Klumme: Europa spiller endnu engang fallit Krisen i Ukraine


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Forhistorien

”Siden denne sommer (2018) oplever vi en stadig stigende eskalation af Ruslands kanonbådspolitik.” Ordene stammer fra den tyske EU-parlamentariker Rebecca Harms og citeres her efter et interview med hende i den førende østrigske avis Die Presse d. 24.12.2018. Rebecca Harms er ikke hvemsomhelst, men har repræsenteret det tyske venstreorienterede parti ”De Grønne” siden 2004, hvilket gør hendes udtalelse endnu mere bemærkelsesværdig.

Baggrunden

Vi skal tilbage til marts 2014, da Rusland med våben i hånd annekterede den ukrainske halvø Krim med total foragt over for international lov og ret. Kort tid senere opstod der uro blandt lokale prorussiske separatistgrupper i Donbass-regionen i det østlige Ukraine og her pustede igen Rusland til ilden. Resultatet blev en militant uafhængighedsbevægelse i områderne omkring de større industribyer Donetsk og Luhansk. Russiske tropper, kampvogne og tungt artilleri trængte ind over den ukrainsk-russiske grænse og der udbrød voldsomme kampe, der endte med udråbelsen af Folkerepublikken Donetsk d. 7. april 2014.

Og hvad var så det europæiske svar? Efter en lang debat for og imod besluttedes det – ikke mindst efter amerikansk pres – at implementere en række økonomiske sanktioner, der utvivlsomt har skadet den russiske økonomi, men langtfra har afholdt den russiske præsident Vladimir Putin fra at forfølge sin imperialistiske strategi.

LÆS OGSÅ:  Dansker pisser territoriet af: Rejser enorm runesten i Ukraine efter korruptionssejr

Den flg. tid blev derfor præget af en række krigshandlinger inkl. bombardement af civile mål, og hvem husker ikke nedskydningen d. 17. juli af Malaysian Airlines Flight 17 på vej fra Amsterdam til Kuala Lumpur med 298 personer ombord – størstedelen sagesløse hollændere – der alle omkom. Den hollandske regering beskyldte Rusland for denne kriminelle handling. De russiske myndigheder benægtede naturligvis beskyldningen, der dog senere viste sig at være korrekt – og så er der ikke sket mere i denne sag!

Den aktuelle situation

Den 25. november i år gik krigshandlingerne ind i en ny fase, og det er dén, som den tyske politiker Rebecca Harms henviser til (se ovenfor). Fire russiske marinefartøjer beskød i det neutrale farvand ud for den strategisk beliggende halvø Kertj tre ukrainske kanonbåde, der var på vej fra Sortehavet til det nordligt beliggende Asovske Hav mod den vigtige ukrainske havne- og industriby Mariupol, som russerne forsøger at isolere. Seks ukrainere blev såret og 23 ukrainske matroser arresteret og tilbageholdt for at have forsøgt at trænge ind på russisk territorium. Med sædvanlig frækhed har den russiske regering talt om ”en ukrainsk provokation”, og selv vestlige medier er hoppet på vognen med udtalelser som f.eks.: ”Begge sider er sandsynligvis skyldige.” Mon ikke Vladimir Putin har været ved at dø af grin?

LÆS OGSÅ:  Klumme: Fest for skatteborgernes penge 

Den ukrainske præsident Petro Porosjenko udråbte i dagene efter d. 25. november den militære undtagelsestilstand, der var i kraft indtil for nylig, og forbød endvidere som modforanstaltning russiske mænd mellem 16 og 60 år indrejse i Ukraine. Dette var et forsøg på at forhindre Rusland i at oprette en femte kolonne-hær i Ukraine, som Moskva allerede planlagde i 2014. Rusland reagerede langt mere drastisk og stationerede omgående missilsystemet S-400 på Krim-halvøen. Disse missiler har, som chefen for den russiske Sortehavsflåde, Vladimir Komojedow, derefter udtalte, en rækkevidde på mere end 400 km og kan dermed ramme store dele af Ukraine.

De vestlige regeringer har i denne konflikt, som det kunne forventes, ganske vist verbalt støttet Ukraine, men man aner tydeligvis ikke, hvordan man skal reagere eller rettere sagt: Bruxelles ønsker ikke for tiden at protestere officielt. Af kommercielle årsager er der i EU-kommissionen ingen stemning for at stramme de økonomiske sanktioner over for Rusland. Mammon er vigtigere end retfærdighed, og denne holdning kommer ikke mindst til udtryk i Tyskland, der i stigende grad – efter den planlagte nedlæggelse af landets atomkraftværker – har gjort sig afhængig af russiske gasleverancer, en afhængighed, som den amerikanske præsident Donald Trump skarpsynet har advaret imod.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Lyt til Listhaug!

Fremtiden

Efter de seneste begivenheder kunne man måske under det netop afholdte G-20-topmøde i Argentina have forventet en fælles front vendt mod det russiske overgreb. Men selvom den amerikanske særlige repræsentant for Ukraine, den tidligere NATO-ambassadør Kurt Volker, har foreslået nye EU-sanktioner, fandt hans forslag ingen genlyd. Den eneste, der reagerede, var igen Donald Trump, der aflyste et allerede planlagt møde med Putin i Argentina. EU selv er splittet i spørgsmålet om nye sanktioner. Estland og Polen ønsker sådanne, mens Italien, Ungarn og netop Tyskland slår bremserne i.

Så det korte af det lange er, at Rusland er sluppet helskindet fra den netop stedfundne provokation rettet mod Ukraine, der må føle sig totalt forladt. Også i Syrien gør Putin lige hvad han vil. Imens bliver Ruslands befolkning fattigere og fattigere, for Putins militæreventyr skal jo finansieres. Og ironisk nok er Tyskland et af de lande, der er med til at betale den makabre regning via landets gasimport. Hvad var det, Lenin skal have sagt: ”Kapitalisterne selv leverer os det reb, som vi hænger dem i”. EU må være topkandidat!

Kommentarer

STØT 24NYT EN GANG OM MÅNEDEN

Vælg beløb