Endelig giver politikerne biskopperne en afklapsning


Hver uge tager 24NYT temperaturen på ytringsfriheden både i og udenfor Danmark. Medlemmer af Trykkefrihedsselskabets ledelse skriver på skift om aktuelle emner, hvor det frie ord er sat på prøve.


 

Det har i årtier været et tiltagende problem, at folkekirkens præster har følt sig kaldet til og også i deres gode ret til at bruge prædikestolen som talerstol. Og helt konsekvent har udlændingepolitikken været det evindelige omdrejningspunkt med løftede pegefingre, utidige belæringer og endda inddragelse af hele søndagens kirkegang, som da biskopperne i forbindelse med migrantstrømmen i 2015 udråbte en søndags gudstjeneste i september til ”…at sætte fokus på flygtningesituationen i Europa” og bruge kirkegangen til at bede for flygtninge og foranstalte indsamling til migranterne.

Folkekirkens malplacerede politisering har trods protester fået lov til at stå uantastet og har uhindret kunnet få lov til at plage de sagesløse kirkegængere, der med alt for korte mellemrum har været tvunget til at lægge øre til tilfældige præsters salvelsesfulde godtkøbsbetragtninger om udlændingepolitiske spørgsmål. Og til overflod bakket op af medierne, som f.eks. Kristeligt Dagblad, der i 2015 skrev, at ”…folkekirken tog situationen på sig” .

Gang på gang på gang har præster og ikke mindst biskopperne glemt, at vi ifølge Luther alle er præster for Vorherre og tiltaget sig en utilstedelig ret til at definere (u)kristelighed og næstekærlig godhed i udlændingepolitikken. Det har været til at kaste op over – især fordi de politikere, der ellers burde vogte deres ressort og definitionsret, har ladet biskopperne og dermed folkekirken erobre den udlændingepolitiske moral.

LÆS OGSÅ:  14 års fængsel og udvisning for bestandig

I forbindelse med regeringens planer om at flyve asylansøgere til Rwanda for at få behandlet deres asylansøgninger dér, har de sædvanlige biskopper igen været ude med riven i diverse medier, og kaldt politikken for ”ukristelig”, ”umenneskelig” som ”..,gør ondt i hjertet”, men til forskel fra tidligere, har biskopperne nu endelig mødt bred modstand fra Folketingets politikere: Socialdemokraternes Rasmus Stoklund skrev således i et opslag på Facebook: ”Mig bekendt har Folkekirken ikke en udlændingepolitik, men biskopperne har åbenbart, og den pryder forsiden af Jyllands-Posten”. Og Henrik Dahl (LA) skriver i et opslag samme sted: «Tag hjem til jeres bispegårde og befat jer med noget, har forstand på”

Det er nye og velgørende vinde, der i disse dage blæser fra Christiansborg – og det på høje tid, at biskopperne bliver kaldt til orden: deres selvbestaltede ret til at definere, hvad der er næstekærligt, (u)kristeligt og skamfuldt i udlændingepolitikken er ikke bare udmattende, men decideret pinlig, fordi deres løftede pegefingre aldrig er båret af indsigt og viden, men udelukkende af følelser.

Det er i længden en trussel mod kirken som vores vigtigste kulturbærende institution, når dens øverste embedsmænd politiserer og definerer, hvad danskerne skal mene politisk. Og det stikker især fælt ud fordi samme klerikale segment aldrig føler samme konsekvente trang til at gå i politisk brechen for pressede grupper i det samfund, de rettelig burde føle sig som en del af. Hvor var f.eks. deres forsvar og kamp for de grønlændere, der i 2008 blev stenet ud af Gellerupparken? Dem blev der mig bekendt ikke bedt for eller samlet ind til i Folkekirken.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Landet der døde af skam

Lad Stoklunds og Dahls svirpere til de selvfede og utidige danske biskopper blive startskuddet til en mere konsekvent politisk afklapsning af standen hver gang den blander sig i noget, den ikke har forstand på. Så vil mange kunne til gudstjeneste med større ro i sindet.