Højsæson på lavt blus i Billund Lufthavn

2020 blev skudt i gang med vækst og store forventninger til et spændende år med nye rekorder og en endnu travlere højsæson end nogensinde før. Men ud af det blå kom der i stedet en brat opbremsning. Nu er højsæsonen over os, og en ny virkelighed har indfundet sig.

Det er ingen nyhed, at virkeligheden i dag er meget anderledes end, hvad den var sidste år. Det ses på den virkelighed, der udspiller sig i lufthavnen.

I juli 2020 er der gået 73.653 passagerer igennem lufthavnen. Det svarer til 17,3 procent af, hvor mange passagerer der gik igennem i juli 2019. Men det er blevet bedre end de forgangne måneder, og udsigten er at det bliver bedre endnu. Billund Lufthavn har taget arbejdshandskerne på og fokuserer på det positive.

– Det vil være selvdestruerende at fokusere på det negative, så vi glædes over, at den første charterrejse fra Danmark fløj ud af Billund Lufthavn. Vi glædes over, at der er vendt mange af de tidligere flyselskaber tilbage, både netværksselskaber, lavprisselskaber og charterselskaber. På nuværende tidspunkt er der billetter til over 40 direkte destinationer til salg, siger Jan Hessellund, administrerende direktør i Billund Lufthavn.

Tryghed hviler i vanens magt
Mundbind i lufthavnene er nyt for danskerne. Der er ikke påbud om mundbind andre steder i Danmark. Derfor er det et fåtal af danskere, der har vænnet sig til at have mundbind på. Billund Lufthavn er en international lufthavn og det betyder, at her også kommer mange udlændinge. De skal føle sig trygge, og det er der mange, der gør ved brug af mundbind.

– Vi lægger normalvis rammer til flere millioner rejsende, hvoraf over en million af dem er udenlandske turister og erhvervsfolk. Flere af dem er vant til at bære mundbind i det offentlige rum fra deres eget land. De skal have en tryg oplevelse af at lande i Billund Lufthavn. Derfor følger vi både de danske og internationale retningslinjer, så trygheden i lufthavnen favner så bredt som muligt, fortæller Jan Hessellund.

Billund Lufthavn har lavet en undersøgelse, der viser, at danskerne er mest betænksomme ved hygiejnen, kødannelser eller forsamlinger i større grupper. Derfor er det en topprioritet at holde god hygiejne, sørge for selvbetjening ved alle mulige kontaktpunkter og sikre, at de rejsende følges med deres rejsepartnere og holder afstand til andre rejsende.

– Vi gør meget for at informere om retningslinjer, så de rejsende bl.a. bliver mindet om, at vi skal passe på hinanden ved at holde afstand til dem, vi ikke rejser med. Foruden passagerens medansvar for trygheden har lufthavnen også øget rengøringen væsentligt på alle kontaktflader i hele lufthavnen. Vi forsøger at skabe en tryg rejse for alle vores passagerer, fastslår Jan Hessellund.

Rolig sommer på luftfragtsiden
Den begrænsede kapacitet på langdistance flyene ud af hub-lufthavnene påvirker stadig mængden af luftfragt. Billund Lufthavn ser ind i en nedgang i luftfragten på 25,6 procent i juli 2020 kontra juli 2019. Det svarer til en nedgang på 1590 tons luftfragt.

– Trenden med tilbagegang i luftfragt fortsætter ind i juli. Tilbagegangen er både på import og eksport. En del af forklaringen skal findes i at der er lavere kapacitet på store passagerfly, som følge af færre afgange, ud af de europæiske hub-lufthavne til Kina og USA, men samhandlen er også påvirket af COVID-19, afslutter Jan Hessellund.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)