Præcis halvdelen af de studerende oplever eksamener som en behagelig udfordring, og det hænger både sammen med studerendes egen indsats og læringsmiljøet. Det viser en ny analyse fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA).
Det er juni og dermed eksamensmåned for de fleste studerende. For nogle er det en nervepirrende affære, mens det for andre er en kærkommen lejlighed til at vise, hvad de har lært.
Efter et år på uddannelsen oplever 48% af de studerende i høj eller nogen grad, at prøver og eksamener på studiet har føltes som behagelig udfordring for dem. Omvendt oplever 52 %, at eksamener i mindre grad eller slet ikke været en rar udfordring.
En positiv oplevelse til eksamen knyttes ifølge EVA’s analyse sammen med flere forhold:
- At de studerende har fået brugbar feedback fra undervisere.
- At de studerende oplever overensstemmelse mellem læringsmål og eksamenskrav.
- At de studerende prøver at gøre en ekstra indsats på studiet.
- At de studerende løbende opsummerer, hvad de har lært på uddannelsen.
Ifølge konsulent hos EVA, Andreas Pihl Kjærsgård, hænger en positiv eksamensoplevelse sammen med både studerendes egen indsats på studiet, og det læringsmiljø uddannelsen tilbyder:
”Dem, der giver den en skalle og arbejder med deres stof, er også dem, der har en positiv oplevelse til eksamen. Desuden kan vi se, at uddannelser med et godt læringsmiljø, hvor underviserne giver brugbar feedback og sikrer overensstemmelse mellem læringsmål og eksamenskrav, også er dem, hvor de studerende har de mest positive oplevelser til eksamen.”
Om datagrundlaget
Analysen vedrører studerende optaget på en videregående uddannelse i sommeren 2016, eksklusiv efteroptaget, vinterstartere og udenlandske studerende. Analysen bygger på spørgeskemadata indsamlet over fire omgange, hhv. i august og oktober 2016 samt marts og september 2017. Undersøgelsen omfatter videregående uddannelser, der optager studerende gennem Den Koordinerede Tilmelding.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)