Mediernes svigt i at formidle reelle informationer om fremtidens befolkningssammensætning og konsekvenserne heraf bakkes op af op mod 90% af de politikere, danskerne betror deres tillid til. Når 9 ud af 10 danskere har den opfattelse, at midterpolitikerne i rød og blå stue har kontrol over fremtidens Danmark, så ligger en god portion af kimen til rød stues succes gemt her. Det er kun et mindretal af blå stues talerør i den lovgivende forsamling på Slotsholmen, der evner at formulere og sætte ord på, hvilke scenarier danskerne står over for om en generation. Resten tænker kun på eget genvalg, og på at pleje deres Instagram-profiler.
Den islamiske evne til mobilisering af borgerforslag og det ideologiske sammenhold, koranens ord giver dem, vil erodere det Danmark væk, som generationer før os har videregivet til os levende danskere. Gå på ”Muslimer til stemmeboksene” på Facebook. Den har 25.000 medlemmer. Herfra styres borgerforslag om automatisk statsborgerskab efter 10 år og revision af racismeparagraffen, så kritik af islam bliver forbudt. Der et lige så meget Danmark i de fleste indlæg, som der er hunde i hundekiks.
Hvis Danmark havde stærke borgerlige, patriotiske ledere, som befolkningen i egen interesse støttede op om, så burde den muslimske minoritet få det klare budskab, som Vladimir Putin har udtrykt det, nemligt at hvis en minoritet foretrækker sharia, så bør den rejse derhen, hvor sharia indgår som en del af den statslige lovgivning. Danmark har ikke brug for minoriteter. Minoriteterne har brug for Danmark, men vi bør ikke give dem specielle privilegier eller forsøge at ændre vores lovgivning, så den passer til deres ønsker, hvor højt de end råber “diskrimination”.
Når der mangler lederskab i den borgerlige lejr, vejrer den eksplosivt voksende muslimske minoritet morgenluft. I alliance med de kulturradikale og de socialistiske politikere har jagten på Inger Støjberg været en del af prisen for den tabte regeringsmagt. Hun er forladt af et Venstre, der efterlader sine sårede soldater på slagmarken uden evne til at bakke dem op, og passe på dem i det Danmark, vi elsker. Venstres ledelse er en skamplet på det borgerlige Danmark.
Som borgerlig debattør savner jeg et borgerligt lederskab, der ud over at være tungt funderet i den danske vælgermasse, også var i stand til at gøre det helt tydeligt over for den muslimske minoritet, at danske værdier er uforenelige med sharia. Som borgerlig debattør savner jeg klare signaler fra min side af spektret om, at Danmark ikke kan vedblive med at modtage migranter, og at et egentligt repatrieringsprogram burde iværksættes for at bibeholde Danmark som nationalstat. Det er naivt at tro, at den nuværende udvikling kan fortsætte uden at være til skade for landets sikkerhed, kultur og økonomi. Kun DF og NB sætter ord på det. Hvis de øvrige borgerlige partier fulgte trop, ville et flertal af befolkningen vågne op og indse, hvor udviklingen bærer hen af mod landets opløsning og befolkningens udslettelse.
Man undrer sig såre over, at selv 2. generation af muslimske indvandrere generelt ikke har større grad af loyalitet over for Danmark end tilfældet er. Indvandrere i USA bliver amerikanere allerede i 1. generation. Hvorfor fortæller borgerlige politikere ikke sandheden om, at med den nuværende udvikling vil vores børn og børnebørn vokse op i et mellemøstligt præget Europa uden den forudsigelighed og fred, vi har været begavet med? Gjorde de det, ville det borgerlige Danmark tage teten, fordi den fremstod ærligt og fremtidsorienteret. Her og nu spiller hovedparten af det borgerlige, politiske spektrum med fordækte kort, fordi sandheden er for ubehagelig en størrelse for vælgerne. Lederskab, lederskab, lederskab, tak.
Politisk kronologi
På den aktuelle korte tidsmæssige, politiske bane har man kunne konstatere følgende.
Finanslovsforhandlingerne tilbage i efteråret havde et ualmindeligt grimt forløb. Afdækning af lækkede mailinstrukser i forhold til, hvorledes den borgerlige opposition skulle udskammes, hvis den ikke føjede sig, blev afdækket. Nicolai Wammen måtte stå skoleret og beklage. Oppositionen snorksov. Ellemann vrissede lidt, men faldt til patten. Han havde ligesom nu mere travlt med at flette fingre med Morten Østergaard. Det forløb forsvandt som dug for solen med coronaens indtog i februar/marts måned i år.
Regeringen og dens støttepartier er sluppet alt for let om hjørner med håndteringen af coronakrisen. Sjuske- og hastelovgivning er blevet gennemført med de blå partiers støtte, som var det en ekspedition på et postkontor. Epidemiloven blev udsat for en straks ændring den 12. marts i år. Nu er staten ikke længere objektiv ansvarlig for de af Folketinget vedtagne restriktioner. I stedet er der indført en række hjælpeforanstaltninger, hjælpepakker som de kaldes. Almissernes tid blev indledt under en matriarkalsk ledet Mette Frederiksen.
Mens staten tidligere havde en forpligtelse til krone for krone at godtgøre virksomheder og borgere for de merudgifter, de blev påført, vedtog Folketinget i stedet begrebet “nådsensbrød”, i bedste Henrik Pontoppidan-stil. Nu har virksomheder og enkeltpersoner været hensat til at søge om kompensation for manglende indtjening, aflyste begivenheder eller slet og ret faste udgifter, for at kunne overleve økonomisk. 81.000 arbejdspladser har regeringen reddet med de foretagne indgreb. Og hvad nu, hvis man ikke havde skåret i de rettigheder, borgerne havde krav på forud for lovændringerne? Hvad havde tallet så kunne opgøres til? Tavshed fra den borgerlige opposition. Prisen havde været høj for os alle sammen. Nu betaler erhvervslivet prisen alene.
Dybest set er det en fortegnet virkelighed, statsminister Mette Frederiksen og hendes ministre har haft held til at tegne af regeringens handlemåde. Havde der forefundet blot en middelmådig borgerlig oppositionsleder, så havde regeringen fået kamp til stregen. Ikke nok med at danskerne ikke burde finde sig i “nådsensbrød”, når staten eksproprierer borgernes indtjeningsmuligheder, men når regeringen og dens røde alliancepartnere samtidig suspenderer grundlovens frihedsrettigheder uden debat uden at blinke, og det igen med fuld politisk opbakning fra alle partier, så har nedsmeltningen i det borgerlige, politiske Danmark været total. Hvis man fortsat har respekt for de borgerlige partiledere, så må det være ud fra devisen, at lidt også har ret.
Man erindrer sig tv-transmissionerne, hvor statsministeren efterfølgende blev portrætteret som en nordkoreansk enehersker, alt mens oppositionens officielle leder, Jakob Ellemann, bag ved statsministerens talerstol, lignede en, der havde bevæget sig ind i damernes omklædningsrum. Tavs som graven, benovet og med foldede hænder.
Corona indgrebene
Hvordan kunne regeringen slippe afsted med så omfattende indgreb uden at man havde indtryk af andet og mere end at der kun eksisterede ét parti, Socialdemokratiet, og én politisk leder, Mette Frederiksen? Man spørger sig selv om, hvad der er foregået under lov forhandlingerne. Har Ellemann og blå bloks partiledere alene haft foretræde for hendes kejserlige højhed, Mette Frederiksen, eller har der reelt været tale om drøftelser og kompromiser, som vanen og folkestyret forudsætter? Svar udbedes, men vi får det nok aldrig.
Mit bedste bud er, at embedsværket har fået meddelt opgaven med at sammensætte en vifte af restriktioner, som skulle lamme erhvervslivets og borgernes muligheder for at forsamles, samt gennemføre de handlinger, som var nødvendige for i fællesskab at få samfundshjulene til at snurre. Forbud, påbud, forpligtelser, foranstaltninger, rammelovgivning, restriktioner, indskrænkninger, uddeling af beføjelser, alt sammen dækkede de lovgivningsmæssige ord, som regeringen lagde navn og gavn til under nedlukningen.
Når en direktør, Søren Brostrøm, på vegne af Sundhedsstyrelsen i januar i år kunne udtale, at danskerne roligt kunne tage på ferie, lå der implicit en opfordring til at tage på ferie i de områder af Norditalien og Tyrol, hvor man to måneder senere måtte gennemføre omsiggribende samfundsnedlukninger. Smittekilden lå i de mange kinesere i disse områder, fremmedarbejdere, der havde været på ferie hjemme i Kina og fejre det kinesiske nytår. Længe leve globaliseringen, kan man tilføje.
Det kaldes rettidig omhu, både når det gælder myndighederne og den ansvarlige regering, at være på forkant med en udvikling. Den forkant manglede fatalt ikke kun i Danmark, men blandt alle Europas bløde og politisk korrekte ledertyper.
Men at kalde Mette Frederiksen for en formidabel statsminister, det er kun, hvis ens borgerlige briller er tilduggede. Det retvisende er at pege på, at hun fik et carte blanche til at gøre, hvad hun havde lyst til, fra den borgerlige opposition. Om det så var spørgsmålet om ned i detaljer at regulere, hvem og hvornår og hvor længe man som turist i hovedstaden måtte overnatte på hotel, så har big sister, Mette Fredriksen, været ude med riven. Hun havde frygten som blind makker, og forstod dygtigt at slå på, at alle, der ikke mente som hende, var fjender af samfundet. Læs: et socialdemokratisk samfund.
Hvorfor har den borgerlige opposition aldrig været ude og fortælle, hvilke anbefalinger de sundhedsfaglige myndigheder fremkom med, set i forhold til de tiltag, som regeringen gennemførte? Det er kommet for en dag, at Sundhedsstyrelsen ikke krævede så omfattende restriktioner, som dem, Mette Frederiksen lagde navn til. Man spørger sig selv, om de borgerlige oppositionsledere har haft andet arbejde at passe, siden de ikke har været mere vakse ved havelågen.
…
Du er velkommen til at kommentere nedenfor og til at dele klummen på Facebook!
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)