Klumme: Ansvaret dit, fru Andersen


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Den danske regering har udpeget en ny ”migrationsambassadør”, hvis opgave er at få EU til at støtte en plan om at opsamle migranter i lejre i Nordafrika. Det sker samtidig med, at EU vil offentliggøre en ny migrationspagt, hvis formål er at tvinge medlemsstaterne til at tage imod millioner fra Afrika og Mellemøsten.
Akut er der tale om mange tusinde ”flygtninge”, der har nedbrændt Moira-lejren på den græske ø Lesbos i håbet om at kunne tvinge de andre europæiske lande til at tage imod dem – med alt betalt og senere familiesammenføring.
Når den slags manøvrer skal gennemføres, griber politikerne og medierne til sproglige krumspring. Kristeligt Dagblad taler om ”fremtidens europæiske asylpolitik” og får således ordet ”asyl” listet ind. Det skal minde os om ”flygtninge”, som efter flygtningekonventionen har krav på opholdstilladelse.
Samtidig skal ”asylpolitik” skjule det faktum, at så godt som ingen af de rejsende er flygtninge, men lykkejægere, der har hørt, at man i Europa får alt betalt uden at bestille noget, at man uden synderlig fængselsstraf kan springe på kvinderne, banke indbyggerne sønder og sammen, samt ret til at agitere for mellemøstlige normer.
EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, griber chancen: ”Billederne fra Moria-lejren minder os på smertefuld vis om, at Europa må samle sig igen. Alle bliver nødt til at tage et ansvar.”
Så her er en besked til malermester Frederiksen i Sønder Omme og fru Mikkelsen i Brande: Du må påtage dig ansvaret for, at Moira-lejren er brændt, og at afrikanere og arabere er nødt til at rejse til Danmark, fordi de har omdannet deres egne lande til shitholes.
Udviklingsminister Rasmus Prehn (S) medgiver over for Kristeligt Dagblad, at ”Det er en meget, meget, meget svær opgave” at få styr på situationen, men Danmark vil nu forhandle med en række nordafrikanske lande, som ikke selv har kunnet eller villet skabe ordentlige samfund.
Uanset udfaldet af disse forhandlinger understreger Rasmus Perhn imidlertid, at vi – altså Danmark – ikke vil løbe fra et ansvar.
Som alle andre medier undlader Kristeligt Dagblad at spørge, hvordan vi har pådraget os et ansvar for tilstandene i Afrika og Mellemøsten.
Mærkeligt nok hører vi aldrig nogen henvise til Danmarks ansvar for den politiske korruption i Rusland, Ukraine og Hviderusland eller for de kinesiske koncentrationslejre eller for de systematiske voldtægter af kvinder i pakistanske fængsler.
Men da den slags næppe gavner islams sag – vil ingen journalist spørge på den måde.