Myndighederne har i månedsvis stået magtesløse over for de to muslimske familier, der i mere end et år har hærget Korsør og ghettoområdet på Motalavej. Nu viser interne dokumenter, at imamer har mæglet i konflikten, skriver Berlingske.
Stater har det, man kalder et voldsmonopol. I et moderne demokratisk samfund er staten den eneste instans, der har ret til at udøve vold mod borgerne under bestemte forudsætninger. Statens magtmonopol betyder også, at staten er den eneste instans, der kan gennemtvinge nødvendige løsninger, hvis noget i civilsamfundet bryder sammen.
Men i Korsør er det forskellige imamer, der har forsøgt at mægle i klan-konflikten, fordi staten – myndighederne og politiet – er magtesløs, og fordi de stridende parter sagde nej til en dansk advokat som konfliktmægler.
At tage en dansk by som gidsel i en muslimsk klan-konflikt i mere end et år er en falliterklæring for politikerne og politiet, der ikke magter opgaven med at opretholde ro og retsorden i dette land. Balladen i Korsør leverer et tydeligt bevis på, at muslimske klaner har større magt end politiet og loven.
I Danmark burde enten myndighederne eller politiet mægle i konflikter og ikke imamer eller andre aktører fra de muslimske miljøer. Men i mødet med den muslimske machokultur bøjer myndighederne og politiet nakken og giver slip på deres magtbeføjelser. Det kan derfor ikke undre, at imamer forsøger sig som en selvbestaltet retsinstans.
Det er en hån mod danskernes retsfølelse, at det ikke er dansk politi, men muslimske imamer, der fungerer som mægler i konflikten. Det udstiller et ynkeligt samfund, der har spillet fallit. Muslimske klaner har ganske enkelt overtaget statens magtbeføjelser.
Imamer har i øvrigt ved flere lejligheder tidligere mæglet i bandekonflikter, f.eks. i det vestlige Aarhus samt i København på Dortheavej i 2017. For mange i København var det rystende at opleve, at bandekrigen først blev standset, da folk med forbindelse til en kontroversiel københavnsk moske trådte ind som mæglere.
Dette forløb anskueliggjorde, at parallelsamfundets egne regler og normer er i stand til at overtrumfe politiets magt og samfundets forsøg på at vinde kontrollen med gaderne tilbage.
Det mest elementære for en stat er, at den kan garantere lov og orden samt borgernes fysiske sikkerhed. At dømme efter myndighedernes og politiets udtalelser om klan-konflikten i Korsør kan man ikke længere give den garanti. Det er en total falliterklæring for det danske retssamfund.
André Rossmann
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)