Er Israel igen ved at tabe propagandakrigen?


Hver uge tager 24NYT temperaturen på ytringsfriheden både i og udenfor Danmark. Medlemmer af Trykkefrihedsselskabets ledelse skriver på skift om aktuelle emner, hvor det frie ord er sat på prøve.


 

Pyt med det. Det vigtige er at vinde krigen. Selv ikke de stærkeste argumenter eller de mest grusomme beviser gør nogen forskel for Israels fjender. Og så er der jo kun krigen tilbage, og den er der heldigvis udsigt til, at Israel vinder.

Af Jannich Kofoed

I 2014 blev tre israelske teenagere på en vandretur bortført af palæstinensere på Vestbredden. Tre uger senere blev deres maltrakterede lig fundet. Hamas’ Al Qassam- brigade vedkendte sig triumferende drabene. På Vestbredden blev det korrupte Fatah-styre hånet for at vise eftergivenhed over for jøderne. De efterfølgende dage gik Israel til angreb på Hamas på Vestbredden. Hamas i Gaza fyrede nye salver af raketter ind i Israel, den israelske hær rykkede ind i Gaza, og kæmpede fra hus til hus. Efterhånden oversteg dødstallet efterhånden overskred 2.000 Gaza-arabere og 65 israelske soldater.

Jeg minder om det, fordi Israels angreb på Gaza i 2014 fra tid til anden bliver nævnt, henkastet, som det seneste eksempel på ”disproportional” israelsk magtanvendelse, altså før 7. oktober i år. Men glemt er det, hvad der dengang var grunden. Og hvis kun få uden for jødisk-israelske rækker husker det, så skete det også dengang, at fortællingen om de myrdede jødiske drenge hurtigt fortonede sig til fordel for de civile ofre for israelsk gengældelse. Da den israelske hær bulldozede huset, hvor en af drabsmændene boede, rejste der sig straks sympati for hans familie blandt de udenlandske korrespondenter.

Déjà vu…

Jeg er nok ikke den eneste, der får et déjà vu i disse dage.

Også dengang i 2014, som så mange gange før, lagde ”verdenssamfundet” et voldsomt pres på Israel for at overholde ”krigens love”, for alt i verden at undgå ”civile ofre” og ikke skabe ”en humanitær katastrofe”. Det var et pres, som virkede: Israel har igen og igen måttet føre krig med den ene hånd bundet på ryggen; Israel er det eneste land i verden, som aldrig har lov at vinde en krig.

Efterhånden som omfanget af gaza-arabernes chokerende grusomhed og sadisme under pogromen den 7. oktober sivede ud, tænkte jeg, at denne gang ville det uforsonlige jødehad ikke kunne camoufleres som et undertrykt folks kamp mod kolonialisme, imperialisme og zionisme. Moderne teknologi – bodycams – kombineret med Gaza-krigernes kåde begejstring over at kunne tage selfies sammen med deres ofre og sende dem hjem til de stolte forældres familiealbum, gav alle mulighed for et kig ned i en årtusindgammel sort, bundløs slampøl af rå ondskab.

LÆS OGSÅ:  Forfatningsdomstolen - Oligarkiets permanente Undtagelsestilstand

Men allerede første weekend efter massakrerne, da Israel begyndte sine bombardementer inde i Gaza, marcherede tusinder af palæstinensere i København og Aarhus. Vi stod og stirrede ned på dem, da de gik ad Nørrebrogade.

”Al-mawt li-Israil!”

De råbte ikke taktfast ”Gas the Jews! Gas the Jews!”, som de gjorde foran Utzons operahus i Sydney, men ”Al-mawt li-Israil!”, ”Død over Israel!” Og de medfølgende og medfølende danskere i optoget råbte ”Palestine shall be free, from the ocean to the sea!”, og det er jo også en slags Endlösung.

Allerbagest i optoget trillede en truck med et højttaleranlæg, hvorfra der blev reciteret fra Koranen. Måske var det dén med ”Dommedag kommer ikke førend muslimerne bekæmper jøderne og dræber dem. Jøderne vil gemme sig bag klipper og træ, men klipperne og træerne vil sige: Oh, muslim, Oh Allahs tjener, der er en jøde bag mig, kom og dræb ham”?

Efterfølgende søndag var de endnu flere: 6-7.000 stykker, tror jeg. Fra Den Røde Plads på Nørrebrogade til Christiansborg.

Ingen ’silent majority” i dag

De, der i dag forsvarer Israels ret til at eksistere og til at forsvare sig selv med alle midler, begyndte at blive fortrængt fra medier og undervisningsinstitutioner for 50 år siden. Det er vores vilkår. Et halvt århundredes massive fortællinger om, at ”et undertrykt folk har altid ret”, en hjerneløs romantisering af koldblodige mordere, et voldsomt stockholm-syndrom og flirten med revolutionær socialisme har taget livet af en bred, folkelig opbakning bag Israel. Jeg tør ikke engang håbe på en silent majority – som ikke marcherer truende i gaderne, men som f.eks. gav statsminister Anker Jørgensen sin støtte, da han i 1973 sagde, at araberne ville smide jøderne i havet, hvorpå Danmark sammen med Holland blev ramt af en særlig hård arabisk olieboykot.

Men i dag får et borgerforslag om øjeblikkelig våbenhvile på rekordtid de krævede 50.000 underskrifter.

Zions Viises… og Fake News

Nu, tre uger efter Hamas’ blodige hærgen og bortførsler er DR’s og andre mediers dækning stort set udelukkende præget af bekymring for de civile i Gaza.

LÆS OGSÅ:  Efter protesterne i Iran kan ingen påstå, at tørklædet er kvindefrigørende

I over et døgn slugte alle medier råt ”de palæstinensiske sundhedsmyndigheders” fortælling om, at Israel med en enkelt raket havde dræbt 500 civile på Al Ahli-hospitalet. Alverdens militær- og sprængstofeksperter, Wall Street Journal, selv BBC og Associated Press konkluderer nu, at det umuligt kunne være et israelsk missil, som ramte parkeringspladsen foran det uskadte Al Ahli-hospital i Gaza By; men for en ægte Israel-hader er den slags bare fake news fra medier, som er i hænderne på magtfulde jødiske zionister. For Danmarks Radio er det nu ”en eksplosion”, som ikke længere omtales; ikke en afsløret arabisk løgn.

Se blot DR’s omtale af konflikten i dag: ”FN’s menneskerettighedskommission frygter, at israelske angreb på Jabalia-flygtningelejren i Gaza kan anses som krigsforbrydelser”.

FN er en antijødisk slampøl

Forkert – og dårlig research: UNHRC frygter ikke, men håber igen at kunne bagvaske Israel. UNHRC (ikke at forveksle med UNHCR) er en joke. Det består af 47 lande, er overtaget af muslimer, kannibaler og jødehadere, som i 30 år har brugt 15 procent af alle møder (og millioner af dollars) på at fordømme ét land: Israel. Men hvad véd en dum kommunikationsstuderende fra RUC på praktik på DR om det? Eller gider undersøge det?

I øvrigt har jeg været i Jabalia. Det er ikke en ”flygtningelejr” med røde halvmåne-telte og magre kameler og æsler, men tæt etagebyggeri i 2-5 etager, og ikke et klap værre end andre forstæder i den omkringliggende lurvede arabiske verden.

Også UNICEF bliver i DR kaldt til undsætning for de belejrede Hamas-krigere: ”Flere børn er dræbt i Gaza på tre uger end i alle verdens konfliktzoner i løbet af hele sidste år Det kan ikke forklares som utilsigtede følgeskader, mener Unicef.”

…og UNICEF med

Netop. Jødiske børn, som blev knivdræbt i vuggen eller brændt i beskyttelsesrummet kan dårligt forklares som ”utilsigtede følgeskaber”, men det er nok ikke dem, som UNICEF-chef Catherine Russel tænker på. For ikke at provokere de donorer, som betaler hende og den gigantiske UNICEF-stab deres fede løn, sender hun dog også en tanke til de unge, som deltog i Rave-festivalen for fred i Negev-ørkenen, hvoraf 260 blev skudt ned som kaniner.

LÆS OGSÅ:  Den afgående regering var gift for ytringsfriheden, men en ny socialdemokratisk regering bliver næppe bedre

”Hvad end der er tale om unge mennesker, der deltager i en musikfestival, eller om børn, som forsøger at have en hverdag i Gaza, så fortjener de fred. Børn starter ikke konflikter, og de er magtesløse i forhold til at stoppe dem.”

Én rigtig og én forkert: Gazas børn er ganske rigtigt magtesløse og kan ikke løsne det jerngreb, som Hamas holder Gazai, og de kan ikke undslippe den forskruede hjernevask, som deres forældre har udsat dem for.

Fra pot-rygere til terrorist-dræbere på et døgn

Men ”de unge mennesker”, som overlevede Hamas’ angreb på musikfestivalen er heldigvis ikke ”magtesløse”. Selv om de i dansede rundt let påklædte eller i underlige gevandter og med dreadlocks og røg pot, så befinder de sig nu i den israelske hærs uniformer, er bevæbnet til tænderne, som de bider sammen, mens de i disse timer er trængt ind i ormegrotten, hvor de dræber alt, der bare minder om Hamas.

Og det er da en trøst. Som jeg skrev i begyndelsen, er Israels forsvarere hårdt trængt i dag, et halvt århundrede efter Yom Kippur-krigen. Israel er det eneste land, som ikke har lov at vinde en krig. Men det gør de nok alligevel igen, og denne gang eftertrykkeligt, men det er ikke for sarte sjæle eller for en vestlig verden, som har opgivet sit krigerethos.

Gør hjertet, mens du venter på sejren

Mens jeg venter på, at de sidste Hamas-krigere bliver jagtet og skånselsløs aflivet som gale hunde i Gaza City’s afsvedne ruiner, har jeg lukket af for alle, som simulerer medfølelse med døde arabere. Jeg ser nu udelukkende mine Gaza-Israel-nyheder på den israelske TV-kanal ”i24 News” på Youtube. Om aftenen ser vi (for tredje gang) her på Nørrebrogade den israelske TV-serie ”Fauda” på Netflix. Kan varmt anbefales. Den dæmoniserer ikke araberne. Men igen: skarp lud til skurvede hoveder, ikke sandt?

Jeg gør mit hjerte hårdt, og der er ikke ét blodigt, forbrændt eller lemlæstet arabisk barn, som får mig til at vakle eller skifte mening; ethvert lig bør lægges på Hamas’ og de danske Nyttige Idioters dørtrin.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)