Klumme: Amerika brænder

USA er under hastig forandring til en totalitær stat af den mest modbydelige slags. Nemlig et stat, hvor magthaverne end ikke sørger for, at folk kan leve i sikkerhed. Ikke kan gå på gaden, ikke sende deres børn ud at lege. Ikke gå på arbejde uden frygt for overfald. Ikke regne med, at der findes noget politi til at beskytte deres hjem og forretninger.

Det yderste venstres kontrol over næsten alle dele af det amerikanske samfund har aldrig været så total som nu. Det revolutionære venstre har taget kommandoen over USA’s demokratiske parti og fejrer sejren ved at udpege Senatets mest rabiate medlem, Kamala Harris, til den rablende olding, Joe Bidens, vicepræsidentkandidat. Det vil sige, at præsidentvalget til november kommer til at stå mellem Donald Trump og Kamala Harris. Biden kan ikke kan huske, hvor han befinder sig, forveksler sin kone med sin søster og er så affældig, at han måtte tale efter manuskript, da han skulle byde Harris velkommen som sin medkandidat.

Skulle Biden blive valgt, vil han ”af helbredsgrunde” trække sig tilbage kort efter sin indsættelse i januar  – hvis han da ikke, som der nu bliver spekuleret på, vil kaste håndklædet i ringen allerede inden valget. Så er den sidste hindring for samfundsomvæltningen være banet af vejen, og Harris, der støttes af næsten hele pressen, storkapitalen, universiteterne og den dybe stat, vil kunne gribe magten.

Derefter er der frit løb for de gigantiske skattestigninger, som Harris går ind for, og som vil ruinere den amerikanske økonomi. USA’s andet forfatningstillæg – amerikaneres ret til at bære våben – vil blive strøget, om nødvendigt gennem et dekret fra præsidenten. Borgerne bliver forsvarsløse, for der vil ikke være nogen ordensmagt til at beskytte dem, og de må ikke beskytte sig selv. Det er opskriften på det tyranni, som The Second Amendment var tænkt som et værn imod. (Det er ikke gået op for ret mange i Europa, og i hvert fald ikke for eksperterne og medierne.)

Lige siden Donald Trumps valgsejr i 2016 har den dybe stat næret et ulmende had til den middelklasse, der stemte på ham. Først prøvede de at stække ham med ”undersøgelser” om russiske og ukrainske forbindelser, og da det ikke gik, greb de til andre metoder ved at opmuntre pøbelen til at gå til angreb på lov og orden, mens medierne kigger den anden vej, og demokraterne taler om noget andet – ”hvide privilegier”, ”strukturel racisme” og den slags.

Man spekulerer på, om herskerklassens glæde over samfundsopløsningen deles af de borgere, som den går ud over.

Næppe. I New York er kriminaliteten vokset med 177 pct. siden sidste år, og de mest velbeslåede – altså en stor del af byens beskatningsgrundlag – flygter. Det drejer sig om hundredtusinder af newyorkere, der ikke tør bo i en by med anarki, tilfældig vold og narkovrag i downtown Manhattan. Et sted, hvor politiet ikke kommer, når nogen prøver at bryde ind i ens hus eller plyndre ens forretning. New York har ikke en eneste republikaner i ledende offentlige stillinger.

Lignende tilstande hersker i andre storbyer som Chicago, der ikke har haft en republikansk borgmester siden 1931. Byen døjer med plyndringer og vold, som den demokratiske borgmester gør Donald Trump ansvarlig for.

Billedet går igen i San Francisco, Minneapolis og mange andre større og mindre byer: Black Lives Matter, Antifa og andre voldsmænd hærger og plyndrer, butikker bliver brændt ned, folk bliver slået ned på gaden. Desperate borgere ringer forgæves til politiet.

I det demokratisk styrede Minneapolis, der engang var en bastion for skandinavisk indflydelse, ligner downtown Kosovo med udbrændte forretninger og skræmte borgere.

(Jeg har familie i Minneapolis, og de stemmer alle demokratisk. Jeg diskuterer ikke politik med dem, men afventer spændt, hvad de vil gøre, når George Soros-pøbelen går til angreb på deres hjem.)