Det er dårlig timing at kritisere vores nationale sportsikon lige efter han har været med til at besejre Østrig, Israel og Moldova med noget der ligner tennis-cifre. Og forenet nationen. Men nu skal det altså frem.
Vores helte, som uge efter uge knæler på Premier Leagues og Superligaens grønsvær i sympati med den åbent nymarxistiske, antikapitalistiske og samfunds-revolutionære Black Lives Matter, en organisation, som har erobret de fleste af vores postmoderne samfundsinstitutioner, inklusive den engelske Football Association og DBU, burde nok have holdt sig til det, de kan, nemlig fodbold, og afstået fra at lade sig udnytte i den ene eller den anden ”gode” sags tjeneste.
For Udvalget for Racisme og Etniske Forskelle i England har lige barslet med en rapport, som siger at der ikke findes institutionel racisme i England. Ja, I hørte rigtigt: der findes ikke institutionel racisme i England. Og hvis den ikke findes i England, findes den nok heller ikke i Danmark. Eller for den sags skyld i Vesten, inklusive USA, generelt.
Det er et argument, jeg har fremført for alle, der gad lytte – og det er alt for få, siger min bogudgiver – i min bog ”Lies Our Leaders Tell Us”: der findes idioter der kommer med dumme, raciststiske bemærkninger overalt, inklusive blandt sportsfans, men det gør ikke alle fodboldelskere til racister. Og det gør ikke vores samfund til en ny udgave af Hitler-Tyskland.
Ikke alene findes der ikke institutionel racisme, siger rapporten, men – og jeg citerer direkte: “børn fra mange etniske minoriteter klarer sig lige så godt eller bedre end hvide børn”, hvorfor rapporten foreslår, at man udvider skoletilbuddene især for hvide børn fra arbejderklassen. Sagt på socialdemokratisk: vores sportsfolks demonstrative antiracistiske bestræbelser vender den tunge ende nedad. Er det det Christian Eriksen ville opnå?
For at slå sømmet helt ind, så selv den mest politisk korrekte 68-er og Boomer forstår det, foreslår rapporten, at uddannelsesinstitutioner, forretningslivet og militæret ophører med at undervise – læs indoktrinere – børn og voksne i den såkaldte ”unconscious bias” (ubevidste fordomme) teori. Det er en helt forskruet teori opfundet af et par helt forskruede psykologiprofessorer på et amerikansk universitet, som ingen har hørt om, og som hævder, at vi alle i virkeligheden er racister, også de af os, som er gift med partnere fra andre racer…vi véd det bare ikke. Og for at de ikke skal være løgn, anbefaler rapporten direkte, at man ophører med den positive diskrimination af de såkaldte BAME-grupper (Black, Asian, Minority Ethnic). Av, av, av. Tag den Bwalya Sørensen!
Efter mere end et halvt århundrede skal vi – endelig – ophøre med at give minoriteter fortrinsbehandling. I USA kalder man det noget eufemistisk for ”Affirmative Action” (bekræftende handling), fordi diskrimination i adgangen til universiteter, jobs i det offentlige, støtte til virksomhedsoprettelse osv. lyder grimt, selv om den foregiver at være ”bekræftende” og ”positiv”.
Lenin kaldte de medløbere i Vesten, som for 100 år siden lukkede øjnene for kommunismens brutale udryddelse af politiske modstandere for ”nyttige idioter”.
Sportsudøverne som Christian Eriksen er blevet fanget i et spil, de er dårligt klædt på til at forstå. Men de kan ikke fortsat lade sig udnytte af politiske kræfter, hvis egentlige politiske formål er at ændre det kapitalistiske samfund, de selv lukrerer på, og som har gjort dem til nogle af verdens mest priviligerede og højest betalte sportsstjerner.
Uvidenhed kan, ligesom for 100 år siden, ikke tjene som undskyldning. Så det er ikke for sent at vedkende sig egen naivitet, Christian, og sige nej til at lade sig udnytte.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)