”Det Google-ejede YouTube besluttede sig for nylig pludselig for at ville sætte den i forvejen horribelt dårligt betalte pris pr. visning 70 pct. ned på streamingplatformen. Ja, hele 70 pct.”, klager sangerinden Freja Eva Lockenwitz i Berlingske.
”Google har fjernet DRs Ramasjang-app. Årsag: DR formidler forkerte værdier til børn og unge, når der ryges lakridspiber i programmerne, og Onkel Reje tæsker ninjaer. Det opfordrer til rygning og vold. Det må være en joke, tænker man, men nej. Det er den globale krænkelsessyge. Hvad fanden bilder mastodonten sig ind”, spørger Berlingskes kulturredaktør, Anne Sophia Hermansen, forarget.
”Det er ikke første gang, techgiganterne har fjernet eller censureret indhold fra danske kunstnere eller kulturinstitutioner, I foråret blev Kvindemuseet først censureret af Google, der ikke ville godkende museets nye app i Google Play på grund af fotos af nøgne kvinder. Efterfølgende var det Facebook, der censurerede Kvindemuseets formidling på grund af stødende sprogbrug. Det er åbenlyst problematisk og desværre kun det senest eksempel i en lang række sager”, skriver rådgiver og iværksætter Lasse Marker i Berlingske.
Mens de kulturradikale klager, klynker og forarges, når nogle af deres egne bliver ramt af techgiganternes censur, har man hverken hørt protester fra Anne Sophia Hermansen, Lasse Marker eller Freja Eva Lockenwitz, da DR’s TV-vært i 2016 opfordrede til boykot af Den Korte Avis.
Der var heller ikke klager og protester, da 24NYT’s profil på Facebook i 2019 blev lukket på foranledning af det statslige DR, der har beskyldt netavisen for højtekstremistisk virksomhed, eller da de statsstøttede danske medier, Berlingske, Politiken og DR, udsatte 24NYT for en veritabel mediehetz.
Og hvor var Anne Sophia Hermansen, Lasse Marker og Freja Eva Lockenwitz, da Facebooks håndlanger i Danmark, Peter Münster, har deaktiveret Lars Hedegaards og Aia Fogs Facebook-profiler samt fjernet opslag fra DF-politikeren Martin Henriksen?
Det siger sig selv, at vi ikke er fans af techgiganterne, men vi har heller ikke nogen sympati for de hykleriske kulturradikale, som tier stille, når techgiganterne lukker munden på konservative, indvandrerskeptiske og antiglobalistiske stemmer, men som protesterer højlydt, når de selv bliver ramt af politisk korrekt censur.
André Rossmann
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)