Klumme: Argumenternes tid er omme

Den politiske aktivist, Candace Owens, har udpeget Black Lives Matter, medierne, de knælende sportsfolk og underholdningsindustrien som ansvarlige for lørdagens nedskydning af to politifolk – en kvinde og en mand – i Compton, Californien. En mand gik hen til deres bil og skød dem i hovedet.

Hvorfor sker den slags? spørger Candace Owens, og hendes svar er, at den årelange hetz mod enhver, der ikke støtter de politisk korrekte, har fået voldsmændene til at betragte sig som helte, der føler sig berettigede til at myrde.

Candace Owens er sort. Det er det desværre nødvendigt at gøre opmærksom på, fordi sorte ifølge mediernes og det demokrastiske partis propaganda bør hade politiet, de amerikanske institutioner og enhver, der mistænkes for at ville stemme på Trump. Republikanerne skal vide, at de ikke er velkomne noget sted, men skal jages hvorend de befinder sig, som det demokratiske kongresmedlem, Maxine Waters, udtrykte det.

Når man begynder at omtale sine politiske modstandere  – ikke som mennesker med andre meninger, som man kan argumentere imod, men som afskum, der bør elimineres, ender det med mord.

Når Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfaden, omtalte mig som ”vaneforbryder” – en karakteristik, der vandt vid udbredelse i resten af pressen og den akademiske og kulturelle elite, var der ikke langt til at tage mit liv. Hvilket jo også blev forsøgt, da en terrorist fra Islamisk Stat, efter at jeg i mange år var blevet fremstillet som folkefjende, prøvede at dræbe mig i februar 2013.

Terroristen, Basil Hassan, og hans bagmænd har åbenbart vurderet, at det på ingen måde ville skade islams sag, om jeg blev sendt til helvede. Jeg var jo allerede hadet og foragtet, så min død ville højst have frembragt krokodilletårer og fornyet respekt for profetens handlekraft.

Samtidig kunne min aflivning have tjent som en påmindelse til folk, der kunne finde på at argumentere med mig.