Hvor militariseret og bevogtet kan et civilsamfund være og stadig kaldes et demokrati?

Fotoet af politibilen foran Den Franske Skole: Lycée Francais Prins Henrik, tog jeg forleden aften, da jeg gik gennem Værnedamsvej. Siden en muslim den 16. oktober halshuggede den franske skolelærer Samuel Paty på åben gade og en anden muslim den 29. oktober dræbte tre og skar halsen over på den ene (en kvinde) i en kirke i Nice, har de danske myndigheder fundet det nødvendigt at politibeskytte skolen og dens elever og ansatte.

Dagen inden havde jeg været på besøg hos venner i Ole Suhrsgade, hvor jeg som sædvanlig passerede den politibil, der altid holder foran synagogen, og som for længst er blevet en integreret del af gadebilledet i den korte gade, der forbinder Øster Farimagsgade med Øster Søgade. Jeg ved, at Politibilen kun er den synlige del af de vidtrækkende politimæssige sikkerhedsforanstaltninger, der omgiver den lille synagoge.

Læg hertil den massive militær- og politibevogtning af synagogen i Krystalgade og Carolineskolen – og de talløse koranklodser i alle afskygninger, der er strøet ud på gader og stræder og omkring bygninger, der rummer centrale myndigheder. For slet ikke at nævne den omfattende og sindrige beskyttelse, politiet har lagt ned over Jyllands-Posten og tegneren Kurt Westergaard. Alt sammen i et forsøg på at skærme borgerne mod de angreb, som man regner med vil komme.

For hver gang et islamisk terrorangreb rammer i Frankrig, England eller Tyskland, bliver beskyttelsesforanstaltningerne i Danmark, i hjertet af vores samfund, yderligere intensiveret og udbygget. Senest altså med bevogtningen af Den Franske Skole. De påtrængende foranstaltninger er for længst blevet en daglig påmindelse for alle københavnere om, at de er i fare og at deres sikkerhed er truet, men at staten gør, hvad den kan for at beskytte os.

Og så alligevel ikke, for det har aldrig været en del af et frit og åbent demokrati, at dets borgere ikke kan færdes frit, at bestemte befolkningsgrupper skal beskyttes mod andre gruppers voldelige angreb og at centrale institutioner skal bevogtes. Det har aldrig nogensinde været en gangbar opskrift på et velfungerende demokrati – og det er på en gang tankevækkende og foruroligende, at ingen synes at stille de helt centrale spørgsmål: Hvor mange gange kan vi udvide beskyttelsen/bevogtningen af stadigt flere truede grupper og myndigheder og stadig kalde os et frit og åbent demokrati? Er der en grænse for, hvor militariseret og bevogtet civilsamfundet kan være og overhovedet kunne kalde sig et demokrati? Og frem for alt: hvad er regeringens, Folketingets og myndighedernes strategi fremover? Vil man fortsætte med at bruge endnu flere (nødvendige) ressourcer på at beskytte nye terrormål på bekostning af (lige så nødvendige) ressourcer til at opretholde lov og orden i resten af samfundet?

Det er meget relevante spørgsmål, som det bliver stadigt mere presserende at få besvaret. Ikke mindst fordi trusselsbilledet jo er entydigt og udelukkende har én adressat: islam. Hvis islam ikke eksisterede i Danmark, ville danske jøder, medarbejdere på Jyllands-Posten, lærere og elever på franske skoler, satiretegnere, islamkritikere, borgerlige politikere og alle de andre, der lige om lidt bliver de næste, der skal have beskyttelse, kunne færdes og leve frit.

Dét er tankevækkende.