Det er tyveårsdagen for Irak-krigen

I går var tyveårsdagen for den amerikansk-ledede invasion af Irak, som førte til Saddam Hussein-regimets fald. Flere af de store nyhedsmedier har markeret dagen med kommentarer, og temaet er, om det nu var en klog beslutning. Skal man være ærlig, går det jo ikke synderligt bedre i Irak, end da Saddam sad ved magten, og invasionen fremmede på ingen måde friheden eller den vestlige alliances stilling i Mellemøsten.

Enkelte har i denne forbindelse følt trang til at forklare, hvad de mente om invasionen, da den fandt sted. Det vil jeg også gerne gøre, og kan fortælle, at jeg blev ringet op af en kvinde fra en dansk radiokanal, der ville vide, om jeg ville stille op til en diskussion om krigen. Hun gik ud fra, at jeg som højreorienteret var tilhænger af invasionen, men hun mistede hurtigt interessen, da jeg fortalte, at jeg var krigsmodstander. Hun gad end ikke høre min begrundelse.

Men her er den: Jeg var allerede før 2003 kommet til den konklusion, at man ikke kan påtvinge en islamisk befolkning noget, som man kalder frihed. Ifølge islam er frihed nemlig en vederstyggelighed og en anmasselse mod Allahs herredømme. Man kan sagtens besejre den irakiske hær og marchere ind i Baghdad, men hvad så? Irakerne bliver ikke demokrater eller frihedselskende af den grund og vil selvfølgelig sætte sig til modværge mod en orden, som de betragter som afvigende fra Allahs plan.

Og sådan er det gået trods de vestlige lederes triumferende proklamationer.

Nogle år efter invasionen mødte jeg Bernard Lewis – velsagtens Vestens betydeligste islam-kender – som jeg vidste havde været en af de rådgivere, der havde tilskyndet præsident George W. Bush til at gå i krig. Syntes han stadig, at det havde været en god ide?

Ideen fejlede ikke noget, svarede han, men den var blevet dårligt praktiseret.

Det undrede mig såre, at en så kyndig mand kunne mene det.