FN er antisemitisk og skal reformeres!

Skønt FN i 1947 besluttede at dele området Palæstina i en jødisk og en arabisk stat, har verdensorganisationen nærmest lige siden været efter det folk, jøderne, der accepterede FN-delingen, mens den omvendt har støttet det folk, de arabiske palæstinensere, der IKKE ville anerkende delingen!

Således begyndte FN sin antisemitiske adfærd i 1949 efter at araberne (Egypten, Syrien, Jordan, Irak, Libanon mfl.) havde tabt deres udslettelseskrig mod Israel. En krig som araberne havde startet i stort set samme øjeblik som jøderne erklærede staten Israel for oprettet (d. 14. maj 1948). Op til og under krigen udsattes jøderne yderligere for pogromer i alle arabiske stater og mere end 800.000 flygtede fra volden, drabene og forfølgelserne.

Jøderne gik dermed fra asken til ilden (fra nazisterne til araberne), men hvis nogen skulle forfalde til at tro, at verden/FN stod parat til at hjælpe dem imod de aggressive og jødehadende arabiske stater, så må de – som antydet ovenfor – tro om igen. Der var ingen hjælp at hente! – bortset fra lidt basale fornødenheder fra USA og (uofficielt) lidt våben fra Danmark! At jøderne overlevede og sikrede Israels fortsatte eksistens, skyldtes udelukkende dem selv! På trods af landets lidenhed – i geografisk udstrækning er Israel mindre end Jylland – og med en befolkning i 1948 på kun 7-800.000, var man alligevel i stand til at besejre de enorme arabiske hære. Herunder sikrede man de 800.000 jødiske flygtninge et hjem og tilflugtssted.

FNs flygtningehistoriske fortælling

Hvor fordrivelsen af de 800.000 jøder fra de arabiske lande intet fylder i FNs flygtningehistoriske fortælling, så er det modsatte tilfældet for de 700.000 arabiske palæstinensere, som flygtede under den arabiske krig. I FN-fortællingen gøres disse til ofre og det impliceres, at det var Israel/jøderne, der stod bag fordrivelsen af dem. Dermed konstituerer FN Israel som konfliktens onde ”spiller”.

Skønt der ikke kan herske tvivl om, at Israel i sagens natur (= krigen) har måttet fjerne (deportere) arabere, som de har anset for at være en trussel mod Israels sikkerhed/overlevelse, så var det araberne selv, som stod for de helt store flygtningebevægelser. De bad nemlig de palæstinensiske arabere om at forlade krigsområdet, mens de udslettede Israel fra landkortet. Noget der højest ville tage et par uger, lovede man, hvorpå de palæstinensiske arabere trygt kunne vende hjem igen. Hundredtusinder forlod derfor deres hjem. Ligeledes flygtede mange palæstinensere af sig selv af frygt for deres liv under kampene.

FNs fortælling med en god (palæstinenserne) og en ond (Israel/jøderne) ”spiller”, er ikke bare et brud på organisationens eget neutralitetsprincip, det er også så groft og åbenlyst et brud på og forvrængning af sandheden omkring Israel-Palæstina konflikten og dens oprindelse, at der kun kan være tale om en bevidst operation og således om antisemitisme.

FNs narrativ om Israel er løgn

Mange palæstinensiske arabere, der flygtede fra krigen i Israel, drog til Gaza og Vestbredden, andre endte i områder i Libanon, Syrien, Jordan og Egypten. Gaza og Vestbredden husede i forvejen mange palæstinensere. Da FN, ifølge delingsplanen, havde tildelt de arabiske palæstinensere disse områder og da det var araberne, Egypten og Jordan, ikke Israel, der efter krigen havde kontrollen med områderne, er det oplagt at spørge, hvorfor man ikke bare oprettede en palæstinensisk stat der?

Svaret var/er, at araberne nægtede at anerkende FNs delingsplan, tostatsløsningen, både før og efter krigen mod Israel. Hele Palæstina området, herunder Israel, er nemlig, ifølge araberne/palæstinenserne (de fundamentalistiske muslimer), islams hellige jord og jødernes tilstedeværelse er derfor vanærende og ikke en mulighed! Kort sagt: Det er ALENE muslimerne, der har ejendomsretten til det palæstinensiske område, herunder det israelske, og derfor er det kun dem, der har ret til at være der!

Når derfor FNs (og den vestlige venstrefløjs) narrativ er og altid har været, at Israel er en imperialistisk besættelsesmagt, der er skyld i, at en tostatsløsning aldrig har kunnet realiseres, så er det simpelt hen det rene nonsens, det er løgn!

Hamas kamp mod Israel er religiøs

Den arabiske kamp mod Israel/jøderne er religiøs, ikke verdslig/national. Et konkret udtryk for dette var dannelsen af PLO (den Palæstinensiske Befrielsesorganisation) på et tidspunkt (1964), hvor Israel endnu ikke havde besat/taget kontrol med Gaza og Vestbredden (hvilket først skete i 1967). PLO blev derfor ikke dannet for at bekæmpe og befri palæstinenserne fra en Israelsk besættelse af Gaza og Vestbredden, nej, dannelsen skete med henblik på en befrielse fra jødestatens tilstedeværelse på hellig islamisk jord (hele Palæstina), dvs. en udslettelse af Israel.

I sit politiske manifest udtrykker Hamas konkret denne islamistiske tilgang. Det hedder: ”Israel vil eksistere indtil Islam udsletter det (…) Det palæstinensiske land er Islams hellige ejendom (…) fredsinitiativer, fredelige løsninger og internationale konferencer er i modstrid med den islamiske modstandsbevægelses (Hamas’) principper (…) Den eneste løsning på det palæstinensiske problem, er Jihad (hellig krig).”

Hvor det, ifølge FNs fortælling, som nævnt er Israel, der står i vejen for en tostatsløsning, så er sandheden den stik modsatte, nemlig at det er palæstinenserne/Hamas, der med udgangspunkt i et religiøst fanatisk krav, der ikke burde have nogen gang i en moderne verden, nægter en forhandlingsløsning, nægter en tostatsløsning.

Det er derfor ikke mærkeligt, at de utallige forsøg Vesten og FN igennem tiden har gjort for at få en endelig fredsløsning, altid er gået i vasken.

FN burde have løst konflikten

FN er sat i verden til, som en neutral ”spiller”, at løse eller medvirke til at løse konflikter mellem stater og folk. En standard organisationen ikke lever op til, når det gælder Israel-Palæstina konflikten, hvor den optræder antisemitisk og propalæstinensisk.

FN skulle allerede i 1947, da araberne nægtede at acceptere delingsplanen, være trådt i karakter og gjort det klart for araberne, at delingen var, hvad verden kunne tilbyde dem. I stedet for valgte verdensorganisationen, efter at araberne i 1949 havde tabt deres udslettelseskrig, at gøre palæstinenserne til ofre og give dem flygtningestatus. Palæstinenserne er dermed det eneste folk nogensinde i verdenshistorien, som har et land, men er blevet erklæret for flygtninge, fordi de ikke vil have landet!

Yderligere har FN besluttet, at palæstinensernes flygtningestatus skal gå i arv fra generation til generation, hvorfor de 700.000 erklærede flygtninge fra 1949 i dag er blevet til op imod 7 millioner(!), som verden – det vil selvfølgelig først og fremmest sige den vestlige godhedsverden – gladeligt underholder med milliarder og atter milliarder af dollars.

UNRWA og Hamas

Med sin offer- og flygtningepolitik opretholder FN konflikten i stedet for at løse den (!), og man har som katalysator for opretholdelsen etableret hjælpeorganisationen for palæstinensiske flygtninge, UNRWA.

UNRWA er en af to FN-flygtninge organisationer, den anden er UNHCR. UNRWA tager sig, som antydet, alene af palæstinenserne, mens UNHCRs engagement angår alle verdens øvrige flygtninge. UNRWA blev dannet i dec. 1949, samme år som krigen mellem araberne og Israel sluttede. UNHCR blev dannet et år senere i dec. 1950 og altså 5 år efter, at 2. verdenskrig med sine millioner af flygtninge sluttede. Som det hedder med et populært udtryk, så er der forskel på folk.

UNRWA er organiseret i 5 områder: Jordan, Syrien, Libanon, Vestbredden og Gaza. Organisationen har 25.000 ansatte, hvilket er 5.000 flere end UNHCR, som er repræsenteret i 138 lande!! Ca. 99 procent af de ansatte i UNRWA er palæstinensere. 10.000 af de 25.000 er ansat i det Hamas kontrollerede Gaza. De 10.000 er hovedsageligt medlemmer af Hamas eller i familie med folk, der er det! Derfor er det ikke så mærkeligt, når mange kritikkere peger på, at (FN)UNRWA og Hamas er et og det samme.

Overraskende er det således heller ikke, at UN Watch i en rapport fra november 2023 (”UNRWA: Hate starts here”) har kunnet dokumentere, at flere (FN)UNRWA-lærere på de sociale medier hyldede Hamas’ bestialske mord- og torturaktion mod Israel den 7. okt.  Hyldesten var i øvrigt ikke enestående, således har UN Watch siden 2015 flere gange påvist samme positive UNRWA-reaktion i relation til Hamas’ voldsaktioner mod Israel. UN Watch vurderer herunder, ”at tusinder af UNRWA-ansatte (de senere år) har hyldet og støttet (Hamas’) had og vold”.

UNRWA driver 183 skoler med ca. 286.000 elever i Gaza. Undervisningsmaterialet er gennemsyret af jødehad og opfordrer til vold, djihad og martyrium, som UNRWA-lærerne så underviser/hjernevasker de palæstinensiske børn i (IMPACT-se, Rapport november 2023). At hjernevasken er effektiv, peger ovennævnte UN Watch rapport på, idet den fortæller, at mindst 100 af de palæstinensiske terrorister fra den 7. okt. var tidligere elever i UNRWAs jødehadsskoler.

FN skal reformeres

I forhold til Israel-Palæstina konflikten er FN pilrådden helt ind til benet. Organisationen er antisemitisk og har mistet al troværdighed som neutral ”spiller”. Dens løbende useriøse resolutioner imod Israel, som den smider om sig med som havde den været en anden islamisk fatwa udsteder, er en skændsel mod ligeværdighed, fornuft, menneskehed og liv. Og dens sammensmeltning med den bestialske og afstumpede, menneske- og livsfjendske, døds- og torturkult, terrorbevægelsen Hamas, hører ikke hjemme i noget regi af et sundt, neutralt og velfungerende FN og kan ikke accepteres!

I sin nuværende form bør FN derfor ikke eje retten til at optræde som verdensautoritet i Israel-Palæstina konflikten, dvs. organisationen bør ingen autoritativ ret have til at beslutte eller udtale sig om noget overhovedet samme konflikt vedrørende.

Hvis FN skal genvinde sin neutralitet og troværdighed, må organisationen nødvendigvis reformeres. Det betyder, at UNRWA skal opløses og fjernes fuldstændigt. Herefter skal alle flygtninge samles under UNHCR. Altså ingen særskilt og nedarvet flygtningestatus til palæstinenserne, ja, ingen flygtningestatus overhovedet!

Et reformeret FN skal yderligere kræve, at palæstinenserne tager ansvar for sig selv og bygger det land op, de har fået tildelt. Herunder skal det kræves, at palæstinenserne anerkender Israels ret til eksistere.

Hvis ikke palæstinenserne selv vil noget, men kun djihad og jødeudryddelse, så har de ingen plads i en moderne (stadig mere globaliseret) verden. I så fald skal Israel-Palæstina konflikten derfor ikke længere være en sag for FN, men skal alene være palæstinensernes problem, og de skal så leve eller dø uden så meget som en dollar i støtte fra verdensorganisationen.