Klumme: Arveafgiften opfordrer til ødselhed

På det seneste har arveafgiften været til stor debat. Vores norske og svenske naboer har for længst afskaffet arveafgiften, og nu ser det endelig ud til, at vi kan følge efter og i det mindste reducere den. En revision af arveafgiften er nemlig stærkt tiltrængt.

Grunden til dette er sådan set ikke, at det er dobbeltbeskatning. Det er det ikke. I Danmark beskatter vi som udgangspunkt, når man får en formueforøgelse, og det gør man, når man arver. Nej, grunden til at afskaffe arveafgiften er, at det opfordrer til ødselhed og den totale ansvarsløshed. Arveafgiften er en skat på ansvarlighed og en straf til dem, som tænker på de kommende generationer frem for sig selv.

Hvis man lever et liv i dybeste uansvarlighed, bruger alle sine penge på dyre biler, på dyre restauranter eller drikker hver en krone op på det lokale vandhul, så stilles man økonomisk mere gunstigt, end hvis man sparer op for at give de kommende generationer en god tilværelse.

Går man bort efter at have levet et uansvarligt liv, er alt i skønneste orden. Du har tænkt på dig selv og har ikke efterladt en eneste krone til dine børn. Alt er i orden. Går man derimod bort efter at have levet et sparsomt og stille liv med håber om at give en masse videre til dine børn, kommer staten derimod og inkasserer ved kasse ét. Hvis man ikke havde nok at tænke på, når ens nære går bort, skal staten nok sørge for at give en noget at tænke på. Folk skal sådan set være frie til at leve i ødselhed, hvis de har lyst til det, men staten skal ikke på denne måde opfordre til det ved at stille en økonomisk gevinst i udsigt.

Til gengæld har visse mennesker ikke den luksus, at de frit kan vælge at ødsle alle deres penge bort. Blandt disse finder vi eksempelvis selvstændige erhvervsdrivende – alle lige fra små selvstændige erhvervsdrivende til hæderkronede familieejede selskaber. For disse kan arveafgiften være en decideret årsag til, at de må dreje nøglen om, fordi generationsskiftet simpelthen er for dyrt at gennemføre.

Vil man ikke dreje nøglen om, må man ofte gældsætte sig lige fra begyndelsen. Det er langt de færreste, der har penge på kontoen til at betale en arveafgift af en hel virksomheds værdi. Pengene ligger som oftest i bygninger, i maskiner og i andre aktiver. Ellers er de investeret i en udvidelse af virksomheden. En milliongæld er ofte den eneste måde, hvorpå man kan fortsætte med at drive virksomheden. Det er en temmelig skidt begyndelse på livet som selvstændig.

Den milliongæld kunne i stedet være brugt på at lave en investering i virksomheden. Den kunne være brugt til at udvide produktionen, på at ansætte nye medarbejdere eller på at uddanne elever og lærlinge til fremtidens arbejdsmarked. Den kunne være brugt på at øge væksten i Danmark til vores alles bedste. Det blev den bare ikke. Det er hæmmende for os alle, at vi på den måde gør det besværligt at drive virksomhed i Danmark. Virksomhederne er ikke bare en eller anden diffus masse af onde kapitalister, som blot tænker på at skrabe en hel masse penge sammen til sig selv. Det er folk, der skaber helt konkret velfærd for os alle. Var det ikke for landets mange iværksættere, havde jeg været uden arbejde, og det samme gør sig uden nogen tvivl gældende for mange af denne blogs læsere.

Vi vil så gerne have iværksættere og virksomheder i Danmark, men når nogen påtager sig ansvaret, sørger vi for at gøre det så besværligt som muligt for dem. I det lange løb går det simpelthen ikke. Arveafgiften straffer alle de forkerte mennesker i lighedens navn. Den straffer sparsomme mennesker, som gerne vil give noget videre til deres børn, og den straffer efterkommere, som påtager sig ansvaret for at drive deres forældres virksomhed.