Historien om geniet Mozarts storhed og fald vender tilbage

Snart kan Kasper Holtens anmelderroste iscenesættelse af Peter Shaffers AMADEUS igen opleves på Gamle Scene

Komponisten Salieri har brugt hele sit liv på at opnå berømmelse og rigdom for sin musik. Da Mozart dukker op med sit uovervindelige musikalske talent og frarøver Salieri hans hårdt tilkæmpede position, spirer misundelsen i Salieri, og en ondskabsfuld plan udklækkes.

Den barnagtige og livsglade Mozart hvirvles ind i intriger og rygter på magtens bonede gulve, men hans egne dæmoner gnaver ubønhørligt i hans skrøbelige sind. Til sidst kan end ikke hans elskede Constanze redde ham. Salieri står sejrrigt tilbage, men hans samvittighed æder ham langsomt op indefra. Som i en grufuld drøm ser Salieri tilbage på sine gerninger, og det er her publikum inviteres ind i historien, hvor vi kommer helt tæt på geniet, kærligheden, magten, musikken og hadet.

Historien om geniet Mozart og den misundelige hofkomponist Salieri spillede i vinteren 2019 for udsolgte sale på Gamle Scene. Over 45.000 så årets helt store teatersucces og til januar vender Amadeus tilbage til Gamle Scene med et delvist nyt cast. Lukas Toya, som lige nu spiller Riff i West Side Story i Operaen, spiller geniet Mozart og Amalie Dollerup hans udkårne Constanze, og Henrik Kofoed overtager rollen som Salieri.

Amadeus er fyldt med noget af Mozarts bedste musik spillet på scenen af Det Kongelige Kapel, der sammen med dygtige sangere og dansere og eminente skuespillere bringer dette fængslende drama til live.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)