Det bliver dyrere at ryge. Fra 1. januar stiger prisen på en pakke cigaretter med 5 kr. To ud af tre danskere bakker op.
Prisen på tobak stiger fra nytår. Målet er, at en pakke cigaretter fremover skal koste 60 kroner i gennemsnit. Andre tobaksprodukter som tyggetobak, cigarer, rulletobak o.l. bliver også dyrere.
Hermed indføres den anden af to planlagte prisstigninger på tobaksvarer i Danmark, der blev besluttet som del af finansloven for 2020.
– Vi er glade for stigningen, for prisen har stor betydning for, hvor mange – især unge – der begynder at ryge, siger Jette Jul Bruun, underdirektør i TrygFonden, der sammen med Kræftens Bekæmpelse står bag initiativet Røgfri Fremtid, hvor også Hjerteforeningen og mere end 270 andre organisationer er partnere.
Ja tak til højere priser
66 procent af danskerne synes, det er en god idé at hæve prisen på cigaretter til 60 kr. Kun 15 procent synes, det er en dårlig idé. Det viser en rundspørge blandt over 5000 danskere fra december 2021 foretaget af Gallup på vegne af Kræftens Bekæmpelse, TrygFonden og Hjerteforeningen.
Selvom opbakningen kommer fra en større andel af ikke-rygere, er det kun knap halvdelen af rygerne, som er imod den nye prisstigning.
Færre ryger, når prisen stiger
Fra april 2020 steg prisen på en pakke cigaretter ca. 15 kr. Efterfølgende faldt andelen, som ryger, fra 20 til 18 pct. Faldet var størst blandt de yngste aldersgrupper. Salget af fabriksfremstillede cigaretter faldt med 18 pct. på et år til 4,6 mia. stk., hvilket var det laveste salg i 60 år.
Men det kan stadig blive bedre, mener Mette Lolk Hanak, der er forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse.
– Prisstigningerne er et godt skridt på vejen. Men vores ambition er, at ingen børn og unge ryger i 2030, og hvis vi skal nå i mål, skal prisen endnu højere op. Gerne til omkring 90 kroner som i Norge, hvor kun ganske få unge ryger dagligt.
Undergraver stigningen
Foreningerne bag rundspørgen frygter dog, at de højere priser først vil træde i kraft i løbet af marts. Tobaksproducenterne har nemlig en frist på tre måneder til at sælge ud af varer til nuværende pris. Desuden er det sandsynligt, at tobaksproducenterne vil holde priserne kunstigt nede til gengæld for mindre fortjeneste.
– Da priserne steg i 2020 så vi, at tobaksindustrien gjorde alle mulige krumspring for at undergrave prisstigningen. Jeg er bange for, at det sker igen. Det betyder, at priserne reelt stiger senere og mindre end den femmer, der står på papiret, siger Morten Ørsted-Rasmussen, Forebyggelseschef i Hjerteforeningen.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)