Klumme: Det sikre valg 1. juni

De, som er i tvivl om, hvor de skal sætte krydset ved folkeafstemningen på onsdag, er ikke de dummeste vælgere. De dummeste er dem, der skråsikkert meddeler, at ”selvfølgelig skal man stemme ja (eller nej) til at fjerne forsvarsforbeholdet”.

Der er jo ikke noget indlysende rigtigt ved den kommende folkeafstemning. Der er da flere gode argumenter at fremføre for både at stemme ja og nej. Men der er også dårlige argumenter. En dårlig begrundelse for at stemme ja er eksempelvis, at ”når de gamle, seriøse, ansvarlige partier (Venstre, Konservative, Radikale og Socialdemokratiet) alle anbefaler at stemme ja, så må det være det rigtige valg”.

Det var imidlertid ikke noget rigtigt valg at stemme ja til euroen i 2000.  Det blev et nej, og alle Ja-partiernes argumenter dengang om faldende huspriser, aktiekurser og investeringer og stigende renter viste sig jo at være forkerte. Vi valgte at holde fast i kronen, og siden har Danmark klaret sig meget bedre end eurolandene.

Det var da heller ikke noget dårligt valg at stemme nej til Retsforbeholdet i 2015. Jeg har i hvert fald ikke hørt eller læst om problemer, fordi Danmark sagde nej til det formelle politisamarbejde i Europol. Jeg har heller ikke læst om problemer med mange pædofile, kriminelle eller asylansøgere i Danmark efter det danske nej til Retsforbeholdet. Vi blev ikke noget fristed for pædofile eller kriminelle, sådan som politikere fra Ja-partierne dengang påstod.

To gange har de såkaldte ”seriøse og ansvarlige” partier altså taget fejl. Det kunne jo også være tilfældet den tredje gang, hvor vi nu skal stemme om forsvarsforbeholdet.

Til de dårlige argumenter hører også dette: ”Vi kan ikke stå alene uden for EU-forsvarsforbeholdet, når alle de andre EU-lande er med”. Vist kan vi da så! Det er da gået fint i snart 30 år. Det afgørende er jo, at vi er fuldt og helt med i NATO, som ikke bare omfatter de fleste EU-lande, men også Canada, USA og Storbritannien. De sidste to af disse lande råder over atomvåben. I EU har kun Frankrig atomvåben. Når Finland og Sverige nu melder sig ind i NATO, er det fordi EU ikke i dag omfatter en militærorganisation, der kan give dem den sikkerhed, som NATO kan.

Men EU og NATO udelukker vel ikke hinanden? Måske ikke, men hvorfor skal Danmark bruge kræfter og penge på at deltage i at opbygge en ny kostbar forsvarsorganisation? Vi har jo NATO, og et ja til EU-forsvaret er vel lidt at vende ryggen til NATO? Et EU-forsvar kan udvikle sig til en konkurrent til NATO, som kan få USA og UK til at opgive NATO-samarbejdet. Vi ved, hvad vi har, nemlig NATO. Et EU-forsvar er uprøvet og usikkert.

Danmark er i en unik situation i kraft af vores forbehold over for EU-reglerne, fordi vi i 1992 virkelig havde fat i den lange ende af tovet. Et flertal af de danske vælgere havde nemlig dengang stemt nej til Maastrichttraktaten, og da alle lande skulle give grønt lys for denne traktat, så var traktaten faldet. Medmindre man gav Danmark lov til at få nogle særregler, som sikrede at vi kan holde fast i vores eget forsvar, vores eget politi og retsvæsen, vores eget pengevæsen og valuta og vores eget statsborgerskab. Det fik vi så, og på den baggrund afholdt vi i Danmark en ny folkeafstemning i 1993, som sagde ja til Maastrichttraktaten med de særlige undtagelser (forbehold) for Danmark. Disse undtagelser kan kun fjernes af os selv i Danmark, og vil man dét, så skal det ske ved folkeafstemninger. Det er en sådan afstemning, vi skal have på onsdag omkring vores forbehold over for et EU-militær.

Jeg føler, det er misbrug af en ulykkelig situation i Ukraine, at vi pludselig i Danmark skal have en folkeafstemning om at fjerne et EU-forbehold. Vi ved jo ikke, hvad EU kan udvikle sig til. Et ja på onsdag kan vise sig at blive en glidebane mod mere EU – og mindre Danmark. Til tvivlerne vil jeg derfor sige: Det sikre valg at stemme nej 1. juni. Det kan nemlig laves om senere.

Det kan et ja ikke.