Hvordan amerikanerne kan redde deres kastanjer ud af isen

Under sin korte lynvisit til Grønland Danmarks statsminister en pressekonference. Der var intet nyt ved dét, BORTSET FRA at hun oplæste en erklæring på engelsk rettet mod den amerikanske præsident, selvom hun fik det til at lyde som om, hun talte til det amerikanske folk. Erklæringen var klar: Hold fingrene fra Grønland. Landet er ikke til salg, det kan ikke annekteres, og den danske regering vil under ingen omstændigheder lade amerikanerne tage det, heller ikke af hensyn til deres “nationale sikkerhedsinteresser”.

Kyniske og mistænksomme mennesker kunne mene, at hele rejsen egentlig handlede om muligheden for at stille sig mellem den afgående og den nye grønlandske landsstyreformand, netop da den nye regering blev officielt indsat, for at sende et to-minutters varselskud direkte mod Resolute Desk i Det Hvide Hus. Budskabet var, at en invasion af et suverænt land, selv ét med en befolkning ikke større end Maple Grove, Minnesota, ikke vil blive tolereret af Danmark og dets allierede i EU.

Dermed starter nu ordkrigen om verdens største isblok. Jeg forventer fuldt ud, at præsidenten nu vil reagere og tage kampen til Truth Social, X og andre sociale medier og igangsætte en retorisk invasion designet til at vinde amerikanernes støtte og grønlændernes hjerter og sind. Før han gør det, bør han dog huske, at den danske statsminister i juli overtager formandskabet for Rådet for den Europæiske Union, hvilket giver hende en perfekt platform til at samle støtte for at beskytte Grønland mod amerikanernes greb.

Hvis præsident Trump ikke kan bevare roen og tolker fru Frederiksens bemærkninger som en trussel mod sin politiske mandighed, risikerer han at begå kritiske taktiske fejl på et tidspunkt, hvor store dele af Europa allerede er på vej mod at blive anti-amerikanske på grund af hans toldpolitik og modvilje mod fortsat støtte til den ukrainske krigsmaskine. En bedre tilgang ville være, hvis USA kopierede Kinas “Belt and Road”-initiativ og betragtede Grønland som en potentiel partner af Puerto Ricos type og opfordrede amerikanske virksomheder, som nu opererer i Kina, til at investere i Grønland. Kort sagt, brug Grønland som springbræt for de virksomheder, der ikke ønsker at flytte hele vejen tilbage til USA, men tilbyd dem incitamenter til at investere dér. Trump kunne således bruge “dollarens magt” til at tiltrække grønlænderne mod USA. Den danske regering ville så være tvunget til enten at matche amerikanernes indsats eller overlade banen til dem. På et tidspunkt hvor Danmark prøver at finansiere sit ambitiøse tredelte miljøprogram, militær oprustning, støtte Ukraine samt skrive årlige checks på 600 millioner dollars til Grønlands bloktilskud, vil de være hårdt pressede til at finde kroner til at subsidiere danske virksomheder til det samme.

Ordkrigen vil eskalere, men ikke erstatte målrettet handling.

Retorik, der støtter en politisk dagsorden, betegnes ofte som propaganda, og jeg tvivler ikke på, at amerikansk retorik om Grønland også vil blive opfattet som sådan. Men hvis administrationen er seriøs omkring at styrke sin position i og med Grønland, hjælper ord, men de kan ikke erstatte positive handlinger, som også OPFATTES positivt af grønlænderne. Den nye Grønlands-handlingsplan (GAP) bør være tredelt. Den første del skal starte med at stoppe den hårde retorik fra Det Hvide Hus. I stedet bør der appelleres til amerikansk industri for at gå sammen med den amerikanske regering om investeringer i landet. De første investeringer bør være i turisme, for hvis flere amerikanere besøger Grønland, vil flere grønlændere være tilbøjelige til at byde dem – og deres dollars – velkommen, og måske med tiden indse, at USA ikke er Rusland, og at Donald Trump ikke er Vladimir Putin.

Den anden del af GAP er de konkrete investeringer. De bør fokusere på at styrke den amerikanske militære tilstedeværelse med nye baser og en udvidelse af Pituffik-basen. Hver ny investering og udvidelse bør ledsages af en massiv mediekampagne. Kontoret for ambassadøren med særligt ansvar for Arktis i udenrigsministeriet bør erstattes med et nyt kontor, som rapporterer direkte til vicepræsidenten (der desperat har brug for at genopbygge sit image i forhold til Grønland), og som inkluderer repræsentanter fra udenrigs-, handels-, efterretnings- og forsvarsministerierne. Kontoret vil koordinere alle regeringsprogrammer og være bindeled til amerikansk erhvervsliv.

Hvis et træ falder…

Det nytter intet at gøre godt, hvis ingen hører om det. Derfor understreger jeg behovet for en koordineret medie- og sociale mediestrategi, der vil informere amerikanerne og især europæerne med fokus på Grønland og Danmark om de fremskridt, der gøres for at gøre Grønland stærkere, mere selvforsynende og mere profitabelt. Da dårlige nyheder spreder sig hurtigere end gode, skal der gøres en særlig indsats for at sikre, at gode nyheder fra den nye GAP bliver mere varige. Sociale medier spiller en central rolle, men Det Hvide Hus skal ikke regne med mainstream-mediernes hjælp. De har travlt med at hjælpe Demokraterne til sejr ved midtvejsvalget om mindre end to år.

Det sidste skridt er flere besøg fra administrationens ministre til Grønland, begyndende med en erhvervsdelegation ledet af handelsministeren og med deltagelse fra det amerikanske handelskammer. Delegationen bør have en udforskende tilgang og bør ikke nødvendigvis kombineres med et besøg i Danmark, men derimod fokusere på Arktis.

Nu er det tid til mere gennemtænkte tiltag, og at huske ordene fra Prædikeren 9:11 om, at tid og tilfælde rammer os alle. Tiden helbreder måske ikke alle sår, men hjælper os med at huske,