Hvem græder over armenierne?


Hver uge tager 24NYT temperaturen på ytringsfriheden både i og udenfor Danmark. Medlemmer af Trykkefrihedsselskabets ledelse skriver på skift om aktuelle emner, hvor det frie ord er sat på prøve.


 

 

Af Eva Prievalska, medlem af Trykkefrihedsselskabets bestyrelse

Siden Hamas´ overfald på Israel i oktober sidste år, har verden været opslugt af nyheder om Palæstina/ Israel-konflikten.

Det er bestemt ikke nogen nyhed, at det efterhånden kronisk uløselige problem mellem israelere og palæstinensere dominerer verdenspressen.

Alle har efterhånden taget stilling i konflikten, det florerer med ytringer i de officielle medier, på de sociale medier, aviserne bringer daglige opdateringer, demonstrationer verden rundt – ja, alle har en mening.

Alle synes at græde over palæstinensernes skæbne. Hvem der antændte konflikten er ligegyldigt: de, der forsvarer Israel drukner i råben, skrigen og udskamning, og verden rundt er hoben parat at gribe til vold mod meningsmodstandere!

Jeg er født i en totalitær stat og er gammel nok for at vide, at når ytringher bliver så dominerende, at ingen fornuft kan trænge igennem, er det den rene gift – eller sagt på en anden måde: propaganda. Desværre er de færreste bevidst om det.

Især den Vestlige verden er opslugt af sin egen humanisme og står på tæerne for at hjælpe palæstinenserne. Der er bare noget helt forkert i den form for selektiv humanisme.

Hvem græder over armenierne? Ingen i dansk TV i hver faldt og ingen på de sociale medier. Ikke engang i min omgangskreds er der nogen, der har en holdning til armeniernes skæbne!

Er det fordi armeniernes skæbne er mindre tragisk?

LÆS OGSÅ:  To Mordforsøg på Hatun Tash og Ytringsfriheden

Jeg taler ikke om tyrkernes fortiede folkedrab på armenierne begået i skyggen af 1. Verdenskrig. Lad den tragedie hvile.

Jeg taler om nye, tragiske blodsudgydelser begået mod den lille kaukasiske nation sideløbende med Hamas´ bestialske angreb på Israel.

Hjerteskærende reportager om  umenneskelige lidelser bliver kun dækket af en håndfuld private, præster eller mennesker, der tilfældigt befandt sig i området Nagornoj Karabach.

Der var heller ingen store ord om massakren på armenierne i byen Sumgait i  den 27.-29.februar 1988 – en regulær etnisk udrensning af armenierne begået af Azerbaijans autoriteter! 18.000 armenier i byen Sumgait, ca. 26 km fra hovedstaden Baku, blev enten brutalt myrdet eller fordrevet.

Der var heller ingen opmærksomhed fra Vestens humanister, da bevæbnede styrker i januar 1990 slog til med en uset brutalitet mod Bakus ca. 250.000 armeniere, så der i slutningen af januar 1990 kun var 35 000 armenier tilbage i byen.

Men ikke nok med det: den 10. april 1992 fortsatte aserbajdsjanske styrker med kampvogne deres blodudgydelser på civile i den lille landsby Maragha.

Baronesse Caroline Cox sagde følgende om massakren i Maragha i Voice of Armenia:

”Det, vi så trodser enhver beskrivelse: de fotos, der blev taget i disse dage i Maragha, viser massakrens rædsler: halshuggetde og forkullede lig, rester af børn, stykker af menneskekød spredt på steder, hvor aserbajdsjanere havde savet mennesker op, mens de stadigvæk var i live. Jeg har set ryghvirvler ligge på jorden, og ligene af mennesker, brændt levende.”

 

Humanisterne fra Vesten og USA hvad ligner det? Hvorfor gemmer I jeres tårer kun til palæstinenserne? Er armeniernes lidelser mindre?

LÆS OGSÅ:  Tidens ekstreme identitetspolitik truer ytringsfriheden

Hvorfor er den lille, armenske republik Artsakh /( Nagorno Karabakh) ikke på alles læber? Her fortsætter Aserbajdsjan folkemordet på armenierne ved at blokere forsyningsvejene til den lille republik og har nu skabt horrible tilstande for de 120.000 armeniere, der hverken har adgang til mad, brændstof eller medicin. Det er et langsomt, men ikke mindre grufuldt folkemord, som Aserbajdsjan får lov at fortsætte.

Medierne nævner sporadisk begivenheder fra Nagorno Karabakh – senest i TV2 den 26. september 2023 i et nyhedsprogram om de etniske udrensninger, men de danske seere bliver ikke meget klogere af reportagen. Den alvor som emnet fortjener er negligeret til ukendelighed: armenierne bliver tvunget fra deres hjem og TV2 viser lange kolonner af biler og mennesker til fods. Vejen går mod Armenien. En armensk kvinde fortæller, at dette er det fjerde væbnede, angreb hun oplever. Hendes mand mistede livet under lignede krigshandlinger for nogle år siden. Slut på reportagen.

Hvem er det, der begår etniske udrensninger? Hvorfor gør de det? Hvor længe har det stået på? Vi har endnu overskrifter om den humanitære krise og fordømmelsen af de skyldige til gode.

De skyldige er armeniernes aserbajdsjanske naboer, muslimer, der er i gang med at udrense Artsakh for armenierne. Grundet er kendt, men omtales ikke. Aserbajdsjanske muslimer udrenser armenierne fordi de er kristne.

LÆS OGSÅ:  Lovligt, men tovligt

Den nyhedsdækning som danskerne præsenteres for i denne sammenhæng er mildt sagt mangelfuld og passiviserende. Alle skal mene det samme. Her er der taget en forhåndsbeslutning om, at armenierne og deres børn er ikke palæstinensere, at de ikke har samme krav på vores opmærksomhed og hjælp.

I dag, i maj 2024 er Aserbajdsjans mission om et udrenset Artsakh en realitet: De kristne armenieres 1700-årige historie er bragt til afslutning. Mens Vestens humanister vifter med palæstinensernes flag og begræder en ikke-eksisterende udrensning af palæstinensere i Gaza, er 250 000 armeniere blevet udrenset i stilhed.

Til efteråret arrangerer Trykkefrihedsselskabet et foredrag med historikeren Matthias Bjørnlund om Nagorno Karabakh konflikten og fordrivelsen af over 100.000 armeniere.

 

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)