Hebdos kamp for ytringsfriheden fortsætter

”Demokrati – også mellem valgene”. ”DDR’s befolkning diskuterer en lov”. ”Ugens prissænkning”. ” ”Flere penge i kommunekassen”. ”Kontrol i bageriet”. ”Solidaritet med Vietnam.” ”Større hjælp til handicappede.” ”DDR – et skatteparadis”. ”Der bygges for mennesker.” ”Nu bygges fremtidens ”Berlin.” ”Det sportsglade DDR”. 

Det var Livets Gang i Lidenlund, til tider besværligt og irriterende, men ifølge John Wilken tog østberlinerne hverdagens genvordigheder på en humoristisk og konstruktiv måde, og de skulle i hvert fald ikke nyde noget af den forlorne velstand på den anden side af ”den antifascistiske beskyttelsesmur.”

Et blændet vindue i Berlin

Men kunne John Wilken, mens han fra sit studie nær Muren fortalte om DDR’s økonomiske syvmileskridt, fascismens og revanchismens genfødsel i vest og amerikansk sabotage, undgå at høre det postyr, som fulgte ovenpå, at grænsevagterne skød og dræbte den 24-årige Günter Litfin i floden Spree den 24. august 1961? Talte John Wilken ikke med sine kolleger om den 18-årige Peter Fechter, som den 17. august 1962 skrigende af smerte lå i timevis og forblødte under muren efter at være blevet ramt af grænsevagternes karabiner? 

I gåafstand fra Napalestrasse, hvor John Wilken passede sit arbejde for Kreml, DDR og DKP i perioden 1961 til 1974, blev over 70  mennesker dræbt under forsøg på at slippe ud af det arbejder- og bondeparadis, som John Wilke lovpriste.  

Men det kan man ikke læse om i samlingen af John Wilkens muntre klummer i ”Et stykke hverdag fra DDR”.  Det er faktisk rystende læsning – men på en stille og uhyggelig måde; efter læsning ville George Orwell have nikket stille frem for sig i mørket og tændt endnu en cigaret. 

John Wilkens reportager afskrækkede åbenbart ingen med vægt i Danmarks Radio. Generaldirektør Hans Sølvhøj gik langt i bestræbelserne på at få et tættere samarbejde mellem DR og DDR, men DDR havde på forhånd afvist at akkreditere DR’s Bonn-korrespondent Frode Kristoffersen. I stedet, på et møde i København den 9. marts 1973 med chefen for DDR’s internationale afdeling Mathias Müller, foreslog Hans Sølvhøj ifølge STASI-referatet: ”Supplerende akkreditering for Danmarks Radio af Land & Folks DDR-korrespondent, kammerat John Wilken.”

Hvad skete der med ”berufsverbot”?

Jeg lader den stå lidt: Socialdemokraten Hans Sølvhøj fra DR spørger underdanigt i 1973 en STASI-meddeler fra DDR’s TV, om ikke de danske borgere kan få lov at få dækket deres behov for nyheder fra den afspærrede del af Tyskland af en moskvatro kommunist, som beredvilligt gik i en fremmed og fjendtlig magts tjeneste; som er betalt af penge konfiskeret fra et undertrykt folk, der ikke gennem frie valg kan nægte at betale til Vietnam, Cuba, Angola – eller til ham selv. 

Kammerat Wilkens lange arbejdsliv i Moskvas tjeneste, først via DDR’s 500 kw radiosender, senere for det Moskva-betalte Land & Folk, bliver sluttelig kronet og belønnet med de danske skatteborgeres penge til mange års fed løn og fed pension fra Danmarks Radio, hvor John Wilken som tillidsmand standhaftigt forsvarede journalisternes livsvilkår imod brutale nedskæringer.  

Jeg mindes svagt, at der engang lød en forfærdelig hylen op om ”berufsverbot”? Men hvad blev der af berufsverbot, da berufsverbot virkelig ville have været på sin plads? Hvad var det for en tilstand, vi var bragt i, dengang i 80’erne og 90’erne, når vores stat – som det naturligste forsvar af sine borgere – åbenbart ikke havde ”lov” til at nægte ansættelse af personer, som havde tjent og fortsat tjente nationens fjender? 

Hvad skete der med William Joyce?

LÆS OGSÅ:  Hvem siger, at Danmark er bedre til at forsvare vestlige værdier end Sverige og England?

Men det bør altsammen ikke undre, hvis man skal tro et STASI-referat fra et møde mellem DDR’s ambassadør og Hans Sølvhøjs efterfølger, Laurits Bindsløv, på DDR’s ambassade den 16. november 1977: 

”Bindsløv udtalte, at han så sin opgave i at få Danmarks Radio/TV til at danne modvægt mod de borgerlige og konservative aviser og tidsskrifter – Land & Folk og Aktuelt var den eneste arbejderpresse – og således yde sit bidrag til alsidighed, også selv om det skulle medføre kritik for venstreorientering.”

Det kan heller ikke undre, når man tænker på, at Dansk Journalistforbunds hovedbestyrelse i 1982 indsamlede penge til hjælp for Jyllandspostens tysklandskorrespondent, den tidliger DKP’er og nu SF’eren Flemming Sørensen, som var betalt STASI-agent fra 1959 til 1979 (tre tykke ringbind i STASI-arkiverne). Men herregud, journalistisk frihed, kildebeskyttelse og grundig research kan vel nok få en god kollega fra Den Fjerde Statsmagt til at forvilde sig ind i en gråzone, ikke? 

Jeg skal ikke berøve læseren flere overraskelser, og vil til slut blot minde om en anmeldelse af bogen ”Ugræs – danske STASI kontakter” af Ole Nyeng i Information den 17. november 1999:

”Tonen er således angivet på forhånd: Vi er tilsyneladende tilbage i koldkrigs-land, hvor et skingert højre forlanger bodsvandring af enhver, der i sin ungdom kunne stave til socialisme, hvor alle fra Det Radikale Venstre og bagbord om bliver betragtet som potentielle landsforræddere.” 

Ja, det skulle da bare mangle! Lad os endelig vende tilbage til koldkrigs-land og forlange svar. Igen og igen. Hvordan skal vi ellers nedbringe risikoen for, at Danmark igen, næste gang, bliver nedbrudt indefra af en ny Femte Kolonne og af landssvigere og nyttige idioter i Den Fjerde Statsmagt?