Hollywood udøver selvcensur for ikke at støde Kina

Film, der som ‘Syv år i Tibet’ fra 1997 er kritiske over for Kina, ville ikke kunne produceres i dag, da Kina har fået afgørende indflydelse på filmmarkedet og hvilke historier, der bliver fortalt. Filmproducenterne i Hollywood indretter sig efter forholdene og udøver selvcensur.

Tre film fra 1997, der ikke ville kunne produceres i dag

Syv år i Tibet

Den østrigske bjergbestiger Heinrich Harrer var en del af det hold, der som de første besteg nordsiden af Eiger i 1938. Harrer deltog i 1939 i en ekspedition til Himalaya, og efter flugten fra et indisk fængsel kom han til Tibet. Her tilbragte han årene 1946-1952 i Lhasa, hvor han kom tæt på den tibetanske kultur og blev venner med den dengang tiårige 14. Dalai Lama, som han underviste i engelsk og vestlig kultur. Harrer oplevede i 1950-1951 Kinas invasion af Tibet, hvorefter han i 1952 tog hjem til Østrig. Samme år udgav Harrer selvbiografien Syv år i Tibet.

Tibet var en annekteret selvstyrende region i Kina indtil opstanden i 1959, hvor Dalai Lama efter flere års tøven flygtede til Indien. I 1982 fik Heinrich Harrer efter 30 års fravær mulighed for at vende tilbage til Tibet, og han beskriver sit gensyn i bogen Return to Tibet. Tibet after the Chinese Occupation. Det var en knugende oplevelse for ham at gense de nu ødelagte og vandaliserede klostre og kulturskatte, lige som gamle bekendtskaber fortalte ham forfærdelige historier om koncentrationslejre, tvangsarbejde og politiske mord.

Produktionsselskabet TriStar Pictures filmatiserede i 1997 biografien Syv år i Tibet. Filmen blev instrueret af Jean-Jacques Annaud og havde Brad Pitt i hovedrollen. Det blev en stor publikumssucces, og filmen høstede flere priser. Folkerepublikken Kina var dog ikke begejstret og kritiserede filmens skildring af barske og arrogante kinesiske officerer, der tyranniserer lokalbefolkningen, mens den 14. Dalai Lama omvendt portrætteres positivt. Brad Pitt fik efterfølgende indrejseforbud til Kina og fik først lov til at komme tilbage i 2016.

Kundun

I 1997 producerede Disney også en film om Tibet og særligt om den åndelige leder Dalai Lama, hvis tilnavn er Kundun. Martin Scorsese var instruktør, og på rollelisten var der både en grandnevø og en niece af Dalai Lama. Filmen foregår i Tibet i årene 1937-1959, hvor man  følger den 14. Dalai Lamas udvælgelse, hans opvækst, Kinas invasion og undertrykkelse af det tibetanske folk, forfølgelsen af Dalai Lama og hans flugt til Indien.

Kina lagde pres på Disney for ikke at fuldføre filmen, men da Disney ignorerede truslerne, forbød det kinesiske styre alle film fra Disney. Disneys daværende direktør Michael D. Eisner fortæller: “Alle vores forretninger i Kina blev indstillet fra den ene dag til den anden”. Disney ansatte den tidligere udenrigsminister Henry Kissinger og udførte et intenst lobbyarbejde. I 1998 kom der et møde i stand mellem Michael D. Eisner og premierminister Zhu Rongji. Eisner undskyldte her for Kundun-filmen og kaldte det for en “dum fejltagelse”. “Filmen var en fornærmelse mod vores venner, men bortset fra journalister var det meget få mennesker i verden, der nogensinde så den”. Undskyldningen åbnede for, at Disney senere kunne få en underholdningspark i Shanghai. Instruktøren Martin Scorsese fik dog indrejseforbud til Kina.

Red Corner

En tredje Kina-kritisk film fra 1997 er produktionsselskabet MGM’s film Red Corner. I hovedrollen ses skuespilleren Richard Gere, der i mange år har engageret sig i kampen for et frit Tibet og er ven med Dalai Lama. Spændingsfilmen handler om en forretningsmand, der er i Kina for at indgå en vigtig handelsaftale om satellitrettigheder til det kinesiske TV-marked. Han anklages uretmæssigt for mord og behandles brutalt af et korrupt kinesisk retsvæsen samtidigt med, at USA er tilbageholdende med at hjælpe ham af frygt for kinesiske repressalier.

Richard Gere fortæller, at der var stor tilfredshed med filmen. Filmselskabets ledelse ringede til ham, og han blev inviteret ind i Oprah Winfreys show. Pludselig fik han at vide, at han ikke måtte lave pressearbejde. MGM ville lande en aftale med kineserne men fik at vide, at hvis de frigav filmen, ville kineserne ikke købe den.

Dette skulle blive den sidste Hollywood-film, der forholdt sig kritisk til det kommunistiske Kina. Landets indflydelse på den globale filmindustri er kun blevet større siden da.

Hollywood-skuespillere udelukkes fra Kina

Richard Gere støtter Den Tibetanske Uafhængighedsbevægelse, hvilket gør ham uønsket i Kina. I USA har han i de senere år været udelukket fra de store produktionsselskabers film, da man ikke har villet risikere sanktioner fra Kinas side på grund af hans åbenmundethed, og han har derfor fortrinsvist måttet benytte mindre, uafhængige filmselskaber. “Der er bestemt film, som jeg ikke kan være med i, fordi kineserne ville sige: ‘Ikke med ham'”, fortæller Richard Gere. “Jeg havde for nylig en episode, hvor nogle sagde, at de ikke kunne finansiere en film, hvor jeg var med, fordi det ville gøre kineserne vrede.” Da Gere på et tidspunkt arbejdede med en uafhængigt finansieret film, der ikke ville skulle ud på det kinesiske marked, skulle han arbejde sammen med en kinesisk instruktør, der med kort varsel sprang fra. Instruktøren forklarede på en sikker telefonlinie, at hvis han havde arbejdet sammen med Richard Gere, ville han og hans familie aldrig have kunnet forlade landet igen, og han ville aldrig mere kunne arbejde.

Harrison Ford har interesseret sig for tibetanernes sag siden 1992. Da hans daværende kone, Melissa Matheson, var manuskriptforfatter på filmen Kundun, fik han lejlighed til at møde Dalai Lama, og han begyndte offentligt at tale Tibets sag. I 1995 talte han i Senatets udenrigsudvalg om behovet for tibetansk uafhængighed og fremhævede Kinas overtrædelser af menneskerettighederne. Han har siden haft indrejseforbud til Kina.

Sharon Stone talte ved Cannes Filmfestivalen i 2008 om det nylige jordskælv i Sichuan, hvor 90.000 var døde, idet hun mente, at det var resultatet af opbygget dårlig karma grundet den kinesiske undertrykkelse af Dalai Lama. Kommentaren vakte harme, og hun undskyldte den, men det formildede ikke det kinesiske styre, der reagerede ved at forbyde alle film, som hun medvirker i.

Kinas filmindustri bliver førende på verdensmarkedet

USA har hidtil været verdens største filmmarked, men dén position overtog Kina i efteråret 2020. Indtil oktober var indtjeningen fra billetsalget i 2020 1,988 mia. dollar i Kina mod 1,937 mia. dollar i USA. Kina har derved fået opfyldt et mål, som blev offentliggjort i 2011: at øge Kinas “bløde magt og den internationale påvirkning fra sin egen kultur”. I 2015 udtrykkes ønsket om at “opbygge vores land til at blive en socialistisk, kulturel supermagt“.

Udviklingen er gået hurtigt. I 2005 var der 4.000 biografsale i Kina; nu er der 70.000 biografsale.

Det kinesiske investeringsselskab Dalian Wanda Group opkøbte i 2016 det store amerikanske filmselskab Legendary Entertainment (der bl.a. producerede Godzilla, Inception og Jurassic World). Wandas direktør, der er en af Kinas største rigmænd, udtalte, at opkøbet ville gøre Wanda til verdens mest profitable filmselskab. Mediegiganten står desuden bag opførelsen af en stor filmby på østkysten, Qingdao Oriental Movie Metropolis, for mere end otte mia. dollar. Her blev Legendary Entertainments film Great Wall (2017) og Pacific Rim: Uprising (2018) produceret.

Hollywood-industrien er afhængig af Kina

De store Hollywood-studier bruger stadigt flere penge på produktion og marketing og søger i stigende grad et internationalt publikum. I 2014 fik de seks største Hollywood-studier mere end 70% af deres biografindtægter fra lande uden for Nordamerika. Navnlig indtægterne fra Kina er steget markant. De amerikanske filmproducenter kan ikke længere undvære det købestærke kinesiske marked og strækker sig derfor langt for at få adgang til fremtidens største filmmarked.

Kun 34 udenlandske film må vises i Kina om året, hvorfor det kun er de største Hollywood-film, der kan gøre sig forhåbninger om at komme ind på markedet. Alternativt kan filmselskabet dele produktionen med Kina, der derved får direkte indflydelse. Flere Hollywood-studier har oprettet lokalafdelinger i Kina i bestræbelserne på at finde kinesiske partnere. Legendary Entertainment oprettede eksempelvis i 2013 (inden de blev opkøbt) Legendary East for at omgå loftet for antallet af udenlandske film. Direktøren for Kinesisk Films Samproduktionsselskab, Zhang Xun, udtalte under Topmødet for Amerikansk-Kinesiske Film i 2013, at “vi ønsker film, der er stærkt interesseret i kinesisk kultur; ikke bare en eller to scener”, og han fortsatte: “Vi ønsker at se positive kinesiske skildringer.”

De udenlandske film granskes af kommunistpartiets centrale propagandaafdeling og skal overholde en række krav for at gøre sig forhåbninger om at kunne blive vist på det kinesiske marked. Propagandaafdelingens hovedansvarsområde er at “implementere partiets propagandavejledninger”.

Ifølge en amerikansk udvalgsrapport fra 2015 om Kinas indflydelse på filmbranchen betragter Kina film som et element i den sociale kontrol.

Kravene til de udenlandske film er noget vage og uforudsigelige, og filmproducenterne forsøger på forhånd at tilrette filmene, så de forhåbentlig slipper igennem nåleøjet og kan komme ud på det lukrative kinesiske marked. Producenterne prøver at forudse censorernes eventuelle indvendinger og strækker sig for en sikkerheds skyld langt i en Kina-venlig retning. Man vil hellere have indvendingerne tidligt under filmproduktionen, end når filmen først er færdigklippet, og efterredigering koster dyrebar tid og ressourcer. Filmselskaberne samarbejder derfor med kinesiske censorer under tilblivelsesprocessen og forsøger at målrette filmene til et kinesisk publikums præferencer.

Filmene må ikke være ærekrænkende over for det kinesiske styre, det kinesiske folk og dets skikke, landets territoriale enhed og sociale stabilitet. Ifølge en intern mailkorrespondance fra 2014 hos Sony Entertainment var censurkravene blevet udvidet til at omfatte dekadence, spådomskunst, jagt og seksualitet.

Nogle film har haft en særlig version for det kinesiske publikum. Walt Disney Animation Studios’ tegnefilm Zootropolis fra 2016 havde for eksempel en panda-nyhedsoplæser i udgaven beregnet for Kina (i den amerikanske udgave er det en elg). I flere tilfælde har det dog givet dårlig omtale, da filmselskabets knæfald for Kina derved blev for tydeligt. De fleste selskaber foretrækker derfor at have en enkelt version, der skal passe til alle markeder. Filmene bliver derfor Kina-venlige, hvad enten de i sidste ende bliver solgt til Kina eller ej.

Den rette etnicitet

Det ellers progressive og mangfoldighedshyldende Hollywood har siden 2012 produceret færre film med sorte skuespillere, da de kinesiske biografgængere foretrækker at se på lyse vesterlændinge og asiater. Symptomatisk for denne tendens har filmplakaten for Star Wars: The Force Awakens i den kinesiske udgave fået formindsket portrættet af den sorte skuespiller John Boyega kraftigt, så man ikke lægger så meget mærke til ham.

Filmen Doctor Strange (2016) er baseret på Marvel Comics’ fortællinger. I det oprindelige univers er ‘The Ancient One’ en tibetansk mystiker, men i filmudgaven spilles karakteren af den skotske skuespillerinde Tilda Swinton. Manuskriptforfatter Robert Cargill siger herom:”Han [The Ancient One] stammer fra Tibet, så hvis man anerkender, at Tibet er et sted, og at han er tibetaner, så risikerer man at fremmedgøre en milliard mennesker, der synes, at det er rent nonsens, og man risikerer, at den kinesiske regering siger: ‘Hey, kender I et af de lande i verden, hvor der er flest biografgængere? Vi har ikke tænkt os at vise jeres film, eftersom I besluttede at blive politiske.'”

Der kommer i stigende grad kinesere på rollelisten i de store Hollywood-film, da man derved søger at give et potentielt kinesisk publikum genkendelighed. I Star Wars-filmen Rogue One (2016) medvirker de kinesiske filmstjerner Donnie Yen og Jiang Wen. En anden filmstjerne i Kina, Daniel Wu, spillede med i fantasyfilmen Warcraft fra 2016. (Af hensyn til billetsalget lå premieredatoen i forbindelse med den kinesiske dragebådsfestival.)

Kinesiske produkter i amerikanske film

Reklame for kinesiske produkter i filmene (produktplacering) er en måde at bejle til det kinesiske publikum uden at ændre i historiefortællingen. I Dark of the Moon (2011) drikkes der mælk fra den kinesiske producent Shuhua, selvom scenen foregår i USA. Filmen Transformers: Age of Extinction (2014) ses en kinesisk energidrik i en scene, der skal forestille at foregå i Texas. I Iron Man har Tony Stark skiftet telefonproducent: hvor han tidligere havde en LG-telefon, bruger han nu den billige kinesiske Vivo-telefon (der ikke kan købes i USA). I Independence Day: Resurgence (2016) anvendes det kinesiske messengersystem QQ; idet man ser følgende skærmbeskeder: “QQ er afbrudt” og “Tak fordi du bruger QQ”. Den kinesiske mælkeproducent Mengnius produkt Moon Milk ses også i filmen.

Kina-venlige historier

Filmen Red Dawn fra 1984 handler om en kommunistisk besættelse af USA, hvor sovjetiske faldskærmstropper invaderer landet en morgen. Der kom en ny udgave af Red Dawn i 2012, og da Sovjetunionen i mellemtiden var brudt sammen, lod man denne gang de invaderende kommunister være kinesere. Filmen blev optaget i Michigan i 2009. Senere blev potentielle filmdistributører imidlertid nervøse for at ødelægge deres forretningsmuligheder, hvis de med denne film lagde sig ud med Kina. Filmselskabet MGM fik derfor foretaget flere ændringer i filmen og fik ændret historien, så faldskærmstropperne nu kom fra det økonomisk uinteressante Nordkorea. Kinesiske flag og militærsymboler blev digitalt fjernet fra filmen, og nogle filmsekvenser blev ændret og fik en ny dialog i overensstemmelse med den nye fortælling. Trods de dyre efterredigeringer kom filmen ikke ind på det kinesiske marked.

I filmen Gravity (2013) bliver en amerikansk rumekspedition udsat for en storm af vragdele stammende fra en russisk nedskydning af et missil. Rumfærgen, og senere også den internationale rumstation, ødelægges af vragdelene, og den overlevende astronauts eneste redning er at nå hen til et lys i det store kosmiske mørke: den store (fiktive) kinesiske rumstation.

Michael Pillsbury, der er rådgiver for Pentagon og direktør for Hudson Institutes Center for Kinesisk Strategi, fortæller i bogen The Hundred-Year Marathon: “russerne har aldrig sendt et missil ind i én af deres egne satellitter, sådan som filmen beskriver. Kineserne gjorde imidlertid lige netop dét i 2007”. Han fortsætter: “Kineserne skabte ganske hensynsløst historiens allerstørste og farligste område med rumaffald, men russerne får skylden i filmen. Den misvisende fremstilling gør, at kineserne fremstår som helte i Gravity“.

I science fiction-filmen Arrival (2016) dukker tolv mystiske objekter op forskellige steder på jordkloden. Den amerikanske hær allierer sig med sprogforskeren Louise Banks, der forsøger at kommunikere med de fremmede væsener. På verdensscenen er der én person, der skiller sig ud: den kinesiske general Shang fra Folkets Befrielseshær. Han fremstilles som magtfuld, handlekraftig, sympatisk, reflekteret og humanismens fortaler. En CIA-agent fortæller, at når Shang gør noget, følger mindst fire andre lande trop. Shang indtager en ledende rolle i Jordens reaktion på de tolv rumfartøjers ankomst. Takket være Banks’ og Shangs indsats skabes der et frugtbart samarbejde og vidensdeling mellem de tolv involverede værtssteder på jordkloden, og rumfartøjerne forsvinder nu lige så pludseligt, som de var dukket op.

I James Bond-filmen Skyfall (2012) måtte flere scener klippes ud, inden filmen kunne accepteres for det kinesiske marked. I en fraklippet scene fra Shanghai går Bond ind i en lobby og skyder en kinesisk sikkerhedsvagt, der står bag skranken. Skurken Raoul Silva fortæller i filmen, at han er blevet tortureret af kinesiske agenter. Dette fremgår imidlertid ikke af de kinesiske undertekster.

Lækkede mails fra Sony Entertainment giver et indblik i deres overvejelser om, hvordan de undgik at støde de kinesiske censorer under produktionen af filmen Pixels (2015). Science fiction-filmen viser ødelæggelser af flere verdenskendte monumenter, såsom Eiffeltårnet, Taj Mahal, Washington-monumentet og Golden Gate i San Francisco. Man ville gerne inkludere Den Kinesiske Mur men var bekymrede for, om det ville vække anstød. Ledere hos Sony Entertainment var desuden bekymrede over en filmscene, hvor det diskuteres, om det er Kina, der står bag et angreb, hvor der er anvendt en ukendt teknologi. I den endelige filmudgave er scenen ændret til, at man nu i stedet mistænker Rusland, Iran eller Google for at stå bag. Man endte med at undlade enhver reference til Kina, også skildringen af et angreb på Den Kinesiske Mur.

I filmen World War Z (2013), der har Brad Pitt i hovedrollen, er en pandemi brudt ud, og de smittede bliver til zombier. I en scene diskuteres det, hvor smitten stammer fra, og der peges på Kina som et sandsynligt arnested, jævnfør bogforlægget. Ledere hos Paramount var betænkelige ved scenen og opfordrede derfor filmproducenterne til at ændre scenen ved at nævne et andet land end Kina. Da man håbede på at få filmen ud på det kinesiske marked, prøvede man at forudse kinesiske censorers mulige indvendinger og ændrede derfor scenen til, at Nordkorea nu først nævnes som et muligt arnested, og senere mener man, at virus stammer fra Indien. Trods tilpasningerne faldt filmen ikke for de kinesiske censorers nåde. Det skyldes muligvis deres modvilje mod horrorfilm og den kendsgerning, at Brad Pitt blev sortlistet efter filmen Syv år i Tibet.

Den kinesiske dagsorden

Det amerikanske PEN påpeger i en rapport fra efteråret 2020, at den kinesiske censur resulterer i et system, hvor Hollywoods filmskabere retter ind uden at råbe op om censur. “Kina udnytter sin store indflydelse på Hollywood politisk: ved at presse Hollywoods beslutningstagere til at give et renskuret og positivt billede af Kina og dets regeringsparti, og ved at tilskynde til, at Hollywood-film fremmer budskaber i tråd med Kinas politiske interesser. Kinas mål er ikke kun at forhindre, at landets egen befolkning støder på budskaber, som styret vurderer skader dets interesser, selv om det ganske vist er et større element i strukturen for dets censur. Det kommunistiske parti ønsker derimod aktivt at påvirke Hollywood i retning af at fortælle historier, der skamroser det og gavner dets politiske interesser.”