Klumme: Danmark har brug for nye sheriffer

Tombstone, Arizona, oktober 1881, opgøret i OK Corall. Revolvermænd er trængt ind i byen udefra. Ubudne gæster, der truer samfundsstrukturen i den lille nybyggerenklave. Kaos har rådet, i og med Clanton-brødrene og deres følgere har skabt længerevarende utryghed.

(Denne klumme, som tidligere er udgivet på fyens.dk, er en opdateret udgave.)

Sherifferne Wyatt, Virgil og Morgan Earp og deres våbenfælle, Doc Holliday, havde mod og dygtighed til at nedkæmpe de udefrakommende i en ikonisk skudduel. Opgøret satte spor i historien om det vilde vesten, det godes kamp mod det onde. Selv 140 år efter huskes episoden. Roen blev genskabt, freden blev sikret på grund af retskafne mænd med nerver af stål.

København, november 2019. En Socialdemokratisk regering fører lige som den borgerlige regering en kamp mod et voksende bandeopgør blandt fremmede tilkomne. I den forrige regering måtte den selvudnævnte vicesherif Søren Pind, kapitulere. Evnerne rakte ikke så langt som skrivebordsviljen og selvpromoveringen.

Hans chefsherif, Lars Løkke, havde mere travlt med at købe ind i tøjforretningen Zornig end at købe seksløbere og lukke grænsen ved Kruså for at få det endelige opgør. Mette Frederiksen fortsætter egnsteateret ved grænsen. Som om problemerne med skudopgør fandtes dernede.

Nærmest teatralsk lægger begge chefsheriffer ansigter og klæder i de rette folder, hver gang de for rullende kameraer må meddele, at vi skal stå sammen med europæiske statsledere, når et terrorangreb eller et skudopgør har ramt uskyldige.

Bedre blev det ikke, da Løkke for at forlænge sit beskæftigelsesprojekt, regeringen, som øverste sherif, ansatte en utrænet vicesherif, Pape, til at bekæmpe nutidens Clanton-brødre. Pape greb hver en chance for at proklamere nye fremskridt. Selv en våbenhvile indgået på foranledning af de fremmede indtrængere, var han begejstret for. Hvor lidt har man lov til at være selvglad over, hvor lidt har man lov til at fejre? Den nuværende vicesherif, Nick Hækkerup fortsætter ufortrødent sin forgængers embedsførelse.

Danmark har brug for nye sheriffer, mænd af den rette støbning, mænd der forstår befolkningens frygt, mænd der tager frygten alvorligt, åndsfæller der matcher faren. Opgøret i OK Corral blev udkæmpet i en afsidesliggende del af det vilde vesten. Den blev afgjort på præcision og målrettethed, den afgjorde fremtiden. Opgøret om at få standset bandekrigen i København, i Aarhus og andre steder er kun blevet intensiveret med masseindvandringen og den lovløshed, som breder sig. Den breder sig ikke kun i Danmark, men i hele det efterhånden vilde Vesteuropa. By efter by, bydel efter bydel kapitulerer.

Om 30 år vil op mod 20 pct. af EU-området bestå af nybyggere, hver femte borger. Mange med reelle hensigter, men alt for mange med det modsatte. Reelt vil der være tale om en befolkningsudskiftning, fordi der vil være en over-repræsentation af nybyggere blandt de helt unge.

Når hverken sheriffer eller vicesheriffer formår at skabe tryghed og vished for hvad udviklingen byder, så er det på tide med folk med nye stjerner siddende i vesten. Wyatt Earps navn står bøjet i neon, selv den dag i dag, fordi han læste faresignalerne. Tombstone eksisterer den dag i dag på indbyggernes egne præmisser.

Om 140 år vil de nuværende sheriffers navne være gemt og glemt. Til den tid vil Danmark være en saga blot og danskerne sat uden for indflydelse, fordi vi har valgt de forkerte sheriffer på de mest kritiske tidspunkter.

Clanton-brødrenes efterkommere vil have overtaget det Tombstone, du og jeg lever i, det Tombstone vores forældre og bedsteforældre efterlod i arv til os. Hvad nytter det at have et højteknologisk samfund, når lederne i dag ikke har evnerne og det mod, som sheriffen og hans brødre havde i en lille støvet ørkenby for lang tid siden? Hvad nytter det at have skabt et velfærdssamfund gennem hårdt arbejde, skabt gennem generationer, når vi ikke har sheriffer, der sikrer roen, sheriffer der ikke passer på det, de er valgt til at passe på? Alt der skal til for, at udviklingen fortsætter i den forkerte retning, er, at du og jeg ikke foretager os noget.