Aarhus har måttet melde udsolgt til forestillingen HOSPITALET, hvor effektiviseringsepidemien i det danske sygehusvæsen stilles til skue. En læge hamrer ind i en svingdør, kaster en dødsbesked efter en patient og styrter videre. Men det er selvfølgelig bare i forestillingen. Det kunne jo ikke ske i virkeligheden. Eller kunne det? Christian Lollikes tekst i Runar Hodnes iscenesættelse er en grotesk farce med overdrivelsen som tydeligt virkemiddel og samtidig grotesk tæt på virkeligheden. Forestillingen får københavnerpremiere på Sort/Hvid d. 17. marts.
Man definerer hospitalet som et sted, hvis opgave er hurtigt og effektivt at kurere sygdomme – og det er jo også målet. Men man glemmer, at der er et sygdomsforløb, som også indeholder en følelsesmæssig dimension, der også handler om forebyggelse og det at klæde folk på til et fremtidigt forandret liv. Det er de dele, vi i øjeblikket mister blikket for, fordi effektiviseringerne har sat et snævert fokus, Christian Lollike, dramatiker.
Den systemkritik Lollike fremsætter i sit stykke er jo hentet fra en virkelighed, hvor det virker som om, at sundhedspersonalet er uenig med en lang række af de krav og tiltag, der bliver indført. Og det virker ogå som om, at dem der indfører dem, har mistet tilliden til, at sundhedspersonalet ønsker at imødekomme dem, Runar Hodne, instruktør.
Når røvhullet fjernes på den forkerte mand
I HOSPITALET er alting ved at gå i opløsning. Konstant pres for hurtigere og billigere arbejdsgange har skabt fuldkommen absurde tilstande. ”Jeg vil have mit røvhul tilbage,” raser en patient efter at være vågnet op med en stomipose på maven, som er blevet opereret ved en fejl. Sygeplejeskerne bliver udstyret med en lille chip, så diverse data hele tiden tikker ind hos ledelsen, og patienterne bedøves, så de ikke kræver pleje, mens de ligger og venter på behandling. Midt i det hele står Una – en sygeplejerske, splittet mellem kaldet som sygeplejerske og arbejdsforholdene, der går ud over hende selv, hendes kollegaer og patienterne. Hun ved, at der må ske noget drastisk. Hun ved, at det totale nedbrud venter forude. Hun ved, at nogen må ofres. Opbakningen er dog svær at finde i en verden med performanceregistre og nedskæring som underlægningsmusik til hvert et personalemøde.
HOSPITALET er en co-produktion mellem Sort/Hvid og Aarhus Teater. Forestillingen spiller frem til 10. marts på Aarhus Teater, hvorefter den kommer til København og spiller på Sort/Hvid fra. 17. marts til og med 14. april. På Aarhus Teater spiller forestillingen lige nu for fulde sale.
Skrevet sammen med fagpersoner
Farcen er et greb til at stille virkeligheden til skue. Når man kan fjerne røvhullet på den forkerte mand, er der noget helt galt. Sådan er det i forestillingen. Overdrivelse er tydelig, men ude i virkeligheden er der rigtige mennesker, der kæmper med dilemmaet mellem at kunne udføre deres arbejde godt og kunne udføre det hurtigt nok, siger Christian Lollike.
Christian Lollike har skrevet HOSPITALET på baggrund af fleres års researcharbejde, hvor han har interviewet sundhedspersonale om deres arbejde og faglige vilkår. Som inspirationskilde har hans blandt andet brugt Rasmus Willigs bog ”Afvæbnet kritik”. Her dokumenterer Willig, hvordan ledere skyder ansvaret tilbage på medarbejdere, der kritiserer deres arbejdsgange.
Når jeg interviewede sundhedspersonale kunne jeg genkende samme mønster. Karakteren Una er født af samtalerne med sygeplejesker, fortæller Christian Lollike.
Er det virkelighed?
Scenograf Fransicka Zahle har skabt et sterilt sygehusunivers af blege blålige fliser, svindøre og laaaange gange med de ikoniske farvede pile. Læger og sygeplejesker drøner ind og ud af operationsstuer og farer op og ned ad gangene.
Vi har allerede oversteget vores estimerede antal operationer i denne måned. Hvis vi kan holde ham i bedøvelse indtil den første i næste måned, kan det betale sig at operere ham. Hvis altså han lever så længe – og hvis ikke, havde operationen nok hverken gjort fra eller til
Sådan lyder svaret, da UNA forlanger, at en dørende patient skal på operationsbordet. I deres hvide kitler, med roligt forklarende stemmeleje og hverdagsgestik, synes virkeligheden faktisk ikke ret langt væk. I Runar Hodnes iscenesættelse placeres Christian Lollikes tekst lige på grænsen af virkeligheden.
HOSPITALET er en co-produktion mellem Aarhus Teater og Sort/Hvid.
Spiller 17. marts – 14. april 2018 på Sort/Hvid, Staldgade 26-30, 1699 København V
Priser: 40-185 kr.
Billetter: teaterbilletter.dk / 70 70 74 94 / billet@sort-hvid.dk.dk
Læs mere på www.sort-hvid.dk
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)