Klumme: De Radikale er blevet ekstremister i dansk politik

Igennem talrige årtier kunne De Radikale sidde trygt i midten af dansk politik. Såvel de røde som de borgerlige partier bejlede til dem, og i realiteten kunne de egenrådigt bestemme, hvem der skulle danne regering fra valg til valg.

Det ligger stadig dybt i den radikale selvforståelse at være det moderate parti, som afvejer og balancerer forskellige hensyn på tværs af de politiske blokke.

I dag er virkeligheden dog en anden. Det er mere end almindeligt svært at forestille sig et samarbejde mellem de borgerlige partier og De Radikale, og selv Socialdemokratiet truer nu med at bryde den uhellige alliance, som De Radikale og Socialdemokratiet har haft i størstedelen af de forgangne 100 år. De glade radikale dage er ved at være forbi. Dansk værdipolitik har gennemgået en kraftig udvikling siden 90’erne, og især spørgsmålet om indvandring splitter De Radikale og Socialdemokratiet. Datidens multikulturelle optimisme er i høj grad døende, og DF er for længst blevet stuerene. I dag har størstedelen af danskerne erkendt, at indvandringen fra især muslimske lande ikke er uproblematisk, og denne erkendelse er gang på gang underbygget af statistikker om alt fra kriminalitet over uddannelse til passiv forsørgelse. På samtlige parametre har den moderne indvandring været en dårlig idé. Det gælder naturligvis ikke kun i Danmark, men i hele Vesten.

Nogle partier ønsker naturligvis at gå hårdere til værks end andre. For mig er det svært at se anden udvej end at lukke grænsen, fjerne muligheden for at blive betinget udvist og systematisk udvise kriminelle uden dansk statsborgerskab. Man kan være mere eller mindre enig i alt dette, men på tværs af de politiske partier er der en bred erkendelse af, at indvandringen skal bremses, såfremt vi vil bevare retssamfundet og velfærdssamfundet. Vi har heldigvis gjort op med den kulturradikalisme, som prægede Danmark i 90’erne og har grundlæggende erkendt, at der skal gøres noget ved problemerne med indvandringen i stedet for at kalde hinanden for nazister, racister og dårlige mennesker.

Og imens det politiske tog har forladt den kulturradikale perron og har sat kurs mod virkeligheden, har De Radikale valgt at blive stående på perronen med det resultat, at selv SF er blevet mere højreorienterede på værdipolitikken. I betragtning af, hvor meget De Radikale holder af ord som fremskridt og udvikling, har det været imponerende, at partiet ikke selv har udviklet sig en tøddel i takt med, at visse problemer er blevet åbenlyse. De har ganske vist gjort nogle halvhjertede forsøg på at nærme sig midten af dansk politik igen – Ida Auken skrev en bog om danskhed, og Morten Østergaard tog på en antropologisk felttur til de sociale boligbyggerier – men især de seneste par dage er det blevet ganske åbenlyst, hvor man har partiet: langt ude på en yderfløj i det politiske landskab. Milevidt fra den position i midten, de engang besad.

I et interview med Information fremførte Jens Rohde en drøm om, at alle asylansøgere får dansk statsborgerskab. I betragtning af de seneste sager, hvor Danmark er i fare for at komme til at hænge på IS-krigere, fordi vi har uddelt statsborgerskaber til Gud og hvermand, skulle man ellers synes, vejen frem ville være at tildele langt færre statsborgerskaber og at screene folk på forhånd, som Naser Khader så glimrende foreslog. Selv ikke de seneste sager lader dog til at have gjort indtryk på Jens Rohde, som åbent erklærer, at hans drøm er at uddele statsborgerskaber fuldkommen uden hensyn til folks tilhørsforhold og til Danmarks sikkerhed.

For nylig blev det så Morten Østergaards tur til at åbenbare, at også han er fuldkommen ude at trit med virkeligheden, da han kaldte det potentielle samarbejde mellem Socialdemokratiet og DF for et rødbrunt kabinet. At tage ansvar og beskytte sit land er åbenbart i kategori med at begå racemotiveret folkemord i Morten Østergaards øjne. Østergaard og Rohde har effektivt placeret De Radikale helt ude på yderfløjen af dansk politik og cementeret, at partiet foruden at ville spille hasard med vores nationale sikkerhed endda anser det brede flertal af danskerne, som tager problemerne alvorligt, for en flok nazister. Hvis de to herrer ellers for en gangs skyld ville benytte sig af det globale udsyn, de bryster sig af, og se på den udvikling, der foregår i resten af Vesten, ville de nok hurtigt opdage, hvem der er de sande ekstremister i denne sammenhæng.