Forfatningsdomstolen – Oligarkiets permanente Undtagelsestilstand

Suveræn er den, der behersker undtagelsestilstanden. Rigsretssagen mod Støjberg får politikere og mediemagthavere til at længes. Tilbage til rigsretstilstanden i starten af 1990’erne. Til de gode gamle dage, hvor regeringsmagt og politik i Danmark ikke bestemtes af vælgerne, men af jurister og journalister. Hvor ikke folket, men Thomas Rørdam og Christine Cordsen var konge. Midlet til det mål er forfatningsdomstolen. Den permanente demokratiske undtagelsestilstand og et nyt udemokratisk Andetkammer.

Danske politikere og medier kritiserer ellers ofte Putins Rusland og Erdogans Tyrkiet for det udemokratiske magtmisbrug af retsvæsen og efterretningstjeneste til neutralisering af dissidenter og politiske modstandere. Russiske myndigheders nylige fængsling af systemkritikeren Alexsej Navalnyj og afsløringen af forsøget på at forgifte ham ligner alt sammen en typisk autoritær russisk skueproces.

Men den rå og udemokratiske magtvilje til misbrug af retsvæsen og efterretningstjeneste mod besværlige politiske modstandere findes skam også i Vesteuropa og er for nylig i Danmark blevet mere udtalt.

Folketingsflertallets beslutning om en rigsretssag mod Støjberg for at have beskyttet barnebrude, mens statsminister Mette Frederiksen går fri efter nedslagtningen af minkerhvervet uden demokratisk lovgrundlag synliggør i hvert fald for mange, hvordan den slags politiske retssager i Danmark reelt mere afgøres af magtforhold end af nøgtern juridisk videnskab.  Det har desværre fået magtfulde kredse i medier og politik til at forlange en tysk eller amerikansk inspireret forfatningsdomstol i Danmark. En forfatningsdomstol skulle i teorien sikre mod regeringer eller Folketingsflertals vilkårlige magtudøvelse, men vil i praksis kun forstærke politiseringen af retssystemet og indskrænke demokrati og ytringsfrihed ved at gøre politiske spørgsmål og demokratiske uenigheder til juridiske processer. For nylig har magtfulde politikere fra det Radikale Venstre, de Frie Grønne, Liberal Alliance og de Konservative alligevel ønsket sig et juridisk-politisk magtorgan i form af en forfatningsdomstol. Også debatredaktør Ove Nørhave finder i Nordjyske Medier anledning i Støjberg-sagen til at foreslå en forfatningsdomstol i Danmark.

En forfatningsdomstol er en dårlig idé. Et udemokratisk Overformynderi styret af ikke-folkevalgte juristers subjektive politiske og juridiske aktivisme. Og tilsvarende institutioner i Amerika og Tyskland er ikke demokratiske eksempler til efterfølgelse. Slet ikke i Amerika, hvor ikke-folkevalgte dommere og en juridisk-politisk aktivisme undertiden kan afgøre demokratiske valg (2000) og sidder på den udøvende magt i svære etiske spørgsmål som f.eks. abort. Samtidig har vi set USA’s interne efterretningstjeneste, FBI, iværksætte hemmelig overvågning af Trumps præsidentkampagne i 2016 på baggrund af konspirationsteorier om ”russisk indblanding” og det såkaldte ”Steel-dossier”, der var betalt af Clinton-kampagnen. FBI ser altså ud til at have modarbejdet en demokratisk valgt politiker for at hjælpe den politiske modpart.

I Tyskland har en forvaltningsdomstol i Köln for nylig afvist en klage fra landets tredjestørste demokratiske parti, AfD, som juridisk har forsøgt at beskytte sig mod efterretningstjenestens beslutning om at sætte AfD under overvågning. Bundesamt für Verfassungsschutz begrunder sin overvågning af AfD med påstanden om at partiet udfolder ”forfatningsfjendtlige bestræbelser” og BfVs skridt kan i sidste instans ende med at den tyske forfatningsdomstol simpelthen forbyder AfD som Tysklands eneste, demokratiske nationalkonservative parti. BfVs skridt indebærer telefonaflytninger, hemmelige informanter mod AfD-miljøet og reelt berufsverbot for AfD-medlemmer i offentlige stillinger som f.eks. skolelærere, politibetjente og i hæren. Også i den private sektor vil BfVs kriminalisering af AfD i praksis føre til berufsverbot og begrænse karrieremuligheder for demokratiske nationalkonservative. Dette autoritære skridt fra Tysklands efterretningstjeneste skal ses i landets politiske sammenhæng, hvor store koalitioner mellem CDU, CSU og SPD  udvisker demokratiske meningsforskelle og den evige kansler Merkel kan udlægge sin politik som ”alternativløs”. Samtidig med at den tyske mediemagt i vid udstrækning udgrænser AfD fra den demokratiske samtale og mere eller mindre direkte fremstiller det som et slags naziparti. I Tyskland er det historiske skyldkompleks særdeles magtfuldt, men det er også det politiske misbrug af denne arvesynd. Særlig fordi AfD udfordrer gamle magthaverpositioner med sin kritik af samfundsproblemer, som medier og store koalitionspartier ikke taler om: Euroen som økonomisk fejlkonstruktion, demokratisk underskud i EU, uansvarlig udlændingepolitik og voksende kriminalitet, uansvarlig energipolitik og en politisk korrekt indskrænkning af ytringsfriheden og den demokratiske meningskorridor. Her har AfD været et demokratisk alternativ til gamle magthaverpartier. Hvilket vel er, hvad demokrati går ud på: Muligheden for at vælge alternativer? Men hvor retssystem og efterretningstjeneste misbruges til at neutralisere demokratiske alternativer, undergraves selve folkestyret.

Tyskland er vel det eneste land i Vesteuropa, hvis politiske og juridiske elite med ukritisk støtte fra mediemagten kan aktivere retssystemet og den indenlandske efterretningstjeneste i kampen mod demokratiske partier, der udfordrer gamle magthaverpositioner?

Det minder jo alt sammen om noget, som vi har set før i Tyskland, og det vil underminere demokrati og ytringsfrihed, hvis vi går samme vej herhjemme.

”De, som gør fredelig revolution umulig … gør voldelig revolution uundgåelig” – sagde John F. Kennedy. Hvis en dyb stat af gamle politikere, forfatningsdomstole og efterretningstjenester i stigende grad misbruger deres magt, fordi de anser en lang række samfundsspørgsmål for at være dybest set uegnede til at blive underkastet demokratisk debat – og for at være uegnede til at blive underkendt i stemmeboksen – så bryder demokratiet sammen

Demokrati indebærer ytringsfrihed, politiske alternativer, uenighed og voldsomme kampe på argumenter. Det er ytringsfriheden, den hårde meningsudveksling og en demokratisk beslutningsproces på grundlag af fornuftige argumenters frie konkurrence, der gør folkestyret til den mest rationelle styreform. En forfatningsdomstol og en stigende brug af et politiseret retssystem mod besværlige politiske modstandere undergraver folkestyret. Og fører til oligarki. Af et privilegeret, politisk korrekt Juristeristisk- Journalistisk VenstreParti med udøvende magt over alt og alle. Og folkevalgt af ingen.