Klumme: 2018 var et farligt år for kristne – mord, forfølgelse og afbrændte kirker

Ifølge den internationale lutherske hjælpeorganisation Open Doors var antallet af forfulgte kristne – vore dages martyrer – i 2018 ca. 245 mio. Dette er en stigning fra ca. 200 mio. i 2017 og fra ca. 100 mio. i 2016. Tendensen er altså katastrofalt stigende, men ligeså katastrofal er dækningen heraf i vore medier. Her ses bevidst den anden vej!

Martyriets lange historie

Martyriernes historie er lang og blodig og toppede – troede man i mange århundreder – med de romerske kejseres forfølgelser. Kendt er ikke mindst Neros forsøg på at kaste skylden for Roms brand i året 64 e.Kr. på de sagesløse kristne. Disse blev arresteret og de fleste dømt til døden. De fleste blev brændt offentligt, andre korsfæstet eller viklet ind i dyrehuder og kastet for de vilde løver i arenaen til forlystelse for pøblen. Men historien er langtfra forbi, og kristne forfølges overalt, hvor de udgør et mindretal! Der går en lige linje frem til vores tid, hvor der kan peges på kommunismens ubarmhjertige undertrykkelse af kristne ligefra Oktoberrevolutionen i 1917 og frem til vore dages Nordkorea. Men det er ligeså aktuelt at pege på den systematiske forfølgelse, der i de senere år har fundet sted især i en række muslimske lande. Og også i en række hinduistisk og buddhistisk prægede asiatiske lande lægges der pga. en øget nationalisme stigende pres på de herværende kristne, beretter Open Doors gennem de senere år.

Open Doors’ statistik

Ligesom i de sidste 17(!) år står Nordkorea øverst på listen over de 50 lande med kristenforfølgelse, som Open Doors bygger sin statistik på. Her er det således en forbrydelse, der kan straffes med døden, hvis man ejer en bibel, så undlad at smugle en sådan ind i landet, når De næste gang tilbringer ferien i Pyongyang. Mellem 50-70.000 af Nordkoreas i alt 300.000 kristne holdes indespærret og underkastes tortur i de berygtede fangelejre.

Blandt de ti lande øverst på listen befinder sig otte muslimske lande. På 2. og 3. pladsen over undertrykkende regimer følger henholdsvis Afghanistan og Somalia. I Afghanistan er det Taliban, der i mange år de facto regerer landet, og i Somalia har ligeledes militante islamistister taget magten, mens de i Libyen, der ligger på en fornem fjerdeplads, og Yemen, der ligger på ottendepladsen, kæmper for at overtage magten og i alle tre lande søger at rekruttere unge mænd til kampen mod de vantro.

Syrien og Irak følger på henholdsvis 11. og 13. pladsen efter i 2017 at have indtaget 6. og 7. pladsen . I 2003 levede endnu 1,5 mio. kristne i Irak, fem år senere var tallet reduceret med 50%. I begge lande har en systematisk fordrivelse næsten udslettet de herlevende omtrent 2000-årige kristne menigheder. De kristne, der ikke konverterede til islam, blev henrettet eller måtte hovedkulds flygte – heller ikke denne misgerning kom på forsiden i vores dagspresse.

Afrikanske forhold

Da Islamisk Stat nu for størstedelen er blevet fortrængt fra Mellemøsten, især Syrien og Irak, har terrororganisation også bredt sig til flere afrikanske lande syd for Sahara. Her har man identificeret 30 voldelige islamistiske grupperinger, der er aktive i lande som f.eks. Nigeria, Mali og Den Centralafrikanske Republik. Berygtet er ikke mindst de barbariske Boko Haram-terrorister i det nordlige Nigeria, hvor Sharialovene hersker, og en underafdeling, Islamic State West Africa Province (ISWAP), der ligesom Boko Haram med forkærlighed bortfører kristne kvinder og piger og lader dem udføre slavearbejde.

I Sudan, der ligger på sjettepladsen over undertrykkende lande, har den islamistiske præsident Omar al-Baschir de sidste par år nedkastet bomber blandt de overvejende kristne beboere i Nuba-bjergene og sønderbombet kristne skoler, hospitaler og kirker. En stor del af beboerne er flygtet, resten er enten blevet tvunget til at konvertere til islam eller, hvis de nægtede, henrettet. Der foreligger en international arrestordre mod Omar al-Bashir, hvilket ikke har forhindret ham i muntert at deltage i en række internationale konferencer rundt om i verden.

Nu gælder det Asien

Mere systematisk er forfølgelserne i Pakistan, der indtager 5. pladsen på Open Doors’ liste. Så sent som d. 17. december 2018 myrdedes i en kirke otte mennesker, og flere end 40 blev alvorligt såret gennem et selvmordsattentat, som Islamisk Stat har taget ansvaret for. Attentatet er sikkert glemt i dag, men endnu i frisk erindring er vel sagen om den unge kristne kvinde Asia Bibi, der, fordi hun drak vand af en kilde forbeholdt muslimer, iflg. en blasfemiparagraf i 2010 blev dømt til hængning og frem til 2018 måtte afvente sin henrettelse i en dødscelle. I oktober 2018 blev hun frifundet af den pakistanske højesteret pga. utilstrækkelige beviser, men fik først tilladelse d. 29. januar i år til at udvandre til Canada, der har tilbudt hende asyl og statsborgerskab. Her er hun efter ni års fængsel blevet genforenet med sine to døtre. Efter frifindelsen i 2018 udsattes højesteretspræsidenten og hans to meddommere for dødstrusler. Voldelige massedemonstrationer fulgte med krav om Asia Bibis henrettelse. Ganske vist er ingen i Pakistan blevet henrettet iflg. blasfemisparagraffen, men mindst 70 personer er siden 1990 blevet forfulgt og myrdet af pøblen efter at være blevet beskyldt for blasfemi.

For første gang er Indien i 2018 – efter i 2017 at have været på 15. pladsen – rykket op på 10. pladsen på listen over de ti værste nationer. I Indien tilhører de kristne simpelthen samfundets laveste kaste. Gennem deres uddannelse i kristne skoler har disse fattigste blandt de fattige erhvervet sig bedre kvalifikationer end mange hinduer og hermed pådraget sig disses misundelse, der så igen har udartet til voldshandlinger. Under ledelse af premierminister Narendra Modi og dennes religiøst-nationalistiske parti, BJP, der har regeret landet siden 2014, har pøblen under ledelse af hindu-nationalistiske præster, plyndret og ødelagt kirker, skoler og børnehjem og forsøgt at tvinge konvertitter til at vende tilbage til hinduismen. I otte ud af 29 delstater er der vedtaget love, der forbyder at konvertere til en anden religion. I de seneste år kan det dokumenteres, at mindst 12.500 kristne har været udsat for vold og ca. 100 kirker ødelagt. Mindst 200 mennesker er blevet arresteret pga. deres tro, og mindst 10 er blevet dræbt. Open Doors mener dog, at de korrekte faktiske tal er langt højere.

Men også i en række asiatiske lande udsættes de kristne i stigende grad for repressalier og forfølgelse. Dette gælder både Kina, Indonesien, Sri Lanka og Myanmar (det tidligere Burma). I Myanmar er således flere end 10.000 medlemmer af den kristne såkaldte Karen-stamme blevet myrdet, og mindst 120.000 er blevet tvangsforflyttet. Kina er rykket 16 pladser op på listen i forhold til sidste år. Ganske vist er de officielt anerkendte kirkesamfund helt under Beijings kontrol, men regimet har siden fået nye regler, Regulations for Religious Affairs. Disse blev indført i februar 2018, og med hård hånd slåes der nu ned på undergrundskirkerne. Alene i provinsen Hunan blev 60 kirker lukket, og overalt blev kors fjernet fra vægge og kirketårne ødelagt. I de officielle kirker er menighederne nu tvunget til at synge nationalsangen før gudstjenesten. Mindst 1.131 kristne skal være blevet arresteret. I 2017 var tallet ”kun” på 134.

Den triste konklusion

Alle disse fakta kan dokumenteres via internettet, og der er således ingen mangel på beviser. Men hvordan reagerer den vestlige verdens medier og politikere på denne blodige forfølgelse, der sidste år iflg. Open Doors har kostet 4.136 kristne livet? Med pinlig tavshed! Denne generelle tavshed kan have flere årsager. Således lever vi i en samfundsorden, hvis stedse fremadskridende sekularisering har sløvet sensibiliteten og sympatien over for mennesker, der på trods af brutal forfølgelse forbliver trofaste over for deres religion. Hertil kommer vor tids grasserende politiske korrekthed, ikke mindst når det gælder den vestlige verdens forhold til andre (u)kulturer. Som det tydeligt fremgår af Open Doors’ statistikker, er det nemlig ikke mindst i de muslimske lande, at forfølgelserne og undertrykkelsen af de kristne finder sted, men det må man ikke tale højt om, for så er man islamofob! Endelig hersker et uhyggeligt hykleri, hvad angår store lande som Indien og Kina. Her drejer det sig om voksende eksportmarkeder, og disse vil man ikke risikere at fornærme med noget så ubetydeligt som en kritik af en smule kristenforfølgelse.

Vi burde skamme os!