Dumhedens triumf

Det ser trist ud, når USA, der skulle være demokratiets og frihedens værner, er ved at bryde sammen. Sådan skriver en ven her på Facebook. Ikke lige med de ord, men med den mening.

Manden har uomtvisteligt ret, men USA er blot den vejrhane, der peger mod frihedens endeligt. I resten af den vestlige verden fra Canada, til Australien og til EU står det det ikke bedre til. Overalt er folkestyret – med enkelte undtagelser som Ungarn og Argentina – på retræte. Vi bliver nu udsat for en offensiv af stadigt mere sejrssikre agenter for MAGTEN – den magt, som ingen kan antaste.

Og hvorfor ikke? Fordi de rige, medierne, universiteterne og Folkekirken er smeltet sammen. I alle afgørende spørgsmål taler de med én stemme. Og hvor mange, der må gå på arbejde hver dag for at tjene til føden, kan gennemskue det?

Men der er jo delte meninger i medierne, vil man indvende. Ja, det er som Josef Goebbels anbefalede dem at gøre, nemlig at indtage forskellige positioner om relativt perifere anliggender, mens de måtte adlyde regeringens påbud om det vigtigste.

Sådan er det også i dag. Man skal, som Sherlock Holmes sagde, lægge mærke til den hund, der ikke gøede. Og i dag skal man bemærke de spørgsmål, som medierne aldrig stiller:

Hvorfor passer FN’s klimafremskrivninger ikke?

Hvorfor bliver der flere isbjørne, når vi fik at vide, at de var ved at uddø?

Hvorfor er så mange danskere utilfredse med indvandringen, når de fik fortalt, at det var alle tiders berigelse?

Har de politikere og aviser, der anklagede danskerne for racisme, fortrudt?

Hvorfor har vi gennem årtier fået indskærpet, at islam er fredens religion, når vi kan se det modsatte?

Hvem tjener på at fordumme befolkningen?

Det er den slags spørgsmål, som Josef Goebbels aldrig ville have tilladt i de tyske medier at stille. Og han ville have været tilfreds med, at det gør de danske medier heller ikke.