Endnu en snakkeklub har set dagens lys

En ny tænketank, Institut for Vilde Problemer (INVI), har set dagens lys. Stifterne er politologen Sigge Winther Nielsen og den kendte iværksætter og tidligere minister, Tommy Ahlers.

Sigge Winther Nielsen har tidligere i sin bog “Entreprenørstaten” skrevet, at dansk politik er ekstrem dårlig til at levere effektive løsninger på samfundets store problemer. Selv om partierne præsenterer stribevis af hurtige og slagkraftige valgkampsudspil, har dansk politik i mange år været præget af, at regeringer går mere op i processen med at fremlægge nye initiativer, end hvordan man får dem gennemført. Årsagen er indlysende: Da ægte reformer ofte er politisk upopulære, afholder mange politikere sig fra at foreslå egentlige reformer af frygt for, at det vil koste dem popularitet og stemmer ved næste valg. Hertil kommer, at reelle reformer truer økonomiske særinteresser, der således har stærke incitamenter til at modarbejde reformforslagene.

I dagens Danmark behandler man alle samfundsproblemer med de samme velkendte værktøjer. Man nedsætter en kommission, ændrer skattesatsen, skruer strafferammen op og ned osv. Hvis det ikke hjælper, henter man assistance fra endnu en kommission, arbejdsgruppe eller et ekspertudvalg tømt for de mennesker, der skal gennemføre reformen. Det vil INVI gøre noget ved, siger stifterne og bebuder, at de vil forsyne den politiske værktøjskasse med nye reformredskaber.

Mens Sigge Winther Nielsens analyse af det danske folkestyres syge tilstand er korrekt, er det fortsat et faktum, at den politiske kultur, institutioner og lovgivning i Danmark ikke er gearet til at skabe reelle forandringer. Socialdemokratismen, som har været den dominerende samfundsform her i landet gennem årtier, har gjort Danmark til et sklerotisk samfund, hvor der ganske vist tages mange beslutninger, men hvor ingen af dem egentlig ændrer noget. Facit er, at selv om det danske ”velfærdssamfund” ikke oplever de helt store kriser, er det i langsomt forfald på alle samfundsområder.

En populær måde at styre det danske samfund på er at opstille høje, ambitiøse mål, der aldrig bliver nået, og sylte problemerne ved at parkere dem i kommissioner med den rette dosering af embedsmænd, professorer og fagforeningsfolk, der tilsammen danner et effektivt værn mod væsentlige forandringer. Det kan derfor ikke undre, at der blandt INVI’s mange eksperter er flere kendte gengangere, der har sidder og fortsat sidder i de mange andre kommissioner, udvalg og ekspertgrupper. Der skal derfor mere en god vilje til at tro på, at lige præcis disse eksperter, systemets mænd og kvinder, som har beklædt høje poster og siddet i utallige kommissioner og udvalg, vil være i stand til at opfinde reformredskaber, som vil få det sklerotiske danske samfund til at fungere bedre.

Der er i Danmark utallige eksempler på, hvordan flotte visioner og hensigtserklæringer ikke har kunnet realiseres, fordi man ikke har ændret rammerne for arbejdet. Og rammen for INVI’s arbejde vil være det samme socialdemokratiske omfordelingsmaskineri, som samtlige politiske partier i Danmark står vagt om. Ca. 3 mio. danskere er i dag beskæftiget med at administrere andre danskeres penge, som er indkrævet i skat. Ud af det er der vokset et ufrit og usympatisk regel- og kontrolsamfund, der skal sikre, at de tvangsopkrævede skattekroner administreres ordentligt og bruges effektivt nok. Regel- og kontrolsamfundet har skabt en administrativ overklasse af ledere og administratorer, der lever fedt af den opsvulmede offentlige sektor. De gør alt for at fastholde og udbygge det system, som giver dem magtposition og privatøkonomiske fordele. SVM-regeringen har som bekendt ambitioner om at gennemføre ”den mest omfattende frisættelse af den offentlige sektor i velfærdssamfundets historie”. Men det er jo ensbetydende med, at de skal bede et parasitisk system om at aflive sig selv. Hvorfor skulle administratorerne opgive deres karrierer og nedlægge deres egne lukrative job?

Hvorom alting er: Alle centrale aktører i det danske samfund, herunder de borgerlige, der har omfavnet socialdemokratismen, deler fundamentalt set den samme statsautoriserede anskuelse og trækker på samme ideologiske hammel. Helt overordnet er der kun ét gangbart syn på, hvordan Danmark skal se ud, både i dag og i morgen. Og selv om der er et oplagt behov for at rive strukturerne i det sklerotiske danske samfund ned og bygge noget nyt op, er det tilhængerne af status quo, der bestemmer udviklingen. Samfundets deroute vil derfor fortsætte – langsomt med støt. Vores bud er derfor, at INVI er endnu en systemtro snakkeklub eller et slør, der skal skjule for danskerne, at det hele fortsætter som hidtil nede i socialdemokratismens maskinrum.

André Rossmann