Gode mennesker versus onde mennesker

Jeg vil hermed komme med en tilståelse. Jeg tilhører kategorien onde mennesker, det siger de gode i hvert fald. Og så er jeg oven i købet også racist, altså også efter de gode menneskers målestok. 

Og nu jeg er i gang med at udkrænge min sorte sjæl, så må jeg også hellere tilstå, at jeg er meget politisk ukorrekt. Så jeg burde nok sætte mig i et mørkt hjørne og skamme mig – eller i det mindste sige undskyld. 

Det er jo blevet så populært at sige undskyld for alt muligt, også for noget der er sket for lang tid siden. Man skal endda også sige undskyld for noget, andre har gjort årtier tilbage, og man kan da godt forestille sig, at de efter en sådan offentlig bodsgang føler sig rigtig godt tilpas og som et godt menneske. Det må være samme følelse katolikker har efter et besøg i skriftestolen.

Hvordan opnår man så at få prædikatet som et ondt menneske heftet på sig. Man skal såmænd blot protestere imod den tiltagende islamisering af Danmark og den fortsatte strøm af migranter fra især MENA-området ind i Europa.

Desværre må jeg så også bedrøve de gode mennesker med, at prædikatet som et ondt menneske preller af på mig, jeg kunne ikke drømme om at bøje nakken og undskylde for, hvad jeg melder ud både mundtligt og skriftligt i indvandrerdebatten. ”Jeg foretrækker at dø stående fremfor at leve på knæ”.

I indvandrerdebatten er der en skarp adskillelse mellem de gode og de onde mennesker. De gode ønsker alle, der banker på Danmarks dør, hjertelig velkommen, uanset hvad de har med i bagagen af en totalt fremmed kultur med kriminalitet og had til og foragt for vores kristne demokrati. 

Til gengæld er man et ondt menneske, hvis man selv vil have indflydelse på, hvem man inviterer indenfor i Danmarks hus. Og er man samtidig kraftig modstander af den politiske ideologi islam, så er man også racist.

Men det er netop islam, der er problemet. De gode siger, at alle må tro på, hvad de vil. Men i Vesten er religion og politik adskilt i modsætning til i islam, hvor de hænger uløseligt sammen, og hvor alle er tvunget til samme tro. Det kan endda være forbundet med dødsstraf at vælge islam fra. Hvor er friheden til at tro på, hvad man vil, så blevet af? Kan de gode ikke selv få øje på problemet?

Desuden indeholder Islam alt andet end den kærlighed, de gode taler så meget om, tværtimod er islam fyldt med brutalitet og vold. Det kan derfor undre, at godheden ikke slår revner, når de læser om alle voldtægterne, overfaldene, drabene m.v., der løbende bliver begået mod os danskere i Allahs navn. Nå, måske undlader de helt bevidst at læse om den slags netop for ikke at få ødelagt deres glansbillede af islam som kærlighedens religion.

Det er trist at skulle sige det, men de gode mennesker er også meget naive, og måske hænger de to ting sammen. For tror man på alt det, vi bliver hjernevasket med i mainstream-medierne om alle de fordele, vi har af den muslimske indvandring og islams store kærlighed til andre, så er man virkelig naiv. 

Islam kan ikke reformeres, demokratiseres eller modereres, det ligger i hele islams opbygning. Den tyrkiske premierminister Recep Tayyip Erdogan lægger ikke skjul på, hvad islam er: ”Minareterne er vores bajonetter, kuplerne vores skjolde og moskeerne vores kaserner, de troende vore soldater. Denne hellige hær beskytter min religion. Allah-u-Akbar” (Allah er stor). Tydeligere kan det vist ikke siges.

Religions- og ytringsfrihed er fundamentale i den vestlige kultur, og det kan ikke forenes med islam. Men det vil Vesten ikke erkende, og derfor kan det kun ende katastrofalt at fortsætte med at lukke endnu flere millioner migranter, fortrinsvis virile unge mænd – islams soldater? – ind i Europa.

Men de gode vender ryggen til vi ondes frygt for Danmarks fremtid og påstår hårdnakket, at muslimer er nøjagtig som os, og at islam bare skal ændre sig en lille smule, så er der ingen problemer. Så er det, man får lyst til at sige, at den sidste idiot ikke er født endnu.

Og på sidelinjen står så alle ignoranterne, der ikke gider beskæftige sig med noget så verdensfjernt som Danmarks fremtid. Den slags har vi jo politikerne til at tage sig af, mener de åbenbart. Jeg skal så nok undlade at skrive, hvad jeg mener om vores politikere, man må jo ikke bruge ukvemsord på nettet.

I Danmark er der efterhånden givet tilladelse til ikke mindre end 170 moskeer – plus det løse – hvor imamer agerer både regering og domstol og sætter islams love over de danske, som de i realiteten blæser på. Blandt andet florerer flerkoneri helt uanfægtet her i landet og derfor måske også det ækle fænomen barnebrude.

At myndighederne udmærket er klar over, hvad der foregår i de islamiske parallelsamfund, er ret sandsynligt. Men hverken politikere eller myndigheder tør gå i clinch med islam og understrege – og ikke mindst håndhæve – at i Danmark skal alle følge de danske love. Det er langt nemmere at lade som ingenting for ikke at komme i klemme i den voldsomme ballade, det vil resultere i at blande sig. 

I øvrigt har både politikere og myndigheder lige fra dag ét bøjet sig i støvet for muslimerne og vænnet dem til, at i Danmark laver vi særregler for alt det, der strider imod, hvad koranen befaler.

Opdelingen af Danmark er allerede en realitet. Der er store områder, hvor de danske myndigheder holdes mest muligt på afstand, og hvor det er islams love, der håndhæves. Og i takt med, at den muslimske del af befolkningen vokser, vil også disse islamiske parallelsamfund vokse, indtil det på et tidspunkt vil være den oprindelige danske befolkning, der lever i parallelsamfund. 

EU vil fortsat ikke beskytte vores grænser mod horderne af migranter fra fortrinsvis Mellemøsten og Afrika, der derfor uhindret kan strømme ind i EU – både illegale og som ”flygtninge” – i stedet skal de tvangsfordeles i medlemslandene. 

På et tidspunkt vil de gode mennesker blive ramt i nakken af deres egen godhed, og så må vi jo se, om de fortsat vil tilhøre de gode, eller om de også kommer til at tilhøre kategorien onde mennesker, der protesterer imod islamiseringen af Danmark.