En 24-årig mand er anholdt og sigtet for drabet på en ung mand på Nørrebro den 7. september 2021.
Københavns Politi kunne torsdag den 7. oktober anholde endnu en person i sagen om drabet på en ung, syrisk mand på Hans Tavsens Gade præcis en måned efter, drabet fandt sted.
Blot et døgn efter drabet blev en 21-årig anholdt og sigtet i samme sag. Den 21-årige sidder stadig varetægtsfængslet.
“Vi har en teori om, at den 21-årige og den 24-årige har begået drabet i forening. Vi kan dog ikke udelukke, at der kan have været flere medvirkende, og der kan derfor komme flere anholdelser i sagen,” siger leder af Afdelingen for personfarlig kriminalitet i Københavns Politi, vicepolitiinspektør Bjarke Dalsgaard.
Hvad der nærmere skete forud for drabet er stadig uklart, og Københavns Politi hører gerne fra enhver, der har viden om sagen.
“Vi har ikke endeligt kunne fastlægge motivet til drabet endnu, men vi ser nogle indikationer på, at der har været en forudgående kontakt mellem de to sigtede og den dræbte. Vores nuværende vurdering er derfor, at det ikke var et tilfældigt møde, der førte til drabet,” siger Bjarke Dalsgaard.
Københavns Politi har tidligere udsendt et signalement af offeret på dagen for drabet i håb om, at vidner erindrer at have set ham i timerne op til drabet, eller på anden måde ved noget om det, der er sket.
Den 21-årige var syrer, næsten skaldet og havde sort fuldskæg. Han var iført blå jeans, sort t-shirt med Levis-logo, sorte Nike-sneakers med hvide såler og han havde en guldkæde om halsen.
Hvis man har viden om drabet, eller man har set noget den pågældende dag, skal man kontakte Københavns Politi på 1-1-4.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)