Bag Danmarks halvsocialistiske facade deles befolkningen mere og mere op i et A- og B-hold. A-holdet er de heldige borgere, der har et fast vellønnet arbejde og råd til velfærd i luksusklasse. B-holdet er over 50 pct. af befolkningen med usikker tilknytning til arbejdsmarkedet. De må nøjes med skrabet, offentlig ”velfærd for de fattige”.
Tilhængerne af den universelle velfærdsmodel herhjemme har altid insisteret på, at den offentlige velfærd skal være for alle, for ”welfare for the poor is poor welfare”. Den danske velfærdsmodel er ikke desto mindre langsomt ved at overgå til et system, hvor det offentlige tilbyder standardiseret basisvelfærd, mens alle, som ikke vil nøjes med den, kan skifte den ud med private tilbud, enten mod betaling eller ved at forsikre sig.
Forudsat at de har råd til det naturligvis. For ganske vist er det fortsat sådan, at det ikke er tegnebogens tykkelse, der bestemmer, om man kan blive behandlet eller undervist, men det er tegnebogen, der bestemmer, om det sker på 1. klasse eller på ”monkey class”.
Private tilbud dukker op på alle områder over hele landet. Flere går i privatskole. Børn til lavt- og højtuddannede klumper sig mere og mere sammen på hver deres skoler. De fattige og ressourcesvage i folkeskolen, og de rige og ressourcestærke i fri- og privatskolerne. De rige vælger folkeskolen fra dels på grund af lærernes manglende faglighed og dels på grund af det store antal elever med indvandrerbaggrund. Hver sjette elev går i dag i en privatskole. Der er således tusinder af danske familier, der ikke bare betaler til deres børns uddannelse over skatten, men som også bruger en ofte betragtelig privat sum oven i skatten.
Efter at man har skåret ned på den individuelle rådgivning i folkeskolen, køber forældrene privat uddannelsesvejledning og privat lektiehjælp ude i byen.
Markedet for ungdomsuddannelser er opdelt i de almindelige efterskoler for B-holdet og dyre efterskoler for de rige på A-holdet, hvor der tilbydes studieture til fjerne destinationer som Bali, USA, Indien, New York, Ghana og Australien. Lige nu forventes eleverne at betale op mod 10.000-15.000 kr. for studieture. Unge på B-holdet kan således ikke dele oplevelsen med deres kammerater på A-holdet, fordi de ikke har råd til at betale de mange tusinde kroner, som studieturen koster.
Antallet af private daginstitutioner er eksploderet over de seneste år. I 2005 blev det muligt at etablere private daginstitutioner og dermed tjene penge på børnepasning. Siden er det gået stærkt. Fra 2007 er det gået fra 216 til 577 private daginstitutioner i 2019.
Både danskerne og deres arbejdsgivere vil have, at borgerne har en privat sundhedsforsikring, som betyder, at de kan få hjælp fra private læger, fysioterapeuter, kiropraktorer, psykologer, hjemmehjælpere og andre faggrupper, når helbredet begynder at svigte. I perioden 2013-2017 er antallet af private sundhedsforsikringer steget med 23 pct.
Har man brug for lægehjælp, kan man ringe til 1813 og blive nr. 60 i ventekøen. Men man kan også kontakte Privatlægen. For en pris på mellem 1.400 og 2.400 kr. kommer en privat lægevagt hjem og tilser den syge. Private lægevagter etablerer sig i byer over hele landet.
Private graviditetsklinikker tilbyder udvidet omsorg i form af jordemoderkonsultationer, fødselsforberedelse, fødselshjælp, ammehjælp, gravidmassage, akupunkturbehandlinger mv.
Der er en kraftig vækst i private plejehjemspladser og privat hjemmehjælp. Dansk Erhverv skønner, at der på landsplan er etableret 25-30 private firmaer, der på forskellig vis leverer diverse former for pleje- og sundhedsfaglige ydelser til 600-800 kr. i timen direkte til demente og pårørende uden om kommunerne – og at det er et marked i stigning. I dag er det pengepungens størrelse, som giver adgang til den bedste ældre- og demenspleje.
Faggrupper med lav risiko for ledighed som sygeplejersker, økonomer, jurister, ingeniører og lærere tilbydes gennem ASE en sikring mod arbejdsløshed, som kører helt uden om a-kassen og giver en dækning, der kan være flere tusind kroner højere end de almindelige dagpenge. Op imod 400.000 nu skønnes at være omfattet af frivillige eller kollektive tillægsforsikringer, der sikrer ekstra dækning i tilfælde af ledighed.
I farlige samfund vil de bedrestillede, der har de økonomiske midler dertil, prioritere egen og familiens sikkerhed højt, og de betaler gerne for mere sikkerhed. I flere velhaverkommuner i Danmark er borgere derfor gået i gang med at tage loven i egen hånd og oprette private vagtværn i villakvarterer, fordi politiet ikke kan varetage borgernes sikkerhed. Danmark bevæger sig med andre ord mod et samfund, hvor det i højere grad er borgernes pengepung, der afgør, om de kan få den beskyttelse, de har brug for.
De fleste danskere er vokset op med fortællingen om, at vi lever i et universelt velfærdssamfund med en stærk social kontrakt – vi betaler en høj skat til gengæld for social tryghed til alle. Danskerne betaler 50 pct. i skat og forventer til gengæld, at man har fri og lige adgang til sundhed, uddannelse og social tryghed gennem økonomisk og faglig hjælp, når en livskrise rammer.
Men i dag er den sociale kontrakt smuldret og velfærden er blevet til en illusion. Flere og flere borgere oplever velfærdsforringelser og udhuling af det sociale sikkerhedsnet. De oplever, at de ikke får den hjælp og tryghed, de var stillet i udsigt, og som de har betalt til over skatten, når de får en livskrise.
Den eksplosive vækst i private velfærdsløsninger er et symptom på, at A-holdet har mistet tilliden til de standardiserede leverpostejsløsninger fra det offentlige. På sigt kan det ikke undgå at undergrave opbakningen og tilliden til den universelle velfærd. A-holdet vil i stigende grad spørge, hvorfor det via skatten skal betale til noget, som det alligevel ikke bruger. Opbakningen til den offentligt finansierede basisvelfærd, som primært benyttes af B-holdet, kan derfor forsvinde helt, hvis udviklingen fortsætter.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)