Idømt fængsel for at blotte sig for fremmed kvinde

Retten i Randers har idømt en 32-årig mand 20-dages fængsel for at have berørt en fremmed kvinde på numsen og blottet sig foran en anden. Begge episoder af blufærdighedskrænkelse blev begået i juni sidste år.

 

Onsdag den 7. juni 2023 blev to forskellige kvinder udsat for hver sin blufærdighedskrænkelse, da en 32-årig mand i Allingåbro berørte den ene på numsen og blottede sig for den anden, inden han begyndte at onanere foran hende.

 

På Vejlbyvej i Allingåbro berørte den 32-årige mand først på aftenen en 71-årige kvinde på bagdelen, hvorefter han forlod stedet. Episoden fandt sted omkring kl. 20.45.

 

Lidt senere på samme aften blev en 41-årig kvinde i det samme område omkring Kirkestien i Allingåbro opsøgt af den samme mand, som efterfølgende trak sin penis frem og begyndte at onanere foran kvinden. Denne episode fandt sted omkring kl. 21.10.

 

”Jeg glæder mig over, at retten var enig med Anklagemyndigheden i, at der var nok beviser for, at den 32-årige var gerningsmand i begge situationer, og at han nu er blevet dømt for sine blufærdighedskrænkende handlinger,” siger specialanklager Jesper Rubow fra anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi.

 

Foruden fængselsstraffen på 20 dages fængsel, som blev gjort betinget af, at den 32-årige mand skal være under tilsyn af Kriminalforsorgen og muligt påbegynde misbrugsbehandling, blev den 32-årige dømt til at skulle betale en erstatning på 5.000 kr. til hver af de to forurettede kvinder.

LÆS OGSÅ:  SVINERI! Onanerede foran mor og datter

 

”Når politiet modtager en anmeldelse om en mulig blotter, er vedkommende ofte forsvundet fra gerningsstedet, inden en patrulje kan nå frem, da blotterne godt selv ved, at deres handlinger er krænkende og strafbare. Derudover kan signalementet af en blotter oftest være sparsomt, da ofrene ikke som udgangspunkt har lyst til at se mere end højst nødvendigt. Derfor er jeg tilfreds med, at den 32-årige nu er blevet dømt for sine strafbare handlinger,” siger specialanklager Jesper Rubow.

 

Den dømte modtog dommen.

 

 

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)