Forfærdelig udvikling for Ytringsfriheden i Irland 


Hver uge tager 24NYT temperaturen på ytringsfriheden både i og udenfor Danmark. Medlemmer af Trykkefrihedsselskabets ledelse skriver på skift om aktuelle emner, hvor det frie ord er sat på prøve.


 

”En forfærdelig skønhed er født” – skrev digteren W. B. Yeats om det nye Irland efter Påskeoprøret i 1916. I dag er Irland nok ”aldeles forandret[1]”, men mere forfærdelig end en skønhed.

“Et forbud mod bomber ville være bedre end et forbud mod bøger”– skrev The Irish Times den 8.06. 1957. I den Irske Fristat herskede efter 1922 et katolsk censurregime, som forbød bøger af forfattere som Frank O’Connor, Brendan Behan, Benedict Kiely og som tvang fritænkere som James Joyce og f.eks. den danske forfatter Signe Toksvig og hendes irske mand Francis Hackett i eksil i 1937.

Dengang var medier og kulturelite i Irland ofte imod censur og indskrænkninger af ytringsfriheden. Det er de ikke mere. Nu støtter medier, kulturpersonligheder og politikere f.eks. ukritisk Irlands nye ’hate-speech’-lovgivning, som Trykkefrihedsselskabet tidligere har anholdt for brutalt og radikalt at indskrænke ytringsfriheden på den grønne ø. Regeringen mangler dog at få sin nye censurlovgivning vedtaget i senatet, Irlands andetkammer, og derfor udnytter den politiske elite nu kynisk novembers voldelige uroligheder i Dublin til dette formål. Urolighederne opstod efter en muslimsk indvandrers knivangreb på en kvinde og flere børn udenfor en skole i Dublin. Dernæst brændte dele af byens underklasse politibiler af og råbte slagord, der udtrykte protest mod sociale problemer og kriminalitet skabt af den irske regerings liberale udlændingepolitik.

LÆS OGSÅ:  Kriminalisering af "påvirkningsvirksomhed", der tilsyneladende stammer fra Rusland

Umiddelbart efter urolighederne i Dublin talte Irlands statsminister Varadkar for hatespeechlovens indskrænkninger af ytringsfriheden, han betegnede uromagerne som ”højreradikale racister” og han lovede at udvide politiets myndighed til overvågning og afstraffelse af befolkningens ytringer særlig på sociale medier.

Regeringens hate-speech lov, hvis uudtalelige navn[2]også gør den velegnet som alkoholtest i Dublins pubber, vil gøre det til en forbrydelse at sige eller skrive noget, som nogen fra særligt udvalgte samfundsgrupper måtte finde hadefuldt eller anstødeligt. Iflg. loven, som ikke definerer ”hadtale”, skal irske myndigheders afgørelse af, hvorvidt en strafbar hadtale-handling har fundet sted, fremover være såkaldt ”perceptionsbaseret”, dvs. at enhver, som opfatter sig selv som offer for en hadtale-forbrydelse automatisk skal tages alvorligt og en politiefterforskning indledes. Loven åbner for en strøm af retssager, myndighedsindgreb og straf f.eks.mod enhver, som påstår at køn er biologisk bestemt eller konstaterer kendsgerninger om muslimske indvandreres overrepræsentation i kriminalitetsstatistiskkerne. Helt Orwellsk gør loven også besiddelse af ikke offentliggjort, ikke-defineret ”hadtale” til en strafbar handling og udvider således betydeligt magthavernes muligheder for indskrænkning af borgernes ytringsfrihed. ”Besiddelse” af strafbart materiale kunne være en provokerende video lagret på ens computer eller besiddelse af en kontroversiel tekst.

I forbindelse med Dublin urolighederne efter den muslimsk mands knivterrorangreb på børn, har myndighederne også i Belfast efterforsket graffitislogans som f.eks. ”Irish Lives Matter” som en hadforbrydelse, mens en muslimsk byrådspolitikers udsagn i Limerick om, at ballademagerne i Dublin burde ”skydes i hovedet” og tæves ihjel tilsyneladende ikke af irske myndigheder efterforskes som hadefuld tale?

LÆS OGSÅ:  Dilemmaernes tid

Loven tjener altså som magthaverinstrument det politiske formål at sikre nedlukning for regeringskritisk borgerjournalistik, folkelige protester og kritiske røster mod regeringens åbne udlændingepolitik og står som åbenlys illustration af den generelle europæiske tendens til at lade muslimsk masseindvandring ledsage af autoritære indskrænkninger af frihedsrettigheder.

Således indledte irsk politi for nylig en efterforskning af påstået ”hate speech” mod landets tidligere nævefægter; bokseren Conor McGregor, fordi han i kølvandet på knivoverfaldet i Dublin på sociale medier havde udtalt sig kritisk om regeringens udlændingepolitik. McGregor tog på sociale medier klart afstand fra uromagerne i Dublin i november, men udtalte behov for udlændingepolitisk ”forandring” – og blev dermed underkastet politimæssig efterforskning.

Da jeg i august i Trykkefrihedsselskabet havde lejlighed til at spørge Tommy Robinson, hvorfor han mente, at Irlands politiske elite nu slår så hårdt ned på ytringsfriheden, kom svaret prompte: ”Fordi nu i de sidste to tre år har de oversvømmet Irland helt ukontrolleret og den irske befolkning gør nu oprør og vågner op til erkendelsen af, hvordan det bliver i fremtiden. Magthaverne vil forhindre folket i at få disse informationer, før det er for sent …”  Og, som profeteret af Robinson, udtalte således for nylig Kitty Holland, stjernejournalist ved The Irish Times og repræsentativ for Irlands medieelite, at medierne – af politiske grunde og af hensyn til ”almenvellet” –  fremover bør undertrykke nyheder og historier om den indvandrede vold og kriminalitet i landet.

LÆS OGSÅ:  Sætter universiteterne ideologi over videnskabelig saglighed? 

Omkring tre ud af fire irere er iflg. meningsmålinger imod regeringens indskrænkninger i ytringsfriheden. Hvis de ikke snart organiserer sig politisk og protesterer fredeligt og ordentligt mod denne udvikling, vil de i fremtiden måske slet ikke have denne demokratiske rettighed? For i fremtidens Irland på Leo Varadkars autoritære Dyregård er alle borgere lige – men nogle er mere lige end andre!


[1] “Changed utterly”: https://www.his2rie.dk/kildetekster/irland-historie-og-samfund-i-et-aarhundrede-2-udgave/tekst-13/

 

[2] Criminal Justice (Incitement to Violence or Hatred and Hate Offences) Bill

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)