Klumme: Britisk udenrigsminister sammenligner EU med Sovjetunionen

Storbritanniens konservative premierminister Theresa May fremlagde under et møde i begyndelsen af juli måned på regeringens landsted Chequers sin plan for landets udtræden af EU, kendt under betegnelsen Brexit. Under mødet blev det tydeligt for alle de ministre, der var tilhængere af Brexit, at planen ingen chancer ville have hverken hos EU-forhandlerne med Michel Barnier i spidsen, i selve den almægtige kommission eller i ministerrådet.

Med sin plan forsøgte May nemlig at danne en spagat mellem det nuværende medlemsskab med dets frihandel mellem EU-landene og det britiske ønske om også i fremtiden at kunne handle med tredjelande; vigtig var også en afvisning af fortsat at skulle følge den europæiske domstols afgørelser hvad angik britiske anliggender. Endelig – og dette problem viser sig nu måske at være den afgørende hindring for en eventuel kompromisløsning, en løsning, som dog færre og færre tror på: på den ene side forsøget på at holde grænsen mellem Republikken Irland og Nordirland, der er en del af Storbritannien, åben og på den anden side undgå den toldmur ned gennem Det irske Hav, som EU kræver.

Som bekendt sluttede mødet mellem alle EUs regeringschefer og Theresa May for ca. 3 uger siden i Salzburg ikke blot med en total afvisning af Chequers-planen, uden at der dog fra EUs side blev fremlagt et alternativt forslag. Ovenikøbet udsatte Europarådets præsident Donald Tusk og den franske præsident Emmanuel Macron den britiske premierminister for en ydmygende behandling, som denne klummeskriver allerede har berettet om; undermåleren Macron holdt sig endog ikke for god til at kalde tilhængerne af Brexit for løgnere!

Efter fremlæggelsen af forhandlingsplanen i Chequers trådte to af Brexits mest prominente fortalere, udenrigsministeren Boris Johnson og den britiske chefforhandler i Bruxelles David Davis, i protest ud af regeringen. Hermed mistede Theresa May to af sine hårdeste kritikere. Boris Johnson – af sine tilhængere kærligt kaldt for Bo-Jo – blev efterfulgt af en vis Jeremy Hunt, et i udlandet – men ikke i Storbritannien – indtil nu ubeskrevet blad.

Hunt er født i 1966 i det sydlige London og studerede filosofi, statskundskab og økonomi ved eliteuniversitetet i Oxford. Han var tidlig politisk aktiv og blev i 1987 valgt til præsident for Oxford University Conservative Association. I 2005 blev han konservativt medlem af parlamentet i Westminster og i 2010 kultur- og sportsminister i David Camerons regering. I 2012 blev han den længst siddende britiske sundhedsminister, indtil han d. 9. juli i år overtog udenrigsministeriet. Hunt har selv betegnet sig som nationalkonservativ, men er også kendt for liberale synspunkter, hvad angår økonomi og sociale spørgsmål. Dagbladet Financial Times har karakteriseret ham som “en hovedstadsliberal”.

Jeremy Hunt går for at have en premierminister i maven og er kendt som en smidig taktiker, der kun venter på at overtage magten efter Theresa May. Ved folkeafstemningen, der i 2016 førte til beslutningen om Brexit, stemte han for Storbritanniens forbliven i EU, men er siden kommet på bedre tanker, støtter nu Brexit og har kæmpet for en for Storbritannien gunstig forhandlingsløsning, et håb, der er blegnet efter det mislykkede topmøde i Salzburg.

Derfor blev Hunts tale under det konservative partis netop afholdte årsmøde i Birmingham afventet med stor spænding. Her foreslog han med henblik på de seje forhandlinger i Bruxelles, at EU burde tage ved lære af den hedengangne Sovjetunion og udtalte bl.a. med en tydelig adresse til Macron: “Det var Sovjetunionen, der forhindrede, at mennesker kunne forlade landet. Den lære, som vi kan drage af historien, er tydeligt: Hvis du ændrer EU-klubben til et fængsel, vil ønsket om at forlade det ikke blive mindre.” Denne bemærkning blev stærkt kritiseret i de sædvanlige venstrevredne medier i Storbritannien og i EUs andre medlemslande for at være aldeles malplaceret og skyggede for talens mange andre kloge betragtninger.

Således påkaldte Hunt den tidligere uforglemmelige britiske premierminister Margaret Thatcher og hendes Europaskepsis, mens han advarede EUs ledere om, at hvis de ønskede at sønderdele Storbritannien ved at kræve en toldgrænse ned gennem Det irske Hav, så ville svaret fra britisk side blive et rungende: NEJ, NEJ, NEJ! I et efterflg. interview med dagbladet The Daily Telegraph advarede Hunt ligeledes EU mod at provokere Storbritanniens såkaldte ”ånd fra Dunkirk” – en henvisning til den stærke antityske modstand der vaktes, efter at det britiske ekspeditionskorps i forsommeren 1940 i huj og hast måtte evakueres over Kanalen fra Nordfrankrigs kyst. Og i denne sammenhæng tilføjede Hunt vendt mod den franske præsident Macron: ”Hvis præsident Macron tror, at vi efter nogle få år fortvivlet vil komme krybende tilbage for igen at melde os ind i klubben, så er dette en komplet fejllæsning af vores karakter.” Herefter appellerede Hunt netop til EUs ledere om at søge et kompromis med Storbritannien fulgt af denne advarsel: ”Vi er en af de store europæiske nationer, og der kommer et punkt, hvor vi ikke længere vil finde os i at blive taget ved næsen. Hvis I ikke ønsker en løsning, så gør vi det heller ikke.”

Og endelig pegede Hunt på den fare, der lurede for EU, hvis andre lande følte sig fristet til at følge Brexit-eksemplet. ”I øjeblikket ser det ud, som om I tror, at måden at holde sammen på klubben er at straffe et medlem, der ønsker at forlade den, ikke kun med økonomiske våben men også ved at oprette en grænse mellem England og Nordirland.”

Dette er brillante formuleringer med en tydelig advarsel om ikke at spænde buen for hårdt. Det siger næsten sig selv, at Theresa May allerede dagen efter Hunts tale klart distancerede sig fra sin udenrigsminister, hvilket kun kan have styrket hans position blandt de mange EU-skeptiske briter

Helt uinteressant er det ikke, at Europarådets polske præsident, Donald Tusk, der som student støttede den anti-kommunistiske Solidarnosc-bevægelse og i 1980erne var fængslet af kommunisterne i sit hjemland, ikke har kommenteret Hunts tale.

Nådesløs var derimod den kritik, der er regnet ned over Hunt fra en lang række andre regeringschefer og eurokrater, som f.eks. Europaparlaments Brexit-koordinator, den arrogante belgier Guy Verhofstadt, der kaldte Hunts ord for “fornærmende og uhyrlige”, såvel som fra en lang række socialdemokrater, grønne politikere og venstresocialister. Og naturligvis kunne den svenske ambassadør i London, Torbjörn Sohlström, heller ikke holde sig tilbage og tweetede med typisk svensk skolemestermoraliseren: ”At forlange respekt under Brexit-forhandlingerne [som May gjorde det], er rigtigt, men at sammenligne EU med Sovjetunionen er det ikke”.

Men i betragtning af alle disse negative reaktioner ser det ud til, at Jeremy Hunt har valgt netop de helt rigtige ord. Man kunne næsten ønske sig, at han blev Storbritanniens næste premierminister. Nu er han bestemt ikke længere et ubeskrevet blad!